Siden januar 2014, hvor rumsonden Rosetta vågnede fra sin lange dvale, har astronomer set frem til den 6. august 2014.
Her vil Rosetta nemlig endelig komme i nærkontakt med kometen 67P/Churyumov-Gerasimenko efter at have jagtet kometen rundt i vores solsystem i 10 år.
Nye billeder fra Rosettas OSIRIS-instrument viser kometens kerne, og for første gang kan forskere begynde at se, hvilken form den har.
Disse billeder kan tages nu, da Rosetta nu 'kun' befinder sig 40.000 kilometer fra 67P - den samme afstand som geostationære satellitter kredser om Jorden med.
På de nye billeder dækker kometens kerne over fire pixels, og det lyder måske ikke af meget, men disse fire pixels kan give forskere et hint om kometens form.
Bedre billeder på vej
Omkring de fire klare pixels, ses et sløret område. Dette er tegn på, at der begynder at vise sig en koma om kometen – en koma er en atmosfære af gas, der fordamper fra kometen og lægger sig som en sky omkring kometen.
I de næste uger vil billedet af kometens kerne blive meget bedre, i takt med at Rosetta bevæger sig tættere ind på den. Den 6. august vil Rosetta begynde en serie af manøvrer, der vil få rumsonden til at kredse om kometen.
Rosetta vil følge kometen på den del af dens rejse, der fører den tættest på Solen, og i november vil Rosetta frigøre sin følgesvend, landeren Philae, der vil lande på kometen.
Philae vil blive det første menneskeskabte objekt, der foretager en blød landing på en komet.

































