Den 9. oktober 2009 blev manden på Månen kildet på hagen.
Det udbrændte øverste trin af en Atlas V-raket styrtede mod det undselige lille krater Cabeus.
Det ligger lige under den måbende månemands mund - de mørke felter, der på dansk kaldes Skyhavet og Fugtighedernes Hav.
Navnene på de to knastørre lavasletter kan nu vise sig at være mere rammende, end man umiddelbart skulle tro.
For i det øjeblik, raketten ramte Cabeus med et lydløst brag, hvirvlede det op med omkring 155 kilo is og vanddamp.
Livgivende vand
I to artikler, som blev offentliggjort for nylig i tidsskriftet Science, anslår forskerne, at bunden på Cabeus består af cirka fem procent vand. Det er godt nyt for fremtidens månekolonister.
Med vand og månens mineraler har de råstofferne, som kræves for at holde sig i live.
Energi til at hente stofferne kan de få fra Solen, som skinner fra en sort, skyfri himmel.
Men solenergi kan blive et problem nede i Cabeus. Da krateret ligger nær Månens sydpol, kan sollyset aldrig trænge ned til kraterbunden.
Det er netop derfor, at isen har kunnet blive liggende her i mange hundrede millioner år uden at fordampe i sollyset.
Fra kometer eller solvind
Måske har isen ligget der lige siden solsystemets barndom for fire milliarder år siden.
Den kan være kommet fra de mange kometer, som i den første tid hvirvlede rundt i excentriske baner og slap sin våde last ned over de glødende, nyfødte kloder.
Eller også kan de varme skyer af hydrogen, som Solen slynger ud i solvinden mod planeterne, have reageret med oxygen i månejorden og dannet vand, som siden er fragtet med Månens tynde atmosfære ned i den evige skygge.
To rumsonder
Da raketten ramte Cabeus for lidt over et år siden, lavede den et nyt krater inde i krateret. Det nye krater var 20 meter i diameter og fire meter dybt. Men vigtigere for forskerne var dog den sky af gas og støv, som hvirvlede op, da raketten ramte.
To rumsonder, der er i kredsløb om Jorden, fulgte skyen med et skarpt blik. Både LCROSS og Lunar Reconnaissance Orbiter (LRO) havde fået hjælp til at komme i luften af raketten. Uden den var de aldrig kommet i kredsløb om Jorden.
Spektrallinjer af vand
Spektroskoperne på rumsonderne trak gløden fra skyen ud i en regnbue af karakteristiske strålesignaturer.
Her var spektrallinjer i ultraviolet og nær infrarødt, som fortalte om hydrogenmolekyler, kalcium, kviksølv, magnesium, kuldioxid, svovl og kulbrinte - byggestenene for liv, som er fundet flere steder i solsystemet.
Og vigtigst af alt: Spektrallinjerne i nær infrarødt, som viste, at der her var vanddamp, samt linjer i ultraviolet fra hydroksylradikalet OH, som indikerede det samme.
Dobbelt så meget vand
Og der var mere vand i skyen end det, instrumenterne opdagede. Det var nemlig kun den solbelyste del af skyen, som blev registreret.
Den totale mængde vand har været næsten dobbelt så stor.
Forskerne har anslået, at sammenstødet med raketten i alt har slynget 300 kilo is ud fra krateret i fire minutter efter sammenstødet. Det skriver tidsskriftet Science i en pressemeddelelse.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
