Jo nærmere børn bor på reaktorer, jo højere frekvens af kræft.

Det viser en undersøgelse fortaget i Tyskland omkring 16 atomkraftværker og publiceret i december 2007. Undersøgelsen er meget detaljeret og gennemgår samtlige tilfælde af kræft i Tyskland mellem 1980 og 2003 hos børn under fem år. Hjemmets beliggenhed i forhold til nærmeste atomkraftværk blev noteret med 25 meters nøjagtighed.

Undersøgelsen er udført på bestilling af det føderale tyske miljøministerium. Forfattere er Dr. Peter Kaatsch og Prof. Dr. Maria Blettner, begge forskere ved Universitetet i Mainz.

Rapporten påviser en signifikant højere risiko for, at børn udvikler leukæmi, når de bor i nærheden af et atomkraftværk. Alligevel siger Peter Kaatsch, at han ikke tror på nogen sammenhæng mellem sygdomstilfældene og radioaktive udslip fra atomkraftværkerne.

»Det er naturligvis svært at sige noget bestemt om årsagerne, dette indgik heller ikke i opgaven. Men vi er overbeviste om, at cancer-tilfældene ikke beror på udslip fra kernekraftværkerne.«

Hvorfor?

»Fordi alle mennesker udsættes for den såkaldte baggrundsstråling, det vil sige den stråling fra jorden, bygninger og kosmos som til stadighed findes på et bestemt sted. I Tyskland beregner vi den til 1,4 millisievert per år i gennemsnit. Udslip fra kernekraftværker er 1.000 og op til 100.000 gange under dette niveau, altså kan de næppe være forklaringen på cancer-tilfældene.«

Hvilke forklaringer ser du?

»Det er svært at afgøre, men vi tror på et samspil af årsager, for eksempel anvendelsen af bekæmpelsesmidler i områderne omkring kernekraftværkerne, elektromagnetiske felter fra højspændingsledninger, at boligområderne omkring atomkraftværker generelt har en lavere social standard, børnene har dårligere immunforsvar eftersom de ikke lige så ofte får brøstmælk og heller ikke er vaccinerede, hvilket jo stimulerer immunforsvaret,« siger Dr. Peter Kaatsch.

Ikke alle forskere er enige i hvordan rapporten skal tolkes. En af kritikerne er Edmund Lengfelder.

»Rapporten er meget vel gennemført og undviger mange fejlkilder. Men forfatternes konklusioner er søgte og fejlagtige,« siger Lengfelder, professor emeritus i strålingsbiologi og strålingsmedicin og fortsat virksom ved Ludwig Maximilians Universitet i München.

Lengfelder mener, at rapporten viser, at kræft-tilfældene omkring atomkraftværkerne følger en lovmæssighed, som er typisk for radioaktivitet - antallet af sygdomstilfælde falder med afstanden fra kilden.

»Studerer man rapporten geografisk er det tydeligt, at de indtegnede punkter peger mod kernekraftværkerne. Mindst femten kvalificerede tyske forskere holder med mig i dette. Spredningsmønstret havde set anderledes ud, hvis nogen af de faktorer Dr. Kaatsch nævner havde været årsager.«

Han har også indvendinger mod Kaatschs sammenligning mellem udslip og baggrundsstrålingen.

»En tvivlsom sammenligning, eftersom rapporten ikke siger noget om udslippenes størrelse. Desuden er baggrundsstrålingen i sig selv ikke ufarlig. Den beregnes til at forårsage mellem 5 og 10 procent af alle cancer-tilfælde.«

Stor skepsis

Studerer man rapporten geografisk er det tydeligt, at de indtegnede punkter peger mod kernekraftværkerne. Mindst femten kvalificerede tyske forskere holder med mig i dette. Spredningsmønstret havde set anderledes ud, hvis nogen af de faktorer Dr. Kaatsch nævner havde været årsager

Ifølge Lengfelder skal atomkraftens grænseværdier i det hele taget betragtes med stor skepsis.

»De udgør ingen absolutte grænser mellem farligt og ufarligt. Grænseværdien på 0,3 millisievert for udslip via luft og vand, som gælder i Tyskland i dag, er et levn fra 1958. Dengang erklærede ICRP (International Commission on Radiological Protection) at 'grænseværdierne repræsenterer en betydelig byrde for almenheden i spørgsmålet om genetiske skader. Imidlertid kan de betragtes som legitime i forhold til de fordele, som kan opnås gennem anvendelsen af atomenergi.'«

Selv andre tyske forskere peger på grænseværdiernes svagheder. En af dem er Prof. Dr. Horst Kuni, specialist i strålingsmedicin ved Philipps-Universitetet i Marburg.

»Grænseværdierne er vilkårligt satte. Det er sandt, at når dosis stiger, stiger risikoen også for sygdom og død. Men der findes ingen tærskel. Intet niveau kan siges at være sikkert. Selv ved meget små udslip kan mennesker skades. Børn og især fostre er mest udsatte, eftersom de er i gang med at vokse og knoglemarvens kraftige produktion af bloddannende rød knoglemarv mangedobler en mutation. Leukæmi kræver et mindre antal mutationer end eksempelvis en solid tumor og betragtes derfor som en typisk radioaktivitetsrelateret sygdom.«

Edmund Lengfelder påpeger, at det tog fire årtier, inden rygning blev anerkendt som en årsag til lungekræft. Forud for dette blev tobaksindustrien bakket op af tusindvis af forskere.

»Lige nu er situationen den samme omkring kernekraftsindustrien. Hverken industri, strålebeskyttelsesmyndighederne eller forskere knyttet til kernekraftsindustrien anerkender i dag, at udslip kan forårsage cancer. Hvis de gjorde dette, kunne de blive stævnet for enorme beløb.«