Hvis isen smelter på Vestantarktis, stiger vandstanden i verdenshavene med seks meter.

Det er derfor ikke underligt, at forskere meget gerne vil lære at forstå de klimabetingelser, der afgør isens skæbne på det frosne kontinent.  

Klimabetingelserne får forskerne nu en mulighed for at studere ved hjælp af en 3,5 kilometer lang iskerne, som glaciologer fra blandt andet Københavns Universitet har boret op af Vestantarktis.

Iskernen giver et hidtil uhørt detaljeret indblik i det antarktiske klima henover de seneste 68.000 år.

Denne viden kan forskere bruge til at forstå, hvordan klimaet i dag og i fremtiden kommer til at påvirke isen på Antarktis, og ultimativt hvor meget og hvor hurtigt vandet i verdenshavene vil stige.

»Vestantarktis har lige så meget is som Grønland. Samtidig er Vestantarktis i mere direkte kontakt med havet og derfor mere følsom over for ændringer i eksempelvis havtemperatur. Den nye iskerne giver os et fantastisk indblik i Vestantarktis´ klimatiske fortid, som vi kan koble til resten af kloden og dermed lave bedre modeller for, hvordan klimaet kommer til at påvirke isen og vandstanden i fremtiden,« fortæller lektor

Trevor James Popp fra Københavns Universitets Niels Bohr Institut, Center for Is og Klima.

Studiet af iskernen er for nylig publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.

Iskernen er unik

Iskernen er den første af sin slags, der beretter historien om Vestantarktis´ fortid i detaljer.

Tidligere iskerner fra Vestantarktis har været udtaget for tæt på havet og med et andet formål end at skabe et detaljeret indblik i klimaet.

Iskerner fra Østantarktis kan heller ikke bruges. De repræsenterer et helt andet klima, da Østantarktis ligger på et plateau over havets overflade, hvor Vestantarktis hviler på en klippegrund under havets overflade.

Derfor udfylder den nye iskerne et hul i glaciologernes kollektive viden.

Fortæller 68.000 års klimahistorie  

Den 3,5 kilometer lange vestantarktiske iskerne er dannet af snefald, der fra år til år har bygget centimeter efter centimeter på kontinentets isdække.

I sig har sneen lagret information om den luft, som snefnuggene er faldet ned igennem.

Det gør, at forskerne kan analysere og årstalsbestemme hvert enkelt lag af iskernen.

Derved kan de finde ud af, hvordan temperaturen har været, hvor højt CO2-indholdet og metanindholdet i atmosfæren har været, og hvor stor en del af havet omkring Antarktis, som har været dækket af is gennem de 68.000 år, som iskernen dækker over.

Det betyder også, at forskerne kan se årlige skift i klimaet.

»Det er fantastisk og meget lærerigt at kunne se, hvordan tingene ændrer sig fra år til år,« siger Trevor James Popp begejstret.

Kan analysere hændelsesforløb

Detaljegraden i iskernen er endda så god, at det gør forskerne i stand til blandt andet at afgøre, om hønen eller ægget kom først – så at sige.

»Når vi kigger på klimaet over store tidsperioder uden høj detaljegrad, kan det være svært at se, om eksempelvis CO2-indholdet i atmosfæren steg, før temperaturen steg eller omvendt. Uden detaljegraden ser det ud som om, det hele skete samtidig. Den nye iskerne gør det muligt for os at skabe et hændelsesforløb, hvor vi kan se på, hvad der skete først, og hvad det resulterede i under for eksempel udgangen af den seneste istid,« forklarer Trevor James Popp.

Hændelsesforløbet for udgangen af den seneste istid viser blandt andet, at afsmeltningen skete 2.000 år tidligere end hidtil antaget, og at specielt havets temperatur og tab af isdække i havet omkring Antarktis var vigtige faktorer, da de gik forud for størstedelen af afsmeltningen.

Vigtigt for global forståelse

Forståelse af drivkræfterne bag det antarktiske klima er ikke alene relevant for klimaet på Antarktis og Jordens sydlige halvkugle.

Gennem dybhavsstrømme flyder vand fra havet omkring Grønland hele vejen ned gennem Atlanterhavet for igen at komme op til overfladen ved Antarktis.

Denne kobling af klimaet i nord og syd er kompleks og indebærer mange faktorer, der påvirker hinanden.

Samspillet mellem faktorerne vil forskerne gerne kunne forstå og bruge i klimamodeller, der skal forudsige fremtidens klima, vandstand, isdække med mere.

Det bringer den nye iskerne dem tættere på at kunne.

»Når vi laver modeller, kalibrerer vi dem med data fra både fortiden og nutiden. Det er klart, at jo bedre det data er, des bedre bliver modellernes forudsigelser. Derfor er detaljerede iskernedata fra de seneste 68.000 år på Vestantarktis selvfølgelig meget interessante, da iskernen kan være med til at øge klimamodellernes præcision i forudsigelserne omkring fremtidens klima,« fortæller Trevor James Popp.