Yngste livstegn fra Homo erectus fundet i Indonesien
Homo erectus levede for mellem 117.000 og 108.000 år siden. Tidsbestemmelsen kan være en vigtig brik i menneskearternes historie, siger professor i evolutionshistorie.

Det er ved floden her, Solo River, at et hold af arkæologer har gransket en kendt boplads fra Homo erectus i over 10 år. Nu konkluderer de så, at de yngste Homo erectus, vi kender, har boet der. (Foto: John Gurche / Tim Evanson, Smithsonian Museum of Natural History & Kira Westaway Macquarie University)

Det er ved floden her, Solo River, at et hold af arkæologer har gransket en kendt boplads fra Homo erectus i over 10 år. Nu konkluderer de så, at de yngste Homo erectus, vi kender, har boet der. (Foto: John Gurche / Tim Evanson, Smithsonian Museum of Natural History & Kira Westaway Macquarie University)

I disse år bliver gamle fund og fossiler dateret med større præcision end nogensinde før i historien. 

Det betyder, at vi hele tiden får et klarere billede af, hvordan verden så ud i den fjerne fortid, hvorfra der ingen skriftlige kilder eller beretninger findes, men hvor vores viden alene beror på fossiler og arkæologiske fund.

Netop dette er tilfældet med historien om vores tidlige slægtning Homo erectus.

Ved et udgravningssted på den indonesiske ø Java har et internationalt forskerhold nemlig analyseret en Homo erectus-boplads, hvor man tidligere har fundet 12 kranier og 2 skinneben fra Homo erectus.

Bopladsen og den række pattedyrs-fossiler, man også har undersøgt, er ‘kun’ mellem 117.000 og 108.000 år gamle, og det gør de nyfundne resultater til det yngste bevis på liv fra Homo erectus, der betyder ‘det oprejste menneske’. 

I mange har der været uenighed om, hvor gamle fossilerne fra netop denne boplads har været, og forskellige forskere har dateret dem til at være mellem alt fra 550.000 til 27.000 år gamle.

Hvem var homo erectus?

Homo erectus er den menneskeart, der har levet allerlængst tid på Jorden. 

Arten udvikledes i Afrika for mellem 1,8 til 1,9 millioner år siden. Og det nye studie beviser, at de i hvert fald stadig levede for 100.000 år siden.

Det vil sige, at de har levet på Jorden i mellem 1,7 og 1,8 millioner år - til sammenligning har det moderne menneske, Homo sapiens, levet på Jorden i små 300.000 år. 

Homo erectus er kendt for minde meget om Homo sapiens. De kunne gå oprejst, lave huler, løbe lange distancer, kaste hårdt og præcist, kontrollere ild og lave geometriske mønstre. 

Deres skelet lignede meget Homo sapiens', men deres hjerner var mindre. 

Kilde: Peter C. Kjærgaard, professor i evolutionshistorie

»Utroligt vigtigt studie«

Arbejdet er publiceret i tidsskriftet Nature, og Peter C. Kjærgaard, professor i evolutionshistorie ved Københavns Universitet og direktør for Statens Naturhistoriske Museum, kalder det for et »utroligt vigtigt studie«.

»Der har været meget usikkerhed og spekulation om, hvor lang tid op i tiden Homo erectus har levet. Nu ved vi, at de i al fald fandtes for lidt mere end godt 100.000 år siden,« fastslår Peter C. Kjærgaard overfor Videnskab.dk.

»Analysen giver os en sikkerhed, vi ikke har haft før, for dateringen af Homo erectus,« tilføjer han. 

Den præcise datering af Homo erectus-bopladsen giver os ikke bare et tydeligere billede af Homo erectus' historie, men af menneskearternes evolutionshistorie som helhed.

LÆS OGSÅ: Homo naledi-fundet ændrer historien om os selv

Hvad skete der, da alle døde?

Perioden for mellem 130.000 og 40.000 år siden var en tid med megen aktivitet i menneskearternes historie, fortæller Peter C. Kjærgaard. 

»Hele seks forskellige menneskearter, der alle var succesfulde og havde været der længe, levede side om side, og i løbet af perioden uddør alle så, pånær Homo sapiens (det moderne menneske, red.),« forklarer han.  

Udover Homo sapiens, neandertalerne og Homo erectus levede menneskearterne Homo floresiensis, Homo luzonensis og det lille denisova-menneske. 

Forskere kæmper med at forstå, hvad der helt præcist skete i perioden, hvor Homo sapiens overlevede alle de andre menneskearters uddøen, og her kan den nye datering af Homo erectus fungere som en værdifuld brik.

»Når man skal forstå det her, har vi brug for at få kronologien på plads først og fremmest. Vi har brug for med sikkerhed at vide, hvornår de andre arter uddøde, og hvor de sidste levede. Den nye datering giver os en superstærk kronologisk rygrad,« vurderer Peter C. Kjærgaard.

LÆS OGSÅ: Abelignende menneske levede samtidig med Homo sapiens

Nye analyser fra et gammelt sted

Bopladsen, der er blevet undersøgt, blev egentlig fundet i 1930’erne på den centrale del af øen Java ved udgravningsstedet Ngandong, og det gemmer på en af de største samlinger af Homo erectus-fossiler i verden.

Fossilsamlingen fra Ngandong har været vendt, drejet og analyseret siden 1930’erne, hvor de blev dateret til at være alt fra mellem 550.000 til 27.000 år gamle. 

Den nye analyse af dem bygger på flere forskellige dateringsmetoder (som du kan læse mere om i bunden af artiklen), og konklusionen slår en gang for alle fast, at fossilerne må være mellem 117.000 og 108.000 år gamle. 

Arbejd-arbejd! Her ses udgravningsholdet travlt beskæftiget ved Ngandong i 2010. Her 9 år efter er analyserne fra stedet endelig lavet. (Foto: Ciochon University)

Andre fossiler fra samme område har vist sig at være cirka mellem 450.000 år gamle og 1,5 millioner år gamle. Det betyder, at man nu har en helt rækkefølge af fossiler, der kan bevise, at Homo erectus har levet i området i mindst 1,4 millioner år. 

At have så klar en kronologi fra en tidlig menneskeart i et område er helt unikt, og så er det lidt af en bedrift, at de har overlevet i knap 1,5 millioner år det samme sted, påpeger Peter C. Kjærgaard.

Dateret på Statens Naturhistoriske Museum

Den nye datering er gennemført af Michael Storey, der professor MSO på det såkaldte Quadlab ved Statens Naturhistoriske Museum.

Quadlab er sponseret af Villum Fonden.

LÆS OGSÅ: Uddød menneskeart kan have lavet tøj

Guldgruber ligger og venter på analyser

De mange nye dateringsmetoder, som man først er begyndt at bruge for fem år siden, betyder, at vi jævnligt må frem med retteblækket, når vi skal skrive vores forfædres historie.

»I disse år får vi en langt bedre forståelse af, hvordan hele den samlede menneskearts historie har set ud,« fortæller Peter C. Kjærgaard.

For kun 3 år siden, troede man eksempelvis, at Homo floresiensis, der også er kendt som ‘hobbitterne’, havde levet side om side med Homo sapiens i 10.000 år. Men i 2016 viste nye analyser så, at de sidste Homo floresiensis påfaldende nok forsvandt fra Indonesien, da Homo sapiens kom til.

Der ligger ifølge Peter C. Kjærgaard mange af den slags eureka-øjeblikke og venter lige om hjørnet. (Eureka er et græsk udtryk, der betyder 'Jeg har fundet' og bruges som udråbsord for at fejre en opdagelse.)

»Vi har så meget kendt materiale, der ligger i samlinger på naturhistoriske museer i hele verden og venter på at blive analyseret. Det er rene guldgruber, og det kommer til at give os nogle kæmpe opdagelser,« fastslår han.

LÆS OGSÅ: Forlod menneskets forfædre Østafrika tidligere end antaget?

LÆS OGSÅ: 5,7 millioner år gamle menneskelignende fodspor fundet på Kreta

LÆS OGSÅ: Nye fund: Fortids-mennesker var forskellige, men af samme art

I videoen fortæller en af forskerne bag studiet, Russel Ciochon, professor i antropologi ved University of Iowa, om fundet fra levestedet. (Video: Unversity of Iowa)

Sådan har de dateret bopladsen

Sådan ser nogle af de mange prøver, der er blevet analyseret og dateret, ud. (Foto: Unveristy of Iowa)

Forskerne i det nye studie har brugt flere metoder til at datere fossilernes alder.

Forskerne har brugt luminescens, som er en metode, hvor man måler, hvor længe siden sandkorn sidst var udsat for sollys. Det har været den vigtigste metode, påpeger en forskerne bag. Men alle metoderne tilsammen giver den præcise datering.

De har blandt andet også brugt to typer kulstof-14 dateringer, hvor man måler halveringstiden fra radioaktivt materiale. Fordi man kender halveringstiden fra et givent radioaktivt materiale, kan man ved at måle mængden af materialet lave en datering. 

Forskerne har brugt en såkaldt argon-argon datering, hvor man undersøger flere mikroskopiske krystaller fra fossilerne. I krystallerne måler man mængden af ædelgasserne argon-39 og argon-40, der henfalder fra kalium.

På samme måde har de brugt en uran-thorium datering, hvor man undersøger henfaldet af uran-isotoper, som med tiden bliver til thorium-isotoper.

Derudover har de brugte elektronspinresonans (ESR), som er en spektropisk metode, der kan bruges til at undersøge prøver for at bestemme stråledosen fra materialet i forbindelse med arkæologisk datering.

Datering er gennemført på det såkaldte Quadlab, der sponseret af Villum Fonden, ved Københavns Universitet. 

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.



Det sker