Moskusoksen: Dyret, der ikke burde eksistere

Tabet af biodiversitet blandt plante- og dyrearter er én af de største udfordringer, menneskeheden står overfor lige nu.

Arterne uddør lige nu så hurtigt, at mange taler om, at vi er midt i ’den sjette masseuddøen’ – på linje med dengang, dinosaurerne pludseligt forsvandt for cirka 66 millioner år siden.

Årsagerne til den sjette masseuddøen er primært menneskabte i form af ødelæggelse af naturlige levesteder, jagt osv.

Forskere er enige om, at dyrearter med lav genetisk diversitet har størst risiko for at uddø. Det skyldes, at arter med lav genetisk diversitet er meget mere udsatte for sygdomme og meget dårligere rustede til at tilpasse sig ændringer i miljøet.

Arktis er netop ét af de steder, hvor miljøet er allermest omskifteligt på grund af klimaændringer. Den globale opvarmning går dobbelt så hurtigt i Arktis som i resten af verden, og derfor frygter mange, at dyrelivet i Arktis har en særlig høj risiko for at uddø i den nærmeste fremtid.

Men ét dyr kæmper mod alle odds og holder sig i live på trods af al logik: Moskusoksen.

Hvordan lykkes den med det? Det er stadig en gåde for os forskere.

Generne afslører moskusoksens vandring

For at undersøge moskusoksernes genetiske diversitet – deres genpulje – indsamlede vi og vores samarbejdspartnere moskusokse-prøver fra et stort område i Canada og Grønland.

Prøverne består enten af små bidder af skind, muskler eller organer. De er indsamlet over mange år af forskere samt grønlandske jægere.

Vi udvandt DNA fra de prøver, som ikke var alt for medtagede af den lange vej fra tundraen til laboratoriet. DNA degraderer nemlig, så snart vævsprøverne ikke opbevares koldt og under de rette forhold.

Derefter beregnede vi de genetiske forskelle imellem geografiske områder, samt hvor høj genetisk diversitet der er i hvert geografisk område.

De genetiske forskelle betegner mængden af DNA-forskelle imellem de forskellige moskusokse-populationer, mens den genetiske diversitet her handler om, hvor stor variation der er i DNA-sekvensen i en population i et bestemt område (se mere i boksen under artiklen).

Begge tal var højst overraskende.

Så forskellige som isbjørnen og den brune bjørn

Vi fandt ekstremt store genetiske forskelle mellem moskusokser fra det canadiske fastland, de canadiske øer og Grønland.

Faktisk er canadiske og grønlandske moskusokse-populationer omtrent lige så genetisk forskellige som isbjørnen og den brune bjørn.

Den genetiske diversitet var også ekstrem: alle moskusokse-populationer har meget lav genetisk diversitet, og denne diversitet falder gradvist, jo længere væk man kommer fra det canadiske fastland.

De genetiske resultater peger samstemmende i én retning: moskusokserne blev omkring sidste istid kraftigt reduceret i antal og overlevede i én eller flere ’lommer’ på det canadiske fastland.

Herfra bevægede moskusokserne sig gradvis henover de canadiske øer til Grønland over en periode på ca. 20.000 år.

Moskusoksens genpulje er fortyndet saftevand

Hvad der er mere interessant er, at moskusokserne, der forlod fastlandet, undervejs oplevede flere indhug i deres genpulje.

Man skal forestille sig, at moskusokserne ikke vandrede nord- og østpå i samlet flok. I stedet var det altid en lille gruppe ’pionerer’, som skilte sig ud fra populationen i hvert område og etablerede sig lidt længere nordpå.

Over tusindvis af år satte denne proces et tydeligt aftryk i genpuljen hos pionererne.

Det er lidt ligesom en fortyndingsrække af saftevand. Forestil dig en række på ti tomme glas.

• I det første putter du én del saft og fire dele vand.
• I næste glas blander du én del af saftevandet i første glas med fire dele vand.
• I tredje glas blander du én del af saftevandet i andet glas med fire dele vand.
• Dette fortsætter du indtil sidste glas.

Gæt hvordan saftevandet i sidste glas vil smage? Meget mere af vand end af saft, naturligvis.

Præcis det samme sker der med en dyrearts genpulje, fordi det kun er en brøkdel af genpuljen, der føres med, når et lille antal pionerer etablerer en ny bestand.

LÆS OGSÅ: Klimaet truer moskusokserne i Arktis

En mindre genpulje end pandaen og neandertalerne

Da Østgrønland er den absolutte endestation for moskusoksens lange, tusindårige vandring, har dyrene i Østgrønland naturligvis den allermest fortyndede genpulje af alle moskusokser.

Vores beregninger viste, at disse moskusokser har en mindre genpulje end noget andet kendt pattedyr – inklusive pandaen, tigeren, bjerggorillaen, næsehornene og andre stærkt truede dyrearter.

Endda også mindre end neandertalerne, som muligvis uddøde som følge af deres udhulede genpulje.

Hvorfor er moskusoksen ikke uddød?

Vi kan altså konkludere, at moskusoksen har en helt usædvanligt lille genpulje, og at den – ifølge teorien – dermed burde have store problemer med for eksempel sygdomme, formering osv.

Det sjove og overraskende er, at moskusoksen slet ikke ser ud til at have den slags problemer. Tværtimod har man brugt grønlandske moskusokser til at starte nye bestande op i områder, hvor de ikke længere findes naturligt, såsom Alaska, Vestgrønland og det nordlige Skandinavien.

Disse populationer klarer sig glimrende. Faktisk er den vestgrønlandske population vokset fra 27 til over 20.000 dyr på bare 50 år, og det er en enormt hurtig populationsvækst for et større pattedyr.

Hvis du tager til Søndre Strømfjord (Kangerlussuaq), skal du ikke tage mange skridt udenfor byen, før du kan være temmelig sikker på at støde på en moskusokse. I hele Vestgrønland var der ingen før 1967.

Det virker ikke som et dyr, der lider under sygdomme eller har problemer med at formere sig!

Vi ved det ikke - endnu

Vi ved faktisk slet ikke, hvorfor moskusoksen klarer sig så godt på trods af den forsvindende lille genpulje.

Ét muligt svar kunne være, at der ikke findes ret mange sygdomme i det kolde arktiske klima.

Et andet kunne være, at moskusoksen har været igennem en ’genetisk udrensningskur’, hvor skadelige gener er blevet sorteret fra.

Det rigtige svar skal vi finde med mere forskning i moskusoksens arvemasse.

Men én ting er sikkert: Moskusoksen udfordrer vores forståelse af, hvordan og hvorfor dyrearter uddør.

Det gør den til en nøgleart for at forstå, hvordan vi kan beskytte dyrearter i at uddø som følge af menneskeskabte forandringer i Arktis og andre steder i verden.