Selvom vi længes efter sommerferien og mere tid sammen med familien, er det på jobbet, vi oftest er tilfredse.
Det viser en ny rapport fra EU's arbejdsmarkedsanalyseinstitut, Eurofound, om familieliv og arbejde.
Det overrasker ikke lykkeforsker ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, Christian Bjørnskov:
»Selv om vi arbejder hårdt og måske ikke altid laver noget, der er særligt spændende, så er jobbet stadig et sted, hvor vi får anerkendelse enten i form af et klap på skulderen eller en bonus. Vi kan se, vi når vores mål. Det kan man ikke med familien,« siger han ifølge Videncenter for Arbejdsmiljø.
Han understreger dog, at det ikke er noget, folk normalt vil indrømme.
\ Fakta
»Når man spørger til den slags, så husker folk på hurraoplevelserne, men ikke på de sure pligter,« siger Christian Bjørnskov.
Familien skal tilpasses arbejdet
Undersøgelsen afslører store forskelle inden for EU:
I Norden er der ikke er tid nok til at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen, mens folk i Central- og Østeuropa i højere grad siger, at de er for trætte, når de kommer hjem, fordi de har hårdere job og værre arbejdsforhold.
»Det er lettere at gøre noget ved problemet i de lande. For hvis man har ordentlige arbejdsforhold, så er det jo op til den enkelte at indrømme, at man har taget fejl i sin prioritering mellem job og familie,« siger Christian Bjørnskov ifølge Videncenter for Arbejdsmiljø.
Undersøgelsen viser også - ikke særlig overraskende - at folk generelt er mere lykkelige, hvis de er i arbejde.



































