Hvad har en dame i en stor plastikboble og en masse mennesker i et badebassin at gøre med videnskab?
Det er tilsyneladende måden, man vinder i videnskabskonkurrencen 'Dance your Ph.D.', som for nylig blev afholdt for sjette gang i samarbejde med det anerkendte tidsskrift Science. Konkurrencen går vitterlig ud på lige netop det, navnet lægger op til: Dans din ph.d., så andre forstår, hvad din afhandling handler om.
LÆS OGSÅ: Forskere har deres egen 'Vild med dans'
Damen i plastboblen symboliserer i øvrigt et æg fra en kylling, og de øvrige mennesker i poolen symboliserer sædceller fra kyllinger, som er henholdsvis brødre og ikke-brødre. Det er biologen Cedric Tan, der færdiggjorde sin ph.d.-afhandling fra University of Oxford sidste år, som har kreeret det vindende indlæg.
Advarsel: Du kommer aldrig til at kigge på en kylling på den samme måde igen.
Video: Cedric Tan, University of Oxford
Brormand lægger mere sæd hos damen
Hvis ikke du fangede hele budskabet bag ph.d.-afhandlingen i fremførelsen herover, får du den lige forklaret i kort form her. 'Sperm competition between brothers and female choice' handler ifølge Cedric Tan om den interessante udvælgelse, der foregår, når en kyllingedame skal befrugtes.
I videoen parrer hun sig først med en lækker hankylling. Dernæst parrer hun sig med den første hankyllings bror, som til gengæld lægger mere sæd hos damen – han 'investerer' så at sige mere i hende, når brormand har været der først.
Sidst, men ikke mindst, parrer hun sig med en ikke-bror, som hun-kyllingen til gengæld favoriserer sædmæssigt, i at hun afviser mindre af hans sæd end af sæden fra den første bejlers bror.
Hvad mere er; videoen illustrerer også, hvordan sædkvalitet varierer, og mens nogle sædceller bevæger sig hurtigt og determineret fremad, er der andre, der bevæger sig mere tøvende rundt i cirkler.
Desuden viser Cedric Tan i videoen, hvordan sædcellerne fra forskellige hanner kan interagere med, og sommetider endda bekæmpe, hinanden.
Flere gode indslag i konkurrencen
Ud over hovedpræmien er 'Dans din ph.d.' inddelt i adskillige underkategorier. Cedric Tan vandt både biologi-delen og den overordnede del af konkurrencen med stemmer fra både tidligere vindere og et ekspertpanel bestående af selvstændige kunstnere og forskere.
Det er faktisk anden gang, Cedric Tan deltager i konkurrencen – sidste gang var i 2011, da han lavede en video om bananfluers adfærd, som også var del af hans ph.d.
Blandt de andre finalister var blandt andet vinderen i kemi-delen, biokemikeren Ambalika Khadria fra University of Wisconsin, Madison, som i sin video demonstrerede sin eksperimentelle tilgang, som handler om et trick til at afsløre om, hvorvidt proteiner er forbundet parvis. Tricket demonstrerer hun ved hjælp af farvede masker og fluoroscerende lys.
Du kan se alle finalisternes videoer på ScienceMag's hjemmeside.
Ambalika Khadrias video kan du også fange lige her:
The 'FRETting' tendency of the bacterial protein! from Ambalika Khadria on Vimeo.
Video: Ambalika Khadria, University of Wisconsin.































