Voldelig demonstration kan give de autonome medvind

I årevis har der været nogenlunde ro blandt de autonome på den yderste venstrefløj.

Men for nyligt kastede maskerede demonstranter sten, møtrikker og petanquekugler efter politi og bankruder, da tiårsdagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69 på Nørrebro i Købehavn blev markeret med en demonstration.

Optøjerne er sidenhen blevet fordømt af samtlige partier i Folketinget. Flere politikere har meldt ud, at Københavns Kommune bør trække den økonomiske støtte til det nye ungdomshus, som ligger på Dortheavej på Nørrebro og blev indviet i 2008.

Men det kan være en dårlig strategi at sætte hårdt mod hårdt: Op gennem historien er den autonome bevægelse på den yderste venstrefløj vokset i perioder, hvor den har mødt modstand fra myndighederne, viser forskning.

»Den til tider militante del af den yderste venstrefløj har det bedst i modvind. Når der er noget at kæmpe mod, har den nemmere ved at rekruttere nye medlemmer,« siger historiker Chris Holmsted Larsen, der forsker i politisk ekstremisme og er ekstern lektor på Roskilde Universitets Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab.

Konfliktoptrapning kan være en fordel

Når politikere truer med at trække støtten til det nye ungdomshus, kan det være brænde på de unges revolutionære bål, siger historikeren, der har fulgt den autonome bevægelse og andre dele af den yderste venstrefløj i årevis.

»En del af miljøet i og omkring Ungdomshuset opfatter det nærmest som en fordel, at politikere truer med lukke det nye hus, fordi det styrker bevægelsens politiske kamp,« siger Chris Holmsted Larsen, der har skrevet rapporten ‘Forebyggelse af ekstremisme- politisk ekstremisme i Danmark’ for Social- og Integrationsministeriet

»Det er en kold og kynisk kalkule, som man til alle tider har set på den yderste venstrefløj og i andre ekstremistiske grupper: De revolutionære har en interesse i at eskalere en konflikt, fordi det bidrager til, at flere fra miljøet slutter sig til deres kamp. Jo flere, der får tæv af politiet, des nemmere er det at rekruttere nye medlemmer.«

Unge bliver gradvist radikaliseret

Tina Wilchen Christensen, der er postdoc på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, har undersøgt, hvad der får nogle unge til at lave politisk vold, og hvad der får dem til at stoppe igen. Hun er enig i Chris Holmsted Larsens analyse:

»Når sådan noget (gadekamp, red) sker, kan det opildne andre, der færdes i miljøet, men som ikke tidligere har deltaget i voldelige optøjer,« siger hun.

Flertallet af dem, der for nyligt demonstrerede på Nørrebro, kastede ikke sten og andet skyts mod politiet eller bankerne. De gik fredeligt bagerst i optoget, mens de sang eller råbte slagord.

Nogle af dem overværede kampene med politiet, eller de blev måske selv involveret i dem uden at ville det. Næste gang, der er demonstration på Nørrebro, er de måske blandt dem, der bærer maske og har kasteskyts i hånden.

»De oplever ting, som gør, at de enten forlader miljøet eller bliver mere radikaliseret,« siger Tina Wilchen Christensen.

Vold: Et middel mod målet

Tina Wilchen Christensens forskning viser, at nogle unge, der kom i BZ-bevægelsen eller i det gamle ungdomshus, gradvist adopterede en idé om, at vold kan være et nødvendigt middel mod målet. I flere tilfælde fordi de var med i demonstrationer, hvor de oplevede, at de selv eller deres kammerater blev uretfærdigt behandlet af politiet.

»Voldelige aktiviteter er sjældent hensigten fra starten,« siger hun og fortsætter:

»Man kommer ind i de her miljøer på grund af nogle tilfældigheder for eksempel via venner eller netværk, fordi man godt kan lide musikken og festerne, eller fordi man gerne vil være med til at lave en positiv forandring i samfundet. Gradvist bliver man mere og mere kompromisløs.«

Konfrontation var planlagt

Chris Holmsted Larsen vurderer, at den kamp, de unge autonome for nyligt kæmpede på Nørrebro, grundlæggende er politisk motiveret.

»Der har tydeligvis været nogle i miljøet, som har planlagt konfrontationen i forvejen. Demonstrationen var en anledning til at vise, at de ikke er tilfredse med storkapitalen og tingenes tilstand,« siger han og fortsætter:

»Historisk har der altid været grupperinger på den yderste venstrefløj, som ønsker konfrontation. Det er revolutionære grupper, som vil omstyrte samfundet. Politisk vold kan være et redskab, de bevidst overvejer at bruge i forskellige sammenhænge,« siger han.

Mange af brugerne i det nye ungdomshus er ikke interesseret i at miste deres hus. De vil gerne have et sted, hvor de kan spille punkmusik og leve alternativt.

»Men dem, der går forrest i sådan en demonstration, er typisk fuldtids-aktivister, som går ind i den politiske kamp med hud og hår. For dem betyder den politiske kamp mere end ungdomshuset,« mener Chris Holmsted Larsen

Intet glemt, intet tilgivet

Til demonstrationen på Nørrebro bar aktivisterne et sort banner, hvor der stod ‘Intet glemt, intet tilgivet’. Budskabet kan være et varsel om, at den militante del af den yderste venstrefløj, stadig er aktiv, mener Chris Holmsted Larsen.

Den har ellers forholdt sig nogenlunde i ro i et årti.

»Da de unge fik det nye ungdomshus i 2008, så det ud til, at den militante bevægelse faldt fra hinanden. Siden har den stort set ligget brak. Men demonstrationen for nylig viser, at der stadig er folk på den yderste venstrefløj, der er i stand til at udøve vold,« siger historikeren.

Gadekamp om retten til et hus

Ikke alle er dog enige med Chris Holmsted Larsen i, at der er grupperinger på den yderste venstrefløj og i miljøet omkring Ungdomshuset, som bruger vold som et led i en større revolutionær kamp.

Antropolog Stine Krøijer fra Københavns Universitet har skrevet ph.d. om konflikten om det gamle ungdomshus, som eskalerede i løbet af 00’erne med adskillige gadekampe mellem de autonome og politiet på Nørrebro. Sidenhen har hun forsket i politisk kultur blandt andet i venstreradikale og anarkistiske miljøer. Siden slutningen af 1990erne har folk i miljøet omkring ungdomshuset kaldt sig selv for venstreradikale ikke autonome, påpeger hun.

Stine Krøijer afviser, at gadekampene i 1990erne handlede om andet end retten til huset på Jagtvej 69.

»En af pointerne i min afhandling er, at der ikke er individer eller grupperinger i miljøet omkring Ungdomshuset, som er prædisponeret for at ville ud og lave vold, fordi de ser det som et nødvendigt middel for at omstyrte samfundet,« siger hun og fortsætter:

»De voldelige episoder opstår som konsekvens af nogle specifikke episoder eller fastlåste konflikter. Da konflikten om det gamle ungdomshus stod på, var vold et scenarie blandt flere af brugerne, men i de senere år har de brugt andre aktionsformer til at få deres budskab ud.«

Ifølge Stine Krøijer eskalerede den seneste demonstration på Nørrebro, blandt andet fordi de unge vil have flere selvstyrende huse og medbestemmelse over, hvad der skal ske med grunden på Jagtvej 69, som har stået tom, siden Ungdomshuset blev ryddet i 2007.