50 år med rumvandringer

Leonov på verdens første rumvandring i 1965. (Foto: Roscosmos)

Leonov på verdens første rumvandring i 1965. (Foto: Roscosmos)

»Det var stilheden som slog mig. Jeg kunne tydeligt høre mit hjerte slå. Jeg kunne høre, når jeg trak vejret. Mit åndedræt blev opfanget af rumdragtens mikrofoner og sendt til Jorden«

Sådan fortæller kosmonauten Leonov om sin rumvandring for 50 år siden i marts 1965, den første rumvandring i verden. Men hvad russerne ikke fortalte dengang, var at rumvandringen var fuld af fare og dramatik, og at det var meget tæt på, at det var gået galt.

Luftslusen gav problemer

Leonov blev opsendt sammen med kosmonauten Pavel Belyayev om bord på rumskibet Voskhod 2. Rumskibet var udstyret med en luftsluse i form af en et meter langt oppusteligt rør, og det skabte alle problemerne.

Leonov kom fint ud, og kunne i de næste 10 minutter nyde den fantastiske udsigt. Problemerne kom, da han skulle ind igen. Rumdragten var nemlig på grund af trykket indefra pustet så hårdt op, at han simpelthen ikke kunne mase sig gennem det smalle rør.

Han blev nødt til at sænke trykket, først til 0,3 atmosfære – uden at det hjalp. Det eneste han opnåede, var at blive meget svedig, med det resultat, at sveden i den vægtløse tilstand dækkede hans øjne. Uden tyngdekraft bliver sveddråberne jo bare hængende, hvor de dannes, uden at løbe ned ad kroppen.

Leonov blev stadig mere varm og udmattet, og pulsen steg voldsomt. Han kom først ind, da han havde sænket trykket til 0,25 atmosfære, hvilket var under sikkerhedsgrænsen.

Rumrejsen endte blandt ulve

Hvad Leonov heldigvis ikke vidste, da han igen kom ind i kabinen, var at et nyt drama ventede forude. Da de to kosmonauter dagen efter bragte deres rumskib til landing, var bremseraketterne orienteret en smule forkert.

Resultatet var, at de endte et meget øde sted i Sibirien nær Uralbjergene. Og her slog de så lejr i isnende kulde, og kunne høre ulvene tude i det fjerne, mens de ventede på, at undsætningsmandskabet skulle finde dem – hvilket tog en hel dag.

Fare og dramatik

I dag her mere end 200 astronauter fra 10 forskellige lande været på rumvandring, men alligevel er rumvandringer aldrig blevet rutine. Der har været flere dramatiske episoder, selv om ingen astronauter er omkommet under en rumvandring. Der er to særligt farlige situationer, nemlig at komme bort fra rumskibet og, hvor mærkeligt det end kan lyde, at drukne i rumdragten.

I 1973 var det tæt på, at to astronauter var slynget bort fra deres rumstation. Da amerikanerne opsendte deres første rumstation Skylab, blev den ene solvinge revet af under opsendelsen og den anden havde sat sig fast, så den ikke kunne folde sig ud.

På en af de farligste rumvandringer nogensinde søgte astronauterne Conrad og Kerwin at få den fastklemte vinge til at folde sig ud. Det lykkedes, men vingen foldede sig ud i et ryk, der slyngede begge astronauter ud i rummet, bort fra Skylab. De blev heldigvis reddet af deres sikkerhedsreb, men det har helt sikkert været en ubehagelig oplevelse at være for fuld fart bort fra rumstationen.

Parmitanos rumvandring

Problemet med bogstavelig talt at drukne i rumdragten har vi heldigvis kun været tæt på en gang. Det var i juli 2013 hvor den italienske astronaut Luca Parmitano var på rumvandring på rumstationen ISS sammen med sin amerikanske kollega Chris Cassidy.

Efter godt en time rapporterede Parmitano, at der var vand inde i rumhjelmen, og at han kunne mærke det i nakken. Han mistænkte straks en lille drikkedunk med sugerør, som astronauterne har god brug for på de timelange rumvandringer.

Gradvist mærkede Parmitano, at vandet langsomt spredte sig. I den vægtløse tilstand bliver vanddråberne hængende på kroppen, og  Parmitano var nu klar over, at hans hoved og ansigt var i færd med at blive indhyllet i vand.

Vandet sad på indersiden af rumdragtens visir

Da han ikke kunne slippe af med vandet, gav det en alvorlig fare for at drukne. Hvis han forsøgte at ryste på hovedet ville vanddråberne både ramme og sætte sig på indersiden af rumdragtens visir, så han ikke kunne se ud, og også drive omkring inde i hjelmen, så han kom til at indånde dråberne.

Parmitano alarmerede naturligvis både jordkontrollen og Cassidy, og da han rapporterede, at han nu havde vand i øjnene blev rumvandringen afbrudt. Det var på høje tid, for vanddråber sivede nu ind i hans mikrofon og hovedtelefoner, så han til sidst mistede radioforbindelsen.

Forinden havde Cassidy bedt ham om at klemme hans hånd, hvis han havde det godt – og Cassidy kunne fortælle jordkontrollen, at han »så elendig ud, men ellers havde det godt«.

Cassidy hjalp ham ind i luftslusen og fik hjelmen af Parmitano og tørret ham godt med et håndklæde, men han havde været tæt på en ubehagelig druknedød. Senere viste det sig, at det ikke var den lille drikkeflaske, men kølevand fra rumdragten. For at astronauten ikke skal blive overophedet, cirkulerer der hele tiden kølevand i dragten. I alt er der godt fem liter i dragten, hvoraf 1-1,5 liter var sivet ind i hjelmen.

Rumdragter er ikke redningsdragter

Forudsætningen for at gå på rumvandring er naturligvis, at man er iført en rumdragt. Men det tager lang tid at tage en rumdragt på, og de kan bestemt ikke bruges som redningsdragter i en nødsituation.

Der er normalt også flere astronauter på en rumstation, end der er dragter til rumvandring, simpelthen fordi dragterne er store og tunge og meget komplicerede at klargøre – det tager timer at gøre sig klar til en rumvandring.

I juni 1997 kolliderede et Progress rumskib ved et uheld med den russiske rumstation Mir – og det blev ikke rumdragterne, der reddede besætningen.  Ved kollisionen blev der slået hul på et af modulerne, og amerikaneren Foale og den russiske ingeniør Lazutkin kunne høre luften begynde at sive ud.

Uheldet kan også ramme ISS

Der var ikke tid til andet end hurtigt at klippe nogle elektriske kabler over for at lukke af til det beskadigede modul og på den måde hindre Mir i at blive tømt for luft. Mir blev reddet – men det var meget tæt på at gå galt.

Hvis det samme skete på ISS, kunne astronauterne heller ikke gøre andet end at søge tilflugt i et lufttæt modul. Derefter er proceduren at komme frem til de to Soyuz-rumskibe, der altid er koblet til stationen, og som kan bringe astronauterne hjem med kort varsel.

Problemet er dog stadig, om vejen til rumskibene er fri, og ikke kræver, at man skal passere et lufttomt modul eller en brand om bord, hvilket er en anden og meget alvorlig fare på en rumstation.

Rumvandringer er kommet for at blive

Nok er rumvandringer farlige, men de giver også nogle muligheder, som rumfarten ikke kan undvære. Bare tænk på hvordan Hubble-rumteleskopet gang på gang er blevet repareret og vedligeholdt af astronauter på timelange rumvandringer.

Rumstationen ISS er også baseret på, at astronauterne vedligeholder den på regelmæssige rumvandringer, og langt de fleste går da også uden problemer.

Og vi kan da heller ikke forestille os, at mennesket flyver til Månen eller Mars uden selv at kunne træde ud på overfladen. Men det rummer så sine egne problemer, når støvet trænger ind alle vegne, og langsomt, men sikkert ødelægger dragten, som det faktisk var ved at ske på Månen. Men det er en udfordring til fremtiden...

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.