Det sker normalt kun hvert 2.000 år, når man ser bort fra klimaforandringer. Denne gang skete det allerede sidste år.
For havisen ved Sydpolen svinder ind.
I 2023 havde Antarktis to millioner kvadratkilometer iskappe mindre, end der normalt plejer at være om vinteren. Og nu har et nyt engelsk studie et bud på hvorfor.
Det skriver forskningsinstituttet British Antarctic Survey i en pressemeddelelse.
Havisen ved Antarktis påvirkes af mange komplekse faktorer, hvilket gør det svært at pege pilen hen på én forklaring, når isen smelter.

Men jævnfør forskernes klimamodeller gør klimaforandringer det fire gange mere sandsynligt, at man ser et stort styrtdyk i havisudbredelsen.
Altså er det »ekstremt usandsynligt«, at det store havis-tab skete uden påvirkning fra klimaforandringerne.
»Det her fortæller os, at begivenheden var meget ekstrem - alt mindre end én ud af 100 år anses for usædvanligt usandsynligt,« siger Rachel Diamond, der er hovedforfatter til studiet.
Egentlig så man en langsom stigning i havisudbredelsen ved Antarktis mellem 1978 og 2015. Men i 2017 tog havisen et nyt styrtdyk mod bundrekord, og nu i 2023 nåede den en ny rekord.

Derfor taler forskere om, at havisen i Antarktis nu er gået ind i en mindre modstandsdygtig tid.
Klimamodellerne viser yderligere, at det efter det ekstreme tab af havis kan tage mindst 20 år, før det kan vende tilbage til normalen. Og det kan påvirke de unikke økosystemer i Det Sydlige Ishav, herunder hvaler og pingviner.
Resultaterne er udgivet i tidsskriftet Geophysical Research Letters.
































