Jordkloden er 4,6 milliarder år gammel. Den stenede skorpe, som giver os fodfæste, størknede lige efter at planeten blev dannet.
Men eftersom jordskorpens plader hele tiden rører på sig (med mellem én og ti centimeter om året) - ny skorpe bliver dannet, og gammel skorpe synker ned igen i den glødende magma og smelter - er der ikke meget tilbage af de tidligste klipper.
Det meste er blevet kværnet, knust og recirkuleret i jordens indre, flere gange siden kloden blev til. De mekanismer, som sørger for dette, bliver kaldt plade-tektonik.
Så dermed er det måske ikke så mærkeligt, at der bliver em smule postyr omkring sten, som viser sig at være 4,28 milliarder år gamle.
Minder om vulkanske stenDet er grundfjeldet, Nuvvuagittuq-bæltet, som stikker op langs Hudson Bay i Canada, der nu er dateret til at være 250 millioner år ældre end nogen anden sten, som er undersøgt hidtil.
Grønstenene i Nuvvuagittuq-bæltet blev først bemærket i 2001 som et muligt fundsted for rigtig gamle sten.
Denne sten-type har en mineral-sammensætning, som minder om vulkanske sten fra de områder, hvor jordskorpens plader ramler sammen.
Geologer tog prøver af stenene og undersøgte deres alder ved at kigge efter bittesmå variationer i den isotopiske sammensætning af de sjældne grundstoffer neodym og samarium.
Konklusionen var, at prøverne var fra 3,8 til 4,28 milliarder år gamle.
Den ældste sten hidtilI dateringen er der benyttet nogle modeller og antagelser, som giver en vis usikkerhed. Men undersøgelserne giver, uanset dette, information om den første tid, hvor jordskorpen udskilte sig fra kappen.
»Man har gjort endnu ældre dateringer i Vestaustralien, for isolerede og hårdføre mineralkorn kaldet zirkoner,« fortæller Richard Carlson fra 'Carnegie Institution for Science' i Washington i USA.
»Men dette er de ældste hele sten, som er fundet hidtil,« siger han i en pressemeddelelse.
De ældste zirkon-dateringer er på 4,36 millioner år.
Før denne undersøgelse stammede de ældste hele, daterede sten fra et klippeområde kaldet Acasta Gneiss i en anden del af Canada, som hedder Northwest Territories.
Her er stenene 4,03 milliarder år gamle.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov.