Farvel Arecibo: Ikonisk radioteleskop lukker og slukker
arecibo observatoriet ikonisk

Observatoriet blev ikke kun brugt til videnskab, men var også med i flere film, heriblandt James Bond-filmen GoldenEye. (Foto: Bigeez/NSF/CC BY-SA 4.0)

Observatoriet blev ikke kun brugt til videnskab, men var også med i flere film, heriblandt James Bond-filmen GoldenEye. (Foto: Bigeez/NSF/CC BY-SA 4.0)

Kilde: 
20 november 2020

Efter flere ugers usikkerhed er det blevet besluttet, at Arecibo-Observatoriet ikke kan reddes og skal lukkes ned. 

Det skriver Live Science.

Beslutningen kommer, efter at to af teleskopets støttekabler rev sig ud af deres sokler, så hele strukturen risikerer at kollapse.

Observatoriets komplekse struktur gør det svært at lave nogle konkrete vurderinger.

Ifølge Live Science er ingeniører på stedet bange for, at et reparationsforsøg i værste fald vil tilskynde kollapset, og at det ikke vil være muligt at sikre arbejdsmændenes sikkerhed.

Mens det næsten 60 år gamle observatorium stadig stod til at redde, efter det første af de to støttekabler rev sig løs tilbage i august, havde ingen forudset det, da kabel nummer to rev sig løs 6. november og dødsdømte redningsplanerne.

Forskere, der havde planer om at bruge observatoriet, vil så vidt muligt få hjælp til at overføre deres arbejde til andre teleskoper og faciliteter, skriver Live Science.

Men grundet Arecibo-Observatoriets unikke radarkapabiliteter, hvilket gjorde det ideelt til at udforske asteroider og andre objekter i Solsystemet, går nogle af de videnskabelige projekter tabt, og forskere, der har arbejdet på observatoriet, begræder tabet.

Observatoriet var også del af SETI-projektet, som leder efter udenjordisk liv.

Forskerne håber, at en nedrivning kan skåne de omkringliggende faciliteter, så de kan bevares, for at ære den videnskab observatoriet har været del af.

»At fortsætte med at udforske og lære, det er hjertet og sjælen i Arecibo,« siger Ashley Zauderer, som er projektdirektør på observatoriet, ifølge Live Science.

»Det er ikke teleskopet, der er hjertet og sjælen, det er menneskene.«

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.