Det officielle Danmark flager i dag for udsendte danske soldater siden 1948. Mindesmærker og mindedage er dog noget som først og fremmest har betydning for soldaterne selv og deres pårørende.
For dem er det ikke helt ligegyldigt, om der på en tilbagevendende dag bliver sunget en nationalsang, nedlagt en krans og holdt en tale.
Men det er heller ikke uden betydning, at vi andre husker dem.
Det fortæller de to historikere lektor ved Roskilde Universitet Claus Bundgaard Christensen og museumsinspektør ved Frihedsmuseet Jakob Sørensen. De har forsket i henholdsvis dansksindedes krigsdeltagelse under Første Verdenskrig, og danskere som gik i allieret krigstjeneste under Anden Verdenskrig.
Claus Bundgaard Christensen fortæller om den hyldestkultur, der i Danmark var omkring veteranerne fra Første Verdenskrig.
»Da de vendte hjem med skib, blev de modtaget af tusindvis af mennesker, som hyldede dem på havnen,« siger historikeren og fortsætter:
»De blev hyldet som hjemvendte sønner, som var blevet ofre for krigen. Der var meget varme følelser for dem rundt omkring i Danmark. I dag eksisterer der over 100 mindesmærker for dem alene i Sønderjylland.«
\ Fakta
Sådan var det ifølge Jakob Sørensen ikke helt for de danskere, som vendte hjem fra krigstjeneste i udlandet i 1945. De blev nemlig glemt.
Veteraner blev mindet og hyldet til deres død
De 100 mindesmærker og den årlige mindedag for afslutningen af Første Verdenskrig (kapitulationsdagen den 11. november) har betydet meget for denne krigs veteraner og pårørende.
Det ved Claus Bundgaard Christensen, fordi han i forbindelse med sin bog ‘Danskere på Vestfronten’ har været i forbindelse med mange pårørende. »Dengang veteranerne var i live, var mindesmærkerne et fysisk sted, hvor de kunne samles på mærkedage. Hvis man går ind i veteranforeningens arkiv, så kan man se, hvor meget mindesmærkerne betød som et samlingspunkt for deres foreningsliv og for deres arrangementer,« siger historikeren.
Han fortæller, at denne mindekultur levede i bedste velgående op til engang i firserne, hvor veteranerne begyndte at dø af alderdom.
»Man mødtes og fik lejlighed at tale med sine venner fra dengang, og man fik på den måde mulighed for at tale med folk, som havde de samme erfaringer som en selv. Mindestederne indgik på den måde som et sted, hvor det var vigtigt at mødes.«
I dag er nogle af mindestederne stadig i brug. Børn og børnebørn til veteranerne tager nemlig dertil for at erindre far og bedstefars oplevelser under krigen.
LÆS OGSÅ: Danskere ønskede at samarbejde med tyskerne
Danskere i allieret tjeneste blev glemt
Jakob Sørensen er enig i, at mindedagene mest har betydning for veteranerne selv og deres familie.
Men det at blive husket af os andre har også betydning for soldaterne.
Historikeren har i sin ph.d.-afhandling afdækket, hvad der skete med de næsten 1000 danskere, som valgte at gå i allieret krigstjeneste udenfor Danmark under Besættelsen.
Disse soldater fik ikke meget plads i den historie, som blev danskernes fælles fortælling om tiden fra 1940 til 1945, og erindringen om dem kan ikke hænges op på nationale mærkedage som 9. april eller 4. maj.
»De har været meget skuffede over, at de ikke føler, de har fået en officiel anerkendelse af det, de gjorde,« siger historikeren på baggrund af at have talt med de gamle veteraner i forbindelse med hans ph.d.-afhandling.
Veteraner mangler en dansk mærkedag
De har været meget skuffede over, at de ikke føler de har fået en officiel anerkendelse af det, de gjorde.
Ph.d. i historie Jakob Sørensen
Veteranerne fik dog overrakt en medalje af kong Christian X. Men der kan ifølge Jakob Sørensen være flere grunde til, at de ikke får så meget opmærksomhed som modstandsbevægelsen.
De danskere, som gik i allieret tjeneste, kæmpede under Anden Verdenskrig forskellige steder i verden, og de vendte derfor hjem på forskellige dage efter krigen.
Derfor er der ikke rigtig en dag, som er fælles for dem alle. Og der er således ingen begivenhed såsom 4. maj eller 9. april, som har sat sig i danskernes kollektive erindring om de danske frivillige soldater. »Det har også en selvforstærkende effekt, at de ser sig selv som en overset gruppe. Mens modstandsbevægelsen har været enormt god til at blande sig i debatten, så har de her folk mere dyrket hinanden i et lukket selskab,« siger Jakob Sørensen.
Foreningens aktiviteter kan for eksempel være en bustur til Normandiet. Altså ikke en type aktivitet som får stor mediebevågenhed.
Tidlige krigsoplevelser fylder meget
Det er ifølge historikeren svært at sige, hvor meget skuffelsen over at være glemt egentlig har betydet for de gamle krigsveteraner.
»Men det er jo helt klart noget, der optager dem. Når man i sine unge år oplever nogle meget dramatiske ting, så kommer det jo til at fylde noget resten af livet,« siger han.
