Hunulv tæt på Danmark - er de første ulveunger på vej?
De første fire ulve, der er blevet registreret i Jylland inden for det sidste års tid, var hanulve. Nu er en hun blevet 'afsløret' lige syd for grænsen. Kan det føre til en ulvefamilie næste år?

Hunulven i Ditmarsk fotograferet med fotofælde 25. juni 2013. (Foto: Wolfsbetruer.de)

Hunulven i Ditmarsk fotograferet med fotofælde 25. juni 2013. (Foto: Wolfsbetruer.de)

Først var der Thy-ulven, der viste sig at være en 3½ år gammel han. Så blev der efterfølgende registreret endnu tre hanner i Midtjylland via DNA fra deres efterladenskaber (ekskrementer og spyt på nedlagte husdyr).

Men hvad med hunner? Det er naturligvis først, når det andet køn følger med, at der kan dannes par og sættes unger i verden, og at vi dermed kan få deciderede ulveflokke.

Der er det sidste års tid blevet taget flere utydelige billeder af, hvad der kunne være hunulv i Jylland. Vi mangler dog endnu et vandtæt bevis for hunners tilstedeværelse, for eksempel i form af DNA. Men det har de netop fundet syd for grænsen.

25. juli blev en ung ulv knipset af en fotofælde i Ditmarsken (Dithmarschen) i Slesvig-Holsten. Nu er det lykkedes de tyske ulveforskere at få indsamlet og analyseret DNA fra den. Det har vist sig at være en ung hun; den første hunulv, man har registreret i delstaten.

Ungdyr kan sprede sig mange hundrede kilometer

Senckenberg Forskningsinstituttet, der ligger inde med en omfattende DNA-bank over de tyske ulve, har været i stand til at afgøre, at hunulven stammer fra et kendt ulvekobbel (Altengrabower-koblet) sydvest for Berlin i delstaten Sachsen-Anhalt. Dermed har hunnen spredt sig i en afstand af over 300 km.  

Langt de fleste unge ulve, både hanner og hunner, forlader deres forældres territorium, typisk i en alder af 1-3 år, for at finde et passende sted selv at etablere territorium og lede efter en mage. Flertallet af disse unge ulve slår sig ned relativt tæt på deres forældre, men der findes talrige observerede eksempler på, at nogle ungdyr spreder sig mange hundrede kilometer – det er sådanne unge strejfere, vi i disse år får op til Jylland.

Det er ikke kun hanner, der kan sprede sig langt. Man kender mange hunulve, der også har gjort det. For eksempel har man fulgt en norsk hun vandre til Nordøstfinland på en rejse, der i fugleflugtslinje målte 1.092 kilometer, men reelt set indbefattede, at hunnen gik over 10.000 kilometer.

Der er ikke længe til den første ulveflok i Danmark

Så det er slet ikke sikkert, at Ditmarsk-ulvens rejse er slut endnu. Med de hanulve, vi har i Jylland, ville det ikke være mærkeligt, om hunnen fortsatte turen nordpå over grænsen.

Gør hun det inden for de næste par måneder, er der mulighed for et kuld unger allerede næste år, for ulvenes parringstid ligger i februar til marts. De tyske ulve føder deres hvalpe omkring begyndelsen af maj.      

Afslutningsvist bør det nævnes, at Ulvetracking Danmark, et privat initiativ af ulveinteresserede, der leder efter tegn på ulvenes tilstedeværelse i den jyske natur, har meldt om ulveunger allerede i år – de mener endog at have optaget hylet fra en ulveunge. 

Hvor om alting er, så tyder alt på, at der ikke behøver gå mange år, før vi får vores første ulveflok i Danmark. 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.



Det sker