Mere eller mindre bevidst bliver der jævnligt introduceret nye planter og dyr i den danske natur. I enkelte tilfælde optræder arterne invasivt og kan fortrænge det oprindelige plante- eller dyreliv.
Langt de fleste indførte arter trives dog ikke i de nye økosystemer og forsvinder efter en kort årrække. Hvor nye arter har haft succes med at etablere sig, går der normalt en del år, før bestanden opnår en egentlig fremgang.
Et par fritgående påfugle på Sejerø fik deres første kuld kyllinger i foråret 1982, og siden er bestanden vokset støt.
Overlever påfuglene på Sejerø af sig selv?
Der er ingen ræve på Sejerø, og selvom der drives jagt, tæller antallet af påfugle snart 100 individer. De søger føde, yngler og overnatter i naturen – til turisternes store forbløffelse.
For at en art kan indgå på den nationale fugleliste, skal den kunne opretholde en levedygtig bestand i den danske natur. Er påfuglen så blevet en dansk art? Tja.
Spørgsmålet er, om påfuglebestanden på Sejerø faktisk har tilpasset sig forholdene – også den danske vinter – eller om de eksotiske fugle alene overlever på grund af det foder, der lægges ud enkelte steder i den kolde tid.

































