Vandkremering og vinylplader af din aske: Utraditionelle begravelsesritualer

Hvad skal der ske med dine jordiske rester, når du engang dør?

I det forløbne århundrede har de fleste amerikanere accepteret et begrænset antal valgmuligheder uden at sætte spørgsmålstegn ved det.

Samtaler om døden og planer for begravelsen eller bisættelsen har længe været tabu. Men det er altsammen ved at ændre sig.

Jeg forsker i begravelser og kirkegårdslovgiving, og jeg har oplevet, at amerikanerne i stigende grad er villige til at tale om deres egen dødelighed, hvad der følger efter livet samt nye begravelsesriter og bisættelsesskikke.

Babyboomer-generationen vil have mere kontrol over deres egen jordfæstelse og bortskaffelsen af deres jordiske rester, så deres valg for efterlivet matcher de værdier, de havde, mens de var i live.

\ Læs mere

Højtstående skandinavisk vikingekriger fik flot begravelse i Skotland

Virksomhederne følger trop ved at tilbyde nye måde at mindes de afdøde samt bortskaffe de jordiske rester.

Begravelsesriter, som det tibetanske begravelsesritual ‘Himmelbegravelsen‘, hvor den afdødes krop bliver lagt tilgængelig for gribbe, der smæsker sig i kadaveret, eller et ‘vikingebegravelsesritual‘ via et ligbål ombord en båd, som ‘Game of Thrones’-fans nok er bekendt med, er stadig ulovlige i USA. Men lovgivningen er ved at ændre sig for at tillade et stigende antal valgmuligheder.

Det traditionelle ritual er ‘dybt underligt’

I 1963 skrev den engelske journalist og aktivist Jessica Mitford ‘The American Way of Death‘, hvor hun afslørede alle begravelsesbranchens mere eller mindre usmagelige tricks samt de mest almindelige måder for bortskaffelse af afdøde i USA, som den dag i dag stadig benyttes.

I bogen beskrev hun, hvordan man midlertidigt og kort efter døden er indtruffet, præserverer de jordiske rester ved at erstatte blodet med en formaldehydbaseret balsameringsvæske.

\ Læs mere

Ældre vil gerne tale om døden og den sidste tid

Derefter placeres den afdøde i en dekorativ træ- eller metalkiste og fremvises for familie og venner i kapellet for senere at blive begravet i en beton- eller stålkrypt eller gravhvælving markeret med en gravsten.

Jessica Mitford beskriver dette jordfæstelsesritual som ‘dybt underligt’ og hævder, at denne rite blev opfundet af den amerikanske begravelsesindustri, der opstod i begyndelsen af ​​det 20. århundrede.

Praksis uhørt udenfor USA og Canada

Hun skrev i The Atlantic:

»Udlændinge er forbløffede over at høre, at næsten alle amerikanere bliver balsameret og offentligt fremvist, efter døden er indtruffet. Den praksis er uhørt udenfor USA og Canada.«

Næsten alle amerikanerne, der afgik ved døden i 1930’erne, samtidigt med balsameringsmetoden blev veletableret, fik deres jordiske rester bortskaffet på denne måde.

Men det er hverken billigt eller godt for miljøet. I USA beløb en bisættelse inklusiv gravsted, krypt eller gravhvælving sig i 2014 til igennemsnittet 8.508 US dollar (53.000 danske kroner).

Når omkostningerne for gravsted og gebyr for åbning og lukning af grav samt gravstenen tages med i beregningen, stiger de samlede omkostninger let til 11.000 US dollar (68.000 danske kroner).

Denne bisættelsesmetode bruger også en masse naturressourcer. Hvert år begraver vi 800.000 liter formaldehydbaseret balsameringsvæske, 115 millioner tons stål, 2,3 milliarder tons beton og nok træ til at bygge 4,6 millioner enfamiliehuse.

Efterspørgslen på alternativer er steget

Jessica Mitfords bog påvirkede flere generationer af amerikanere, begyndende med babyboomer-generationen, der stillede spørgsmålstegn ved denne form for bisættelse og jordfæstelse.

Som følge er efterspørgslen på alternativer – som eksempelvis hjemmejordfæstelser og grønne bisættelser – steget markant.

De mest almindelige årsager er et ønske om at føle tilknytning til og ære deres kære på en mere meningsfuld måde samt et mindre bekosteligt og mindre miljøskadeligt valg.

Stigning i kremeringer

Den mest radikale ændring, i måden amerikanerne håndterer deres afdøde, har været kremeringmetodens stigende popularitet.

Kremering er billigere end jordfæstelse, og selvom metoden bruger fossile brændstoffer, anses det generelt for at være et mere miljøvenligt valg end begravelse i en kiste og krypt.

Kremering blev lovliggjort i en håndfuld delstater i 1870’erne og 1880’erne, men alligevel var det et meget sjældent valg i det følgende århundrede.

Kremeringens popularitet begyndte at stige i løbet af 1980’erne, og i 2015 var det den fortrukne metode brugt ved knap halvdelen af alle dødsfald i USA.

Kremering er mest populær i byområder, hvor omkostningerne ved begravelse kan være relativt høje, i delstater med en stor mængde tilflyttere, og blandt personer der ikke identificerer med en bestemt religiøs trosretning.

Forskel delstaterne imellem

Beboerne i vestlige delstater som Nevada, Washington og Oregon vælger oftest kremering. Metoden benyttes i forbindelse med helt op til 76 procent af alle dødsfald.

I Mississippi, Alabama og Kentucky er det kun 25 procent der vælger kremering; den laveste andel i USA.

National Funeral Directors Association forudsiger, at den landsdækkende kremeringsrate vil nå 71 procent, når vi når frem til 2030.

Den dramatiske stigning i kremationer er hovedsaglig forårsaget af en stor forandring i den amerikanske bisættelsespraksis, der har bevæget sig væk fra jordfæstelse og balsamering, der ikke er et egentligt lovkrav i delstaterne, men som de fleste bedemænd alligevel kræver, hvis familien ønsker en fremvisning af den afdøde før begravelsen.

Omkostningerne har effekt på valget

I 2017 fandt et studie, der granskedede de personlige præferencer blandt amerikanere over 40 år, at mere end halvdelen foretrak kremering.

Kun 14 procent af de adspurgte sagde, at de ønskede en komplet jordfæstelse med fremvisning og visitation før kremering. Siden 2015 er dette tal faldet fra 27 procent. Omkostningerne er til dels årsagen bag denne forandring.

I 2014 var medianprisen for en jordfæstelse med fremvisning og kremering 6.078 US dollar (38.000 danske kroner). En ‘direkte kremering’, som ikke omfatter balsamering eller fremvisning, koster typisk 700 US dollar til 1.200 US dollar (4.400 til 7.500 danske kroner).

De efterladte kan vælge at begrave den kremeredes jordiske rester på en kirkegård eller opbevare urnen i hjemmet, men der tilbydes også et uoverskueligt udvalg af muligheder som at inkorporere asken i genstande som glaspapirvægte, smykker og endda vinylplader.

\ Læs mere

Det tænker vi, når vi ligger for døden

Mens 40 procent af respondenterne i 2017-studiet associerer en kremering med en mindehøjtidelighed, holder amerikanerne i stigende grad disse ceremonier i religiøse institutioner eller ikke-traditionelle steder som parker, museer og endda derhjemme.

Det grønne valg

Endnu en trend er mere grønne alternativer til både den traditionelle jordfæstelse og kremering.

Et studie fra 2017 fandt, at 54 procent af respondenterne var interesserede i grønne muligheder. Til sammenligning viste en spørgeundersøgelse fra 2007, hvor respondenterne var over 50 år eller ældre, at blot 21 procent var interesserede i en mere miljøvenlig begravelse.

Et eksempel på en ny metode til bortskaffelse af jordiske rester er alkalisk hydrolyse, der indebærer, at bedemanden opløser de jordiske rester i lud.

Alkalisk hydrolyse kaldes ofte ‘vandkremering’ og er mere miljøvenlig end både kremering og jordfæstelse.

De fleste bedemænd, der tilbyder både alkalisk hydrolyse og kremering tager samme pris for begge metoder.

Alkalisk hydrolyse producerer et restprodukt, der minder om den aske, man står tilbage med efter kremering, som de pårørende kan få udleveret i en urne.

Selvom de fleste amerikanere ikke er fortrolige med processen, rapporterer de bedemænd, der tilbyder metoden, at de efterladte foretrækker den fremfor kremering. Californien var for nylig den 15. delstat, der legaliserede metoden.

Hjemmebisættelser

Et stigende antal familier er også interesserede i såkaldte ‘hjemmebisættelser‘, hvor de jordiske rester rengøres og forberedes på bortskaffelse hjemme hos familien, i det religiøse samfund eller blandt venner.

Hjemmebisættelserne efterfølges af kremering eller jordfæstelse i egen jord, en traditionel kirkegård eller en grøn kirkegård.

Med assistance fra bedemanden eller en uddannet bisættelsesguide vender familien, der vælger en hjemmebisættelse, tilbage til en praksis, der går forud for den moderne begravelsesindustri.

Fortalerne hævder, at man ærer forholdet mellem de efterladte og den afdøde ved at drage omsorg for de jordiske rester i hjemmet.

Hjemmebisættelserne anses også for at være mere miljøvenlige, fordi den afdøde er midlertidigt bevaret ved brug af tøris i stedet for formaldehydbaseret balsameringsvæske.

Green Burial Council hævder, at forkastelsen af kremering er en måde at vælge mere grønt.

‘Hybrid’ kirkegård i New York

Andre vælger at blive kremeret indhyllet i stof eller i en biologisk nedbrydelig kiste i stedet for en kiste lavet af hårdttræ eller metal, der ikke er bæredygtigt.

Green Burial Council har til formål at fremme standarden af de grønne begravelsesprodukter samt udsteder certificeringer til bedemænd og gravpladser. Mere end 300 udbydere er i øjeblikket certificeret i 41 delstater og i 6 canadiske provinser.

Et eksempel er den historiske New York-kirkegård, Sleepy Hollow Cemetery, hvor blandt andet Washington Irwing ligger begravet.

\ Læs mere

Sociale medier gør døden mere synlig

Sleepy Hollow Cemetery er en certificeret ‘hybrid’ kirkegård med et område forbeholdt grønne jordfæstelser; ingen balsamering, ingen krypter eller kister medmindre de er biologisk nedbrydelige – kroppen ryger ofte lige ned i jorden i blot en enkel indpakning.

Det står klart, at amerikanerne skubber til de ‘traditionelle’ grænser for, hvordan de ønsker at mindes deres kære samt bortskaffe deres jordiske rester.

Jeg tror dog ikke, at vi kommer til at opleve vikingetidens ligbål ombord en båd eller de tibetanske himmelbegravelser – selvom man selvfølgelig aldrig skal sige aldrig.

Tanya D. Marsh hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.