Vikingerne dyrkede korn på Grønland

Vikingerne er berømte og berygtede for deres hang til øl og mjød, og arkæologerne har diskuteret, om Erik den Røde og hans folk måtte undvære de gyldne drikke, da de som de første nordboere bosatte sig på Grønland i 1000-tallet. Da de gik i land, var det grønlandske klima godt nok mildt, men spørgsmålet var, om det nu også var varmt nok til, at det var muligt at dyrke korn.

Nu har et hold danske forskere fra Nationalmuseet gjort et enestående fund i form af bittesmå stykker forkullet kornaks i en grønlandsk vikingemødding. Fundet beviser endegyldigt, at de første nordboere rent faktisk dyrkede byg. De var i stand til at producere den vigtigste ingrediens, der skulle til for at brygge øl, koge grød eller bage brød, hvilket traditionelt udgjorde hjørnestenene i vikingernes næringsrige kost.

»Arkæologerne har altid forestillet sig, at de tidlige nordboere forsøgte at dyrke jorden ved deres gårde i det frodige Sydgrønland. Men det er først nu, at det er blevet undersøgt og påvist,« fortæller en henrykt Peter Steen Henriksen, der som agronom ved Nationalmuseet har ledet ekspeditionen på Grønland.

Nordboerne forsøgte at bosætte sig i en kold og barsk verden, og han og hans kolleger ville gerne undersøge, hvordan de konkret greb det an.

»Nu viser det sig altså, at de tidlige nordboere har kunnet dyrke korn, hvilket har haft stor betydning for deres ernæring og overlevelse,« konstaterer Peter Steen Henriksen.

Vikingernes gårde er velbevarede

Peter Steen Henriksen og hans kolleger drog til Grønland i sommeren 2010 og 2011 for at lede efter agerbrug ved de tidlige nordbogårde på den grønlandske sydspids.

Holdet undersøgte i alt 12 forskellige gårdruiner. Nogle af dem lå i Qorlortoq-dalen på den anden side af bakkekammen fra Erik Den Rødes gård Brattalid - andre omkring bygden Igaliku.

»Vi har lavet flere udgravninger i forbindelse med nordboernes gårde. Det har kunnet lade sig gøre, selv om det er 700-800 år siden, at de er blevet forladt. Vi kan konstatere, at gårdene i mange tilfælde ganske velbevarede. Murværket af tørv og sten kan stadig ses, nogle steder op i en højde af halvanden meter,« fortæller Peter Steen Henriksen.

Møddinger en guldgrube af viden

Forskerne måtte tænke kreativt i deres jagt, da gårdene ikke tillod dem at bruge gængse fremgangsmåder.

I Danmark ville et typisk sted at lede efter korn i så gamle bebyggelser f.eks. være i de huller, som husets bærende stolper er sat ned i. I Grønland er der ingen stolpehuller, da nordboerne byggede deres huse af sten.

Plovfurer og rester af gamle marker har forskerne også kun minimale chancer for at finde, da de grønlandske jordlag er alt for tynde til, at de på nogen måde kan være blevet bevaret. De spor, der eventuelt har været, er effektivt blevet udslettet af vind og vejr og ikke mindst af moderne landbrug. Nutidens grønlandske fåreholdere har slået sig ned mange af de samme steder, som nordbotidens bønder valgte.

Forskerne fandt dog alligevel, hvad de ledte efter, da de kom i tanker om, at vikinger var almindelige dødelige. Som alle andre folkefærd må de have haft en mødding, hvor de kunne komme af med alle deres efterladenskaber, og forskerne skulle ikke lede længe, før de fandt dem.

Vikingerne viste sig som altid at have været dovne ved nemt og bekvemt at placere deres møddinger kun en spytklat fra gårdenes yderdøre.

Kornaks lå dybest nede

Forskerne gav sig straks i kast med at udgrave møddingerne. Møddingernes dimensioner var pænt store, hvilket ikke er så underligt, taget i betragtning af, at gårdene har været beboet af nordboere gennem århundreder. Affald i form af gamle madrester, andet husholdningsaffald og aske fra bålet er lagt lag på lag, som med tiden er sunket sammen, i takt med at det meste rådnede. Den møddingerest, der i dag er tilbage, kan være op til en meter tyk og kan opfattes som en tidslinje – det øverste lag er yngst og det nederste lag er ældst, og ved at tjekke lagene et for et kan man danne sig et indblik i vikingernes levevis.

Efterhånden som arkæologerne gravede sig ned gennem dens mange lag i møddingerne, udtog de 300 kg jordprøver til nærmere analyser.

»Vi gravede ned til møddingens nederste lag, som stammer fra bosættelsesforløbets start. Og det var den prøve, vi tog fra bundlaget, som indeholdt aks af byg. Kornaksene var forkullede, hvilket gjorde dem langtidsholdbare – hvis ikke de havde været i nærkontakt med ilden, ville de for længst være rådnet,« påpeger Peter Steen Henriksen.

Kornaksene er dyrket byg

De fundne kornaks stammer med 100 procents sikkerhed fra byg, hvilket man entydigt kan slå fast ud fra kornaksenes specifikke facon og størrelse.

De stammer også uden tvivl fra agerbrug - der findes simpelthen ingen andre muligheder, forsikrer Peter Steen Henriksen: Man kan f.eks. udelukke, at der er tale om vildtvoksende byg, da denne kornsort ikke er modstandsdygtig nok til at kunne have vokset vildt i Grønland. Importeret korn er heller ikke en mulighed, da hele kornaks i selv små mængder ville fylde alt for meget i lasten på et skib.

»Hvis kornet var blevet importeret, ville det have været tærsket, så når vi finder aksdele, er det et meget stærkt indicium på, at de første nordboere dyrkede deres eget korn,« siger han.

Den lille istid gjorde korndyrkning umulig

Fundet af de to små kornaks dokumenterer altså, at de tidlige nordboere dyrkede korn, og det passer som fod i hose med forskernes forestilling om, at nordboerne forsøgte at fortsætte deres levevis fra deres oprindelige hjemstavn.

De vikingerne ankom til Grønland, fandt de landet helt tomt for mennesker og måtte dermed selv finde sig til rette, og her var det oplagt at forsøge at fortsætte den levevis, som de var vant til.

Klimaet var lidt varmere end i dag. Grønlands sydspids var frodig og grøn og har uden tvivl virket indbydende på Erik den Røde og hans folk. Det har opmuntret dem til at forsøge sig med at dyrke noget af det såsæd, som de har medbragt fra Island.

De fundne kornaks fortæller, at de tidlige nordboere har forsøgt at opretholde den fulde landbrugspakke hjemmefra, uagtet at Grønland, selv da de ankom, ikke var det mest velegnede sted.

Der gik dog ikke ret lang tid, før ethvert forsøg på korndyrkning er mislykkedes. I løbet af de første århundreder efter deres ankomst blev klimaet koldere og koldere indtil den lille istid satte ind i 1300-tallet.

»Nordboerne har ikke kunnet dyrke i de sidste århundreder af den tid, de var på Grønland, fordi klimaet var for dårligt. Korn skulle nemlig have en rum tid til at vokse i, og bliver vækstsæsonen for kort, får man ikke høstet ny sæd til næste sæson. På et eller andet tidspunkt har vikingerne derfor ikke kunnet opretholde såsæd til ager, som de har kunnet spise og dyrke øl af, og det har gjort det sværere for dem at overleve,« siger Peter Steen Henriksen.

Nordboerne sang på sidste vers

Måske gjorde kulden det ikke kun af med byggen, men også med nordboerne som sådan. Da Erik Den Røde ankom til Grønland, var alle innuiter i Grønland uddøde på grun af det barske klima, så samme skæbne kan sagtens have ramt nordboerne – eller også fik kulden dem til at opgive at bo der og rejse væk.

Det sidste livstegn, vi har fra dem, stammer fra et bryllup i Valsej kirke i 1408, som er omtalt i skriftlige kilder. Herefter forsvandt vikingerne fra Grønlands overflade. Ingen ved præcist hvonår, hvorhen og hvordan.

Forskerne fra Nationalmuseet har netop lagt sidste hånd på en videnskabelig artikel om fundet, som de forventer at publicere i et videnskabeligt tidsskrift. Forskerne mangler dog stadig at analysere en lang række prøver, så der går nok et år inden den endelige internationale publicering.