Det kan godt være, at storbyerne kun udgør to procent af klodens beboelige områder, men de fylder meget, når det gælder de globale klimaforandringer.

Storbyer er typisk varmere end landdistrikter og bliver i fagjargon omtalt som 'bymæssige varmeøer'.

Der er flere grunde til, at storbyerne er varmere. Trafikforureningen skaber en drivhuseffekt, som holder på varmen om natten. Når træerne fældes, mister du deres evne til absorbere varme og omdanne den til næringsstoffer.

Brolægning og asfalt suger varme til sig, som hurtigt sendes tilbage i luften. Og regnvandet ledes væk af kloaksystemerne, så man ikke får glæde af den gennemvædede jords kølende effekt.

Flere byer er ved at nå bristepunktet

Så er der alle menneskene. De producerer både kropsvarme og opvarmer bygningerne for ikke at fryse - eller bruger air condition for ikke at få det for varmt. Air condition leder varm luft ud i gaderne, så der afgives lige så meget varme, som når man varmer op.

Situationen er blevet værre, i takt med at storbyerne er vokset i størrelse og har fået flere indbyggere. I det sydlige England kan der være så meget som 6ºC forskel på temperaturen i London og mere landlige områder.

Nordpå i Glasgow kan forskellen nå helt op på 8ºC, selvom befolkningen på det seneste er aftaget.

I varmere dele af verden er man ved at nå bristepunktet. For eksempel har Colombo i Sri Lanka oplevet en stor fraflytning, fordi folk søger væk fra byen til køligere områder. I USA afholder heden i Phoenix, Arizona, byen fra at vokse yderligere.

Selv i mere temperede storbyer som London eller Paris kan uventede hedebølger dræbe hundredevis - endda tusinder - af mennesker.

Storbyernes bidrag overses i debatten om den globale opvarmning

I diskussioner om den globale opvarmning overses det som regel, i hvor høj grad storbyerne med deres vækst bidrager.

I stedet koncentrerer man sig om, hvad der sker med temperaturerne på verdensplan.

Selv politikere, der bestræber sig på at bekæmpe global opvarmning, overser, at de virkelig ville kunne bidrage til en løsning ved at sætte fokus på at gøre storbyerne køligere.

Formentlig langt mere end ved at fokusere på de globale aftaler om at reducere CO2-udledningen, der enten ikke virker eller ender med at være alvorligt udvandede. Det virker som om, vi overser et afgørende kneb - forudsigelserne for klimaforandringer frem til 2050 taget i betragtning.

Den gode nyhed er, at storbyerne har levet med effekten af lokal opvarmning i årtier. Ved at studere forskellige byer rundt om i verden, kan vi se, hvad vi skal gøre - udfordringen ligger i at få de byer, som ikke gør så meget, til at gøre en større indsats.

Der findes ikke en løsning, der passer til alle

Der skal forskellige løsninger til et varmt og et koldt klima. Forskning i varme og fugtige Colombo viser en ekstremt høj solstråling.

Men fordi der er rigeligt vand fra nedbør året rundt og masser af plantevækst i byen, er der en langt mindre temperaturforskel mellem bykernen og landområderne udenfor byen. Problemet med fraflytning ville være endnu værre, hvis det ikke stod sådan til.

Forskningsresultaterne viste, at man kan gøre en stor forskel for klimaet i tropiske byer, lige meget om de er fugtige eller tørre, gennem skygge. Det kræver, at man nytænker urbant design, og i stedet for at sige 'du må ikke kaste skygge på din nabos ejendom' -  siger: 'du skal kaste skygge på offentlige steder'.

Det handler ikke kun om at lægge bygninger i skygge - det er heller ikke ønskværdigt - men om at fremme en urban geometri, som skaber naturlig skygge mellem bygninger, uden at det forhindrer bygningerne i at trække sollyset ind, når der er brug for det.

For at kunne gøre det, når tropesolen står så højt på himlen, er man nødt til at gøre brug af en kløgtig kombination af højde og geometri på bygningerne samt brug af baldakiner, markiser og beplantning.

Vi skal huske, at det bliver varmere de næste årtier

Med omtanke og omhyggelighed kan man i byområder kombinere god afskærmning med rigelig beplantning og derigennem køle hele kvarterer ned til temperaturer, der ligger under de landlige områders.

Det er gode nyheder, i lyset af at mange tropiske byer bliver ved med at vokse, og folk kommer til at bo tættere og tættere. Bare et par grader kan gøre en stor forskel i en by, som allerede er ophedet.

London og New York er gode eksempler på, hvad storbyer i køligere egne kan gøre for at opnå en effekt. Deres politiske målsætninger for ‘varme-øerne’ er blandt andet at plante træer, reducere asfalterede arealer på parkeringspladser og at nedbringe trafikken.

Det er dog målsætninger, som der stadig er langt imellem i det store billede, og man ser sjældent noget, der bare ligner i varmere klimazoner. Singapore er eksempelvis en af meget få tropiske byer, der prioriterer trafikkontrol.

Til sidst et par ord om koldere byer som Glasgow, hvor jeg er hjemmehørende og involveret i forsøg på at nedkøle. Det virker ikke så tiltrængt, når det nu ikke er så varmt til at starte med, men vi skal huske på, at det formentligt bliver varmere i de kommende årtier, så det vil stadig bidrage til den globale opvarmning.

Vores simuleringer indikerer for eksempel, at hvis vi øger beplantningen af træer med 20 procent, så kan vi fjerne mellem en trediedel og halvdelen af den forventede bymæssige varmestigning i 2050.

Den slags tiltag er bestemt værd at overveje.

Rohinton Emmanuel modtager støtte fra EU (ERDF, Erasmus), Technology Strategy Board og Central Scotland Green Network. Denne artikel er oprindeligt publiceret i The Conversation.