Er opdrættede fisk og skaldyr et problem for havmiljøet?

Spis 350 gram fisk om ugen, lyder de officielle kostråd.

Det skulle der ikke være nogen ben i, kan man tænke – men faktisk spiser danskerne i gennemsnit kun 200 gram om ugen. I forhold til vores sundhed er der altså god grund til at spise mere fisk.

Men hvordan påvirker man egentlig havmiljøet, hvis man vælger de fisk, der er opdrættet?

Som biolog og forsker i akvakultur-produktion – såsom fiskeopdræt – bliver jeg ofte mødt med forestillingen om, at opdrættede fisk og skaldyr skader miljøet.

Men det er en sandhed med modifikationer. Påvirkningen af miljøet afhænger nemlig af, hvad man opdrætter, og hvilken metode man bruger. Det håber jeg at belyse med denne artikel.

Produktionsmetoden betyder alt for miljøet

Når vi taler om, at akvakulturproduktion kan være skadelig for miljøet, så handler det typisk om, at produktionen udleder kvælstof, fosfor og CO_2.

Hvis vi kigger på fiskeopdræt, bliver vi nødt til at skelne imellem de forskellige produktionsmetoder. Der er nemlig stor forskel på udledningen, alt efter hvilket anlæg fiskene er opdrættet i.

Overordnet set er der tre forskellige typer af anlæg. I Danmark bliver de fleste fisk produceret enten i damme på land – det, der hedder model-dambrug – eller i store net-bure på havet, kaldet havbrug.

En tredje produktionsmetode er det, man kalder recirkulerede akvakultur-systemer (RAS). De består af nogle fisketanke samt et ’rensningsanlæg’, der renser næsten alt vandet, inden det bliver genbrugt og sendt tilbage til fisketankene, så man bruger meget lidt vand.

I de landbaserede dambrug samt i RAS-anlæg bliver næringsstofudledningen minimeret betydeligt ved hjælp af forskellige renseforanstaltninger.

Der skal selvfølgelig også tages højde for, at især RAS-anlæg har et stort forbrug af el til at drive pumper, rense vandet, nedkøling og så videre. Mange af anlæggene kompenserer for dette ved at benytte grøn strøm fra vindmøller eller solceller.

Hvad man opdrætter har også stor betydning for miljøet

For at nuancere billedet lidt, så afhænger udledning af kvælstof og fosfor fra akvakulturproduktion i høj grad af, hvad man opdrætter.

Hvis man for eksempel opdrætter tang, muslinger eller østers, så vil man faktisk have en reduktion af kvælstof, fosfor og CO₂ til miljøet.

Med andre ord vil det måske ligefrem være godt for miljøet, eller som minimum ikke have noget negativ påvirkning.

Tang optager nemlig kvælstof og fosfor. Samtidig laver det også CO₂ om til ilt i fotosyntesen. Når tangen bliver høstet, bliver det kvælstof, fosfor og CO_2, som tangen har optaget, på den måde fjernet fra vandmiljøet.

Muslinger og østers filtrerer begge store mængder af mikroalger, og mikroalger optager også store mængder af kvælstof, fosfor og CO_2. Derved bliver dette fjernet fra vandmiljøet, når muslinger eller østers bliver høstet.

Her er det dog vigtigt at tilføje, at østers og muslingeopdræt bliver beskyldt for at forurene havbunden lige under anlægget.

Det skyldes, at en musling udleder såkaldt 'pseudofeces', som man kan sammenligne med en slags fugleklatter. Kigger man lige under en østers- eller muslingefarm, findes der en masse klatter, der potentielt vil medføre en lokal forurening.

En ny undersøgelse fra Københavns Universitet viser dog, at det modsatte er tilfældet, og at man under Danmarks største muslingeopdræt fandt en højere biodiversitet end i tilsvarende reference-områder.

En anden udfordring med opdræt af tang, muslinger og østers i Danmark er, at det kræver en masse liner, bøjer og rør. En løsning er at neddykke opdrætsanlæggene, så de er meget mindre synlige fra land.

Handler om beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

Hvis vi vender tilbage til fiskene, så er regnbueørreden den fisk, der bliver produceret flest af i Danmark.

Regnbueørreder starter deres liv i dambrug på land, og bliver derefter udsat i store åbne net-bure i havet, de såkaldte havbrug. Det sker i foråret, når fiskene vejer cirka 600 gram. De bliver ’høstet’ om efteråret, når de vejer mellem tre til fem kilo.

Havbrug har for nuværende ikke samme mulighed for at opsamle udslippet af næringsstoffer, organisk materiale, medicinrester eller kemiske hjælpestoffer fra produktionen til havet, som de landbaserede anlæg har.

Der er da heller ingen tvivl om, havbrug klart er den opdrætsmetode, der forurener mest i Danmark, da både kvælstof og fosfor bliver ledt direkte ud i havmiljøet.

Men hvis vi sammenligner med de andre kilder til kvælstof og fosfor, der bliver udledt til vores have, bliver billedet mere nuanceret.

Ifølge miljøstyrelsen, som opgør udledning af blandt andet kvælstof og fosfor, blev der i 2021 samlet set udledt 894 ton kvælstof og 74 ton fosfor om året fra dansk fiskeopdræt.

Til sammenligning udledte vi tre gange så meget kvælstof og fosfor via vores rensningsanlæg. Og her er det vigtigt at bemærke, at udledning af kvælstof og fosfor fra landbruget ikke er inkluderet i miljøstyrelsens rapport.

Den gennemsnitlig udledning af kvælstof alene fra landbruget til vores vandmiljø var i 2021 på 55.000 ton kvælstof.

I det perspektiv er det altså ikke akvakultur, der er den store kvælstofudleder. Det er derimod dig og mig via rensningsanlæg og udledning fra landbruget.

Når det er sagt, skal vi selvfølgelig stadig tænke os godt om, når det handler om akvakultur. Der er ingen tvivl om, at især vores kystnære danske farvande, såsom fjorde og det nedre Lillebælt, er under pres netop på grund af for stor udledning af især kvælstof igennem alt for mange år.

Vi ved, at vores udledning af kvælstof til havmiljøet skal reduceres med en tredjedel i alt, for at vi kan opnå det, man kalder god økologisk tilstand.

Derfor er de fleste nuværende havbrug også placeret i området med gode strømforhold. Og det er meningsløst at placere havbrug i de fleste kystnære vande i Danmark da de allerede er rigeligt forurenet med kvælstof.

Til gengæld kan mere kystfjerne anlæg, i områder med ingen eller en lille belastning af kvælstof, være en fremtidig mulighed for en eventuel udvidelse af havbrug.

Men hvorfor overhovedet snakke om havbrug og endda måske flere havbrug i et allerede kvælstofbelastet havmiljø?

Mest mulig mad, mindst mulig udledning

Det handler om at få flest mulige kilo mad for de kilo kvælstof, vi udleder. Men hvordan gør man det?

Her kan man forsimplet kigge på foderkvotienten kaldet FCR.

FCR fortælles os, hvor meget foder der går til at producere et kilo kød i et dyr. Et lavt FCR-tal betyder, at dyret er meget effektivt til at omsætte sit foder til kød.

Laksefisk har for eksempel en FCR på 1,1; det vil sige, at man for 110kg foder får 100kg fisk ud i den anden ende. Til sammenligning har hønsefugle en FCR på 2,2; grise har 3 og kvæg har 4 til 10.

Når et dyr ikke er særligt effektivt til at omdanne sit foder til kød, så skal foderet ud et andet sted, og det kommer ud som kvælstof og fosfor.

Dermed er udledningen per kilo fisk lavere, end andre husdyr vi producerer. Og vi kan derfor få mest mulig mad med mindst mulig udledning.

Er der andre udfordringer?

I Norge er et af de store problemer med havbrug, at de tiltrækker lakselus. Det er en parasitisk vandloppe, der sidder på skindet af fiskene og giver dem åbne sår.

Lakselusene kan så yngle og blive til rigtig mange i et havbrug og derfra sprede sig til vilde laksefisk.

Det er dog ikke tilfældet i Danmark, da saltindholdet i vandet, der hvor vi producerer regnbueørreder, ikke er salt nok til, at lakselusene kan overleve. Men det er klart noget, man skal være opmærksom på, hvis man overvejer nye mere ’salte’ placeringer af havbrug.

En anden udfordring med havbrug er, at de kan vælte i efterårsstormene, og derved kan man genetisk forurene vores lokale vilde laksestammer. Det er et begrænset problem i danske havbrug, da man da man producerer regnbueørreder og kun har hunner. Derfor vil en parring, hvis den overhovedet vil finde sted, ikke være succesfuld, da vi ikke har regnbueørreder naturligt i Danmark.

Samtidig vil fisk, der lever i havbrug, dø i naturen, fordi de er vant til foderpiller og ikke er konkurrencedygtige med de naturlige laksestammer.

Undslupne gydemodne regnbueørreder kan dog trække op i åer og forsøge at gyde, hvorved de ødelægger gydebankerne for de vildtlevende ørreder og laks. Heldigvis sker det relativt sjældent, at et havbrugsbur kæntrer eller bliver ødelagt.

Hvad kan du selv gøre?

Der er mange nuancer, når man taler om fiskeopdræt. Men som beskrevet i denne artikel, er det ikke nødvendigvis dårligt for miljøet at spise opdrættede fisk, når man vælger med omhu.

Gå efter Ø-mærket eller ASC-mærket , som altid er opdræt, eller MSC-mærket, som er på vildt fanget fisk.

Hvis du ønsker at dykke dybere ned i emnet, så vil jeg anbefale at læse min tidligere artikel, hvor jeg punkterer nogle af myterne omkring fiskeopdræt: Mytedrab: Opdrættede fisk er hverken fyldt med antibiotika og sviner heller ikke din krop til.