Viser filmen Interstellar vejen til stjernerne?
Filmen Interstellar har to hovedpersoner, nemlig Jorden og relativitetsteorien – og grundtanken er, at relativitetsteorien giver os en mulighed for at flyve hurtigt og bekvemt til selv fjerne stjerner. Men hvor realistisk er filmens indhold, og hvor knækker den over fra science til fiction?

Filmen Interstellar er science fiction om en rumrejse igennem et ormehul. Selvom filmen refererer til komplekse emner som relativitetsteori, har den ikke altid styr på videnskaben. (Foto: Shutterstock)

Filmen Interstellar er science fiction om en rumrejse igennem et ormehul. Selvom filmen refererer til komplekse emner som relativitetsteori, har den ikke altid styr på videnskaben. (Foto: Shutterstock)

SPOILER-ALERT: Denne artikel indeholder afslørende detaljer om handlingen i biograffilmen 'Interstellar'.

Vi befinder os i den nære fremtid, måske 50 år fra nu, hvor Jorden er ramt af en plantepest, som hurtigt er i færd med at gøre vor klode ubeboelig. Handlingen begynder på en gård, hvor den tidligere astronaut, Cooper, nu forsøger at opretholde et landbrug blandt døende planter og endeløse støvstorme.

Coopers søn bliver ikke indstillet til at komme i gymnasiet, men skolen siger, at der nu også er mere brug for landmænd end for ingeniører og videnskabsmænd.

Det er klart, at der må gøres noget for at redde Jorden, og her stiller filmen et meget centralt spørgsmål.

Skal vi bare forsøge at redde resterne her på Jorden, eller skal vi tage et dristigt spring og prøve at finde menneskeheden et nyt hjem blandt stjernerne, hvor måske kun nogle få kan reddes?

Menneskers valg - og konsekvenserne af dem

Ad sære veje kommer Cooper i kontakt med resterne af NASA, som nu er gemt godt af vejen i en underjordisk bunker, hvor der planlægges en rejse ud til fjerne exoplaneter.

De skulle være mulige at nå frem til gennem et såkaldt ormehul, der meget passende er dukket op i nærheden af Saturn.

Filmen handler i høj grad om de valg, mennesker må træffe, og de konsekvenser det kan have – ikke mindst da Cooper tager imod NASAs opfordring om at lede en ekspedition ud til ormehullet og videre, og derved tvinges til en livslang adskillelse fra familien og ikke mindst den 10-årige datter Murph.

Ormehuller er en slags genvej gennem rummet

Det er vist yderst sjældent, at den almene relativitetsteori danner grundlaget for en stor spillefilm, og for at få styr på de fysiske begreber har filmskaberne allieret sig med den kendte fysiker Kip Thorne, der er en af verdens førende eksperter på den almene relativitetsteori.

Der har dog alligevel rejst sig en heftig debat for, hvor godt det er lykkedes.

Udgangspunktet er, at der teoretisk set kan findes ormehuller. Ormehuller er en slags genvej gennem rummet, så man, uden at flyve hurtigere end lyset, kan rejse til selv fjerne galakser på meget kort tid.

Først må det understreges, at ormehuller og sorte huller er to forskellige ting.

Et sort hul er et område afgrænset af en såkaldt begivenhedshorisont, der skiller det indre af det sorte hul fra resten af universet.

Man kan kun falde ind gennem horisonten, men aldrig komme ud igen, da det vil kræve en hastighed større end lysets.

I centrum af det sorte hul befinder al massen sig i en såkaldt singularitet med en uendelig høj massetæthed. Det er her, enhver rejsende vil ende, hvis man er så uheldig at falde ned i et sort hul.

Et ormehul er derimod en slags tunnel, der ender i et andet ormehul, måske millioner af lysår borte.

Ormehuller er forudsagt allerede i 1935 af Albert Einstein og Nathan Rosen, og de kaldes undertiden Einstein-Rosen broer.

De har dog to ganske store problemer, nemlig størrelse og stabilitet. De er normalt ganske små, fra mikroskopisk størrelse og op til få centimeter – og så er de yderst flygtige, idet de kan kollapse på mikrosekunder.

De forslag, der er til at gøre dem større og stabilisere dem, bygger på meget eksotisk fysik om negativ masse og energi – begge dele mildest talt spekulativt.

Filmens ormehul har dog meget bekvemt en diameter på to kilometer – helt tilpas til et rumskib.

Sorte huller får tiden til at gå langsommere

Men selvom rumskibet har fundet vej ind i ormehullet, så mister de jo al kontrol med, hvor de ender. I dette tilfælde sker det nær nogle planeter, som kredser om et gigantisk sort hul ved navn Gargantua omkring 10 milliarder lysår borte.

Den mandlige hovedrolle Matthew McConaughey sammen med konen Camila Alves McConaughey til premieren på Interstellar ved TCL Chinese Theater d. 26 oktober i Los Angeles. (Foto: Shutterstock)

Planeterne er ikke spor jordlignende, hvilket er realistisk. Det gælder jo også virkelighedens exoplaneter.

Men filmen nævner en anden og ganske ægte effekt: Det enorme tyngdefelt fra det sorte hul får tiden til at gå langsommere i hullets omgivelser.

På en af planeterne svarer en times ophold til 7 års 'jordtid'. Det lyder meget voldsomt og er temmelig sikkert også en stor overdrivelse.

De tre planeter er helt urealistiske

Et større problem er det, at planeterne kredser om et sort hul – så hvorfra kommer lyset og varmen

Den eneste mulighed er strålingen fra den såkaldte tilvækstskive af gasser, som er vist på filmen, og som hvirvler rundt om det sorte hul med en fart meget nær lystes hastighed.

Det er da korrekt, at der kommer stråling fra skiven omkring det sorte hul, men langt det meste er nu hård og usynlig røntgen og gammastråling, der vil gøre enhver planet ubeboelig.

Tidevandskræfterne for planeter tæt på et så stort sort hul vil være enorme, og de vil helt sikkert give planeterne bunden rotation, så de altid vender den samme side mod hullet – og dermed ikke skabe de enorme bølger, som filmen viser.

Det er meget mere sandsynligt, at planeterne vil blive slidt i stykker af tidevandskræfterne. De tre planeter er helt urealistiske, så her er der ikke megen fremtid for beboerne fra Jorden.

Hovedpersonen bliver ikke trukket ud i spaghetti-strimler

Cooper er jo ikke helt for ingenting, så han tager lige et smut til det sorte hul og flyver hen over tilvækstskiven, som man mærkeligt nok ikke kan se bevæge sig på filmen, selvom gasserne bevæger sig med nær lysets hastighed.

Han overlever strålingen og passerer gennem begivenhedshorisonten.

Her har filmen i det mindste én ting korrekt: Cooper og rumskibet bliver ikke trukket ud til 'en lang spaghetti' af tidevandskræfterne.

Med en masse på 100 millioner solmasser har det sorte hul en diameter på 300 millioner kilometer, og selvom man helt givet kan mærke tidevandskræfterne, så skulle en hurtig passage være til at overleve.

Spaghettieffekten, som den kaldes, er meget mere voldsom for mindre sorte huller med masser af Solens størrelse.

Men så er der jo lige problemet med at komme hjem igen…

Endnu mere science fiction ved hjemturen

Ved hjemturen bliver filmen om muligt endnu mere ren fiktion.

Cooper ender med at flyve ind i det sorte hul og befinder sig pludselig i en tesserakt, som er en firedimensional terning.

Den er enormt flot lavet, og den giver ham mulighed for at kommunikere ikke bare gennem rum, men også gennem tid. Men hvordan, han kommer fra tesserakten tilbage til Saturn, står hen i det uvisse.

Filmen er underholdende og tankevækkende

Selvom de overordnede ideer søger at følge fysikkens love, så er der sandelig taget mange friheder undervejs. Det er her passende at citere Mark Twain: »Get your facts first, and then you can distort them as much as you please.«

Og det er præcis, hvad filmen gør – men det gør den nu ikke mindre underholdende eller tankevækkende.

En ting er dog ret sikkert: At investere i ormehuller for at bygge et stjerneskib er meget dumt. Vi har ingen i nærheden, og vi aner ikke, hvor vi kommer hen, hvis vi flyver gennem dem – og så er der lige det med, at de er ganske små og har en tendens til at kollapse, medmindre der er manipuleret med dem.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.