I går åbnede landets biografer op for kærlighedsfilmen 'About Time', og hvis du har tænkt dig at slå efterårsferien ihjel med en tur til det store lærred, der får tårerne til at trille ned af kinderne, så er det slet ikke så underligt.
Vi har nemlig fra naturens hånd en tilbøjelighed til at kunne lide den slags film, der handler om at finde og miste kærlighed til andre.
Det fortæller gæsteforsker Mette Kramer fra Københavns Universitet, der forsker i, hvorfor vi er så glade for kærlighedsfilmene og er ved at skrive en bog om emnet, er skal udkomme i 2014 på Texas University Press.
»Mennesket har en indbygget trang til at knytte bånd til andre mennesker og lære at aflæse deres signaler. Der er en tilbøjelighed, vi har udviklet, fordi menneskebarnet er så skrøbeligt, og i sammenligning med andre arter har haft svært ved at klare sig alene,« siger Mette Kramer til Videnskab.dk.
Sammen med professor Torben Grodal fra Københavns Universitet argumenterer hun i en artikel, der skal publiceres i et særnummeret om omsorg og film i tidsskriften 'Semiotic Inquiry', for, at det netop er den biologiske trang, som gør, at vi er så glade for de romantiske film om opture og nedture i vores forhold til kærester, børn og familie, og det kan faktisk også forklare, hvorfor vi kan lide at se film, som gør os kede af det.
Romantik for pattedyr
En film må ifølge Mette Kramer trække på nogle af vores medfødte tilbøjeligheder, hvis den skal have vores opmærksomhed, og de romantiske film taler til pattedyret i os:
»De her film udnytter, at vores hjerne gennem tiden har tilpasset sig til det faktum, at det at knytte bånd til andre mennesker er vigtigt for vores overlevelse og reproduktion. At vi er sociale væsener har også udviklet vores empati og vores evne til at læse andre menneskers følelser, evner vi i høj grad benytter os af når vi ser film.«
Filmene er altså ikke bare overfladisk underholdning, men noget vi bruger til at skærpe vores evne til at forstå andre mennesker og vores forhold til dem:
»Det er en måde kulturen kan understøtte nogle vigtige biologiske funktioner: Vi er pattedyr, og det betyder, at vi er sociale væsner, som deler med andre. De her film gør os både glade og kede af det, og det er hjernens måde at fortælle os på, at positive og negative følelser associeret til at knytte og bryde sociale bånd har været vigtige for vores arts overlevelse.«
Ifølge Mette Kramer kan filmene hjælpe os med at forstå følelser, der kan gå ubemærkede hen i hverdagen, men som er væsentlige i kommunikation med vores nærmeste:
»Filmene gør de små signaler, vi kan overse i hverdagen, helt tydelige for os ved for eksempel at vise karakterernes ansigter i nærbilleder, så vi ikke kan undgå at fange budskabet. Samtidig bruges baggrundsmusik til at understøtte de følelser, så hvis vi ikke fanger følelserne ud fra billedernes kommunikation, skal musikken nok hjælpe os den sidste vej.«
Romantiske film ikke degraderende
Men er romantiske komedier og dramaer da ikke bare underlødig underholdning, som man skal se i smug i privaten?
Det var den holdning Mette Kramer mødte, da hun som studerende mødte op på universitetet:
»Jeg havde en oplevelse af, at jeg på den ene side blev dybt berørt af især melodramatiske film, der fik mig til at tudbrøle. Men på den anden side, så fik jeg på universitetet at vide, at de her film var degraderende for mig,« siger Mette Kramer.
Tidligere så filmforskere hovedsageligt på de romantiske film ud fra en feministisk filmteori:
»Når de skulle forklare, hvorfor kvinder blev så grebet af de romantiske film, så blev det forklaret med at vores trang til at se de her film skyldtes samfundets traditionelle kønsroller, og hvordan vi blandt andet bliver socialiseret til at være mødre.«
»Det er jo rigtigt, at de her film er lavet, så de taler til vores behov, men selvom mange af de her film er sentimentale, så rører de jo alligevel noget centralt i os, og det kunne bare ikke kun forklares ud fra vores kultur og socialisering. Det er derfor jeg prøver at vise, at filmene opfylder nogle biologiske behov for det første ved at beskrive vores bånd til andre mennesker og for det andet ved at udvikle vores evne til at knytte bånd til andre mennesker, fiktive eller virkelige.«
Vores hjerner har fælles tilbøjeligheder
Men Mette Kramer understreger dog, at fokusset på den biologiske del af filmoplevelsen ikke betyder, at kultur og socialisering ingen rolle spiller:
»Tværtimod. Selvom vi har dispositioner lagret i hjernen til for eksempel at knytte bånd til andre mennesker, fordi det har været vigtigt for vores overlevelse, så kommer behovet for at knytte os til andre mennesker forskelligt til udtryk hos forskellige mennesker alt efter, hvad de har med i bagagen og hvor de befinder sig i livet.«
»Man kan forsimplet sige, at vores hjerner har nogle fælles dispositioner, som vi bruger, når vi ser film, og det er de dispositioner, der gør, at vi overhovedet finder romantiske film relevante. Men de dispositioner bliver formet forskelligt alt efter, hvad vi oplever i vores liv, og det er også derfor, at vi kan blive forskelligt påvirket af at se den samme film.«
Action-film til krybdyr-hjernen
Ifølge Mette Kramer er det ikke kun de romantiske film, der taler til vores indre pattedyr:
»Den her appel til vores trang til at knytte bånd, kan vi se i en eller anden grad i de fleste film. Det er meget tydeligt i de romantiske film og melodramaer, men i en action-film er der ofte også et sideplot, som handler om hovedrolle-indehaverens forhold til andre mennesker, gerne en kvinde, og i kunstfilm findes temaet ofte også, men hives bare mere op på et mere eksistentielt plan.«
Men Mette Kramer og Torben Grodal peger i deres artikel på, at action-filmene helt overordnet er designet, så de appellerer til vores krybdyr-hjerne:
»Det handler gerne om spørgsmålet om at enten at angribe eller flygte, og det er nogle helt basale reptile følelser, « siger Mette Kramer.
Vores hjerne kan spejle karakterernes smerte
De fleste kender nok til følelsen af at leve sig ind i en film-karakters oplevelser og blive påvirket følelsesmæssigt.
Men faktisk argumenterer Mette Kramer og Torben Grodal i deres artikel for, at det at se film ikke bare påvirker vores psyke, men også vores krop, vores hjerne og sågar vores hud:
»Hjernen skelner i de tidlige stadier af synsprocesserne ikke mellem indtryk fra virkeligheden og fra film. Når først vores bevidsthed træder ind, begynder vi naturligvis at skelne mellem film og virkelighed, men der er vi allerede blevet påvirket af filmen, hvis den iscenesætter et scenarium, der er relevant for vores overlevelse og reproduktion« siger Mette Kramer.
Meget tyder ifølge Mette Kramer og Torben Grodal på, at vores hjerne har såkaldte »spejlneuroner«, som bliver aktiveret, når vi ser andre foretage en handling.
På den måde er der formodentligt ikke bare tale om, at vi er i stand til at identificere os med de skuespillere, vi ser på film-lærredet, men også om, at vores hjerne til dels reagerer på hændelserne på filmene på samme måde som, hvis vi selv havde oplevet begivenhederne.
Mænds følelser bliver også påvirkede
Vi betragter ofte de romantiske film som »tøse-film«, og meget tyder da også på, at kvinder og mænd foretrækker forskellige typer film.
Undersøgelser viser, at kvinder ganske rigtigt foretrækker romantiske film og melodramaer, mens mænd hellere ser action-film og pornografi.
Men mændene har ifølge Mette Kramer også den medfødte trang til at se filmene om at knytte bånd:
»Man kan argumentere for, at kvinderne igennem tiden har investeret mere i at knytte bånd, og det kan have påvirket hjernen til at have en særlig trang til at se filmene, men når man tester mænds reaktioner på de følelsesmæssige situationer i film, så siger nogle mænd godt nok, at de ikke bliver så grebet af situationerne, men når man så tester for eksempel deres puls og svedproduktion, så viser det sig alligevel, at de er påvirket af det de ser.«
»På den måde kan det godt være, at du er socialiseret til at sige som mand, at du ikke bliver påvirket og græder over romantiske film, men det betyder ikke, at man er upåvirket.«
Se traileren til 'About Time' her:
Kilde: Universal Pictures
