Når solen i den kommende tid tvinger dagtemperaturen op over frysepunktet, kan man på strande med store sten opleve et fascinerende fænomen.
Hvis vinden er svag, vil toppen af stenene hurtigt blive draperet i silke, og i silken sidder i massevis af små, sorte edderkopper.
Det er dværgedderkopper af slægten Erigone, som står på strakte ben med rumpen i vejret, mens de spinder en tråd ud i vinden.
Edderkopperne kan flyve langt
Fænomenet kaldes 'ballooning', og når trækket i tråden er passende, slipper edderkopperne underlaget og flyver af sted mod ukendte destinationer – 1, 10, 100 eller 1.000 kilometer væk!
Arters spredningsevne eller mangel på samme er en ekstremt vigtig faktor i forhold til at forstå udbredelsesmønstre, artsdannelse, uddøen mv.
I den danske natur er der således mange eksempler på specialiserede arter, der spredes dårligt og uddør.
Til gengæld findes Erigone-edderkopperne overalt – på hver eneste ø, uanset størrelse og afstand til fastlandet.

































