På en varm dag kan en elefant miste hele ti procent af vandet i sin krop, svarende til cirka 7,5 procent af deres kropsmasse, lyder det i et nyt studie.
De ti procent svarer til to badekar fyldt med vand, og forskere har aldrig målt et større niveau af vandtab blandt landdyr.
»Det er overraskende, når man tænker på, at disse dyr har tilpasset sig til at leve på den afrikanske savanne,« siger bevaringsbiologen Corinne Kendall, der står bag studiet, til Sciencemag.org.
Til sammenligning kan heste miste 40 liter vand om dagen, når det er varmt, hvilket svarer til 6 procent af deres kropsmasse. Mennesker mister typisk mellem 3-5 liter, svarende til 5 procent af kropsmassen - dette kan dog næsten fordobles under ekstremt hård fysisk aktivitet, såsom maratonløb, skriver Sciencemag.org.
Elefanter har brug for hundredvis af liter vand hver dag for at overleve.
I det nye studie undersøgte et forskerhold med Corinne Kendall i spidsen fem afrikanske elefanter i North Carolina Zoo i USA.
Seks gange over tre år gav forskerne elefanterne en dosis af deuterium (tungt vand), der hjalp forskerne med at overvåge dyrenes kropvæsker.
Ti dage efter hver dosis tog forskerne en blodprøve, der indikerede, hvor hurtig elefanten mistede vand i kroppen.
Ved lavere temperaturer, mellem 6 til 14 grader, mistede en hanelefant omkring 325 liter om dagen.
Ved 24 grader mistede dyret i gennemsnit 427 liter om dagen, men enkelte gange op mod 516 liter vand, skriver forskerne i studiet, der er publiceret i Royal Society Open Science.
Fundene i det nye studie bekymrer Baptiste Mulot, der forsker i elefanter ved den franske zoologiske have ZooParc de Beauval.
Ifølge Sciencemag.org frygter Mulot, der ikke er en del af det nye studie, at vilde elefanter i fremtiden vil få sværere ved at overleve, i takt med at Jorden bliver varmere som følge af klimaforandringerne.
Mere varme betyder mindre vand, hvilket er kritisk for elefanter, der allerede risikerer at uddø. Mangel på vand kan ifølge Mulot føre til lavere fødselsrater, reducerede mængder af mælk til nyfødte elefanter samt flere dødsfald som følger af dehydrering.


































