Det tænker vi, når vi ligger for døden

»Det, der ligger os på sinde at fortælle om, når vi ligger for døden, er kærligheden og omsorgen knyttet til de mennesker, som har betydet noget - bedsteforældre, forældre, ægtefæller, børn, venner. Ja, selv perifere mennesker, der har sat spor gennem livet.«

Sådan fortæller Oddgeir Synnes, seniorlektor ved Betanien diakonale høgskole i Bergen, Norge. I sin doktorgradsafhandling har han set på fortællinger og digte fra 51 alvorligt syge mennesker i alderen 43 til 95.

Oddgeir Synnes har afholdt tre skrive- og fortællekurser ved en palliativ (smertelindrende) sengeafdeling for patienter med en livstruende eller uhelbredelig sygdom og lige så mange kurser på en afdeling for alvorligt kræftsyge.

»Materialet var så unikt og spændende, at jeg ønskede at arbejde videre med det,« fortæller Oddgeir Synnes til forskning.no.

Barndomshjemmet går igen i fortællingerne

Ud af 300 sider med fortællinger er der nogle ting, der går igen hos mange af patienterne. Særligt historier om ’det specielle sted’ – barndomshjemmet, landstedet eller hytten.

»Stedets betydning spiller en central rolle, og det at kunne nyde naturen og årstiderne. Foråret trækkes frem som håbets og fornyelsens tid og nyt liv.«

»Glæden over at kunne fortælle om disse steder og de minder, stederne har givet patienterne, er tydelig, men vanskelig at måle,« fortæller Oddgeir Synnes, der har skrevet fortællingerne ned for de mest syge, som ikke selv kunne klare at skrive længere.

Jordbærbedet var paradis på jord

En af fortællingerne handler om det optimale sted – jordbærbedet:

»Om jeg fikk reise tilbake til ett sted…
Så ville jeg reist til landstedet […]
Et paradis på jord
Tenk, hele stedet lukter jordbær!
Somrene i bryggerhuset
til min svigerinne
Med utsikt mot havet
I de lyse, stille sommernettene
tar vi en «bryggeslenger»
ned til sjøen
Det klarner hodet
Og når du våkner om morgenen
Og slår opp døren
Kan du kjenne den:
Jordbærlukten!«

Kvinden bag fortællingen deltog kun i skrivegruppen én gang. Dagen efter var kvindens tilstand blevet alvorligt forværret og hun havde ikke lang tid igen. Men hun ville så gerne høre sin fortælling om jordbærbedet igen.

Fortællingen blev faxet op til afdelingen, og familien kunne fortælle, at fortællingen var blevet læst højt af familiemedlemmerne flere gange i løbet af de sidste dage, hun levede, og at dette betød meget for den døende kvinde.

Tanken om døden skaber fortællinger

Sygdom prægede generelt alle fortællernes liv og havde en central rolle i deres hverdag. Og forberedelsen på at dø og forventningen om det, der eventuelt ventede dem, skabte også forskellige fortællinger.

»De imødekom det selvfølgelig på forskellig vis,« siger Oddgeir Synnes.

Han beskriver, at tre tendenser træder frem i fortællingerne om mødet med sygdommen.

1. Den første handler om fortvivlelsen og sorgen i mødet med sygdom og død.
2. I den anden kategori prøver fortællingerne at finde en mening i mødet med sygdommen.
3. Og i den tredje kategori er fortællingerne stærkt prægede af ambivalens: store udsving mellem skiftevis håb og håbløshed, fortvivlelse og glæde.

’Døden som en sort hund’

En fortælling, som i særlig grad viser de modstridende tanker om døden, er fortællingen om ’døden som en sort hund’.

I fortællingen startede døden med at være en hund, der opsøgte fortælleren i drømme og skræmte hende, men senere i fortællingen forsvinder hunden, og hun begynder at savne den. Fortællingen slutter med:

»Nogle gange savner jeg ham. Det er nemmere at være klar over, at du snart skal dø end at prøve at overleve.«

Den ambivalente tendens gør sig også gældende i mødet med fremtiden, forklarer Oddgeir Synnes.

»Flere af de døende fremstiller i deres fortællinger en søgen efter en sammenhæng gennem håbet om et liv efter dette. Andre finder sammenhængen i, at minderne efter dem vil leve videre hos de efterladte. Men flere fortællinger udtrykker dyb fortvivlelse eller en stor grad af ambivalens over mødet med døden.«

Fortællingerne sætter ord på kærligheden

Oddgeir Synnes gav deltagerne på skrivekurserne åbne opgaver, som: ’Hvis du kunne rejse tilbage til et sted, du har været’ og ’Dét menneske glemmer jeg aldrig’.

»Det at få fortalt betyder meget. Også i forhold til at kunne vise andre sider af sig selv, der ikke bare handler om at være syg og døende. Den største og vigtigste værdi ved disse tekster er, at deltagerne kan vise frem, at de har været vigtige for andre mennesker gennem livet, og at andre mennesker har været vigtige for dem.«

De efterladte har gavn af fortællingerne

Og fortællingerne lever videre. Ifølge Oddgeir Synnes er de nedskrevne fortællinger blevet brugt af familierne bagefter.

En af deltagerne, der døde, havde ikke længere nogle nære slægtninge, og præsten, der skulle forrette begravelsen, havde ingenting at fortælle om den afdødes livshistorie.

Men så blev fortællingerne brugt: Gennem dem fik de, som kom til begravelsen, den afdødes tanker om barndommen og opvæksten at høre. De fik indsigt i den afdødes tanker om at leve med sygdommen, hans tanker om fremtiden og hans håb om, at der var en anden verden efter denne.

Vittigheder kan gøre det ud for fortælling

I fortællingerne blev arbejde og karriere ikke trukket frem som noget vigtigt. I stedet er det, hvad jeg vil kalde ’selvtranscenderende værdier’ – værdier, som handler om at orientere sig mod andre mennesker og sammenhænge uden for sig selv – som spiller en rolle for de mennesker, der ser, at livet er ved at ebbe ud.

Seniorlektor Oddgeir Synnes

Også patienter, der ikke følte sig hjemme i fortællingens kunst, indgår i Oddgeir Synnes afhandling.

»Jeg har erfaret, at hvis de døende ikke orker at fortælle lange historier, kan det i stedet være, at de har en vittighed eller morsom bemærkning at komme med,« fortæller Oddgeir Synnes, der en efterårsdag kom ind til en, som ikke var så snakkesyg.

Men noget havde hun da at byde på:

»I dag er det høst
Jentene går med hengebrøst
Og guttene har lite løst
Da er det høst«

Fortællingen giver et tilflugtssted

Mange af de, der deltog i projektet, var meget syge, og deres eksistens var skrællet ned til et minimum.

»Her var det at tage fat i det friske og kreative en kærkommen mulighed. Fortællingen om det gode og morsomme, vi har oplevet, bliver også en slags beskyttende puppe fra livets hårde realiteter her og nu - noget vi kan trække os ind i. Og det at få fortalt, skrevet ned og få fortællingen læst op blev vigtigt for deltagerne,« slutter Oddgeir Synnes.

Hans afhandling 'Forteljing som identitetskonstruksjon ved alvorleg sjukdom, Det teologiske Menighetsfakultet' ventes færdig i løbet af foråret 2012.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson