Unge med indvandrerbaggrund er splittede mellem to liv

Globaliseringen er over os, og efter mange årtier med indvandring er danskerne blevet et mere mangfoldigt folk med rødder i flere forskellige lande. Danmark er blevet multikulturelt, siger nogle.

Alligevel kan det stadig være svært at føle sig accepteret, hvis man er ud af en slægt, der har oprindelse et andet sted i verden - især hvis det er i et ikke-vestligt land, understreger ny sociologisk forskning.

»Nogle minoritetsunge befinder sig mellem to lejre – en indvandrerlejr, der består af deres familiemedlemmer og venner med indvandrerbaggrund, og en dansk lejr,« siger Jeppe Fuglsang Larsen, der er ekstern lektor på Aalborg Universitets Institut for Sociologi og Socialt arbejde.

»Det kan være en svær position, fordi de ikke føler, at de rigtigt hører til, hverken det ene eller det andet sted. For at tilpasse sig, er de konstant tvunget til at tage stilling til deres identitet og etnicitet. De udvikler en slags dobbeltbevidsthed,« fortætter han.

Jamen, hvor kommer du rigtigt fra?

Jeppe Fuglsang Larsen har netop publiceret analyserne af otte kvalitative interviews, han har lavet med en gruppe unge, der har det tilfælles, at deres forældre kommer fra et muslimsk land, i det seneste nummer af fagbladet Dansk Sociologi. Alle de unge, han har interviewet, var i gang med eller havde afsluttet en uddannelse, og de har gået i danske folkeskoler.

På interviewtidspunktet var de ovenikøbet aktive i et råd, der netop beskæftigede sig med de problematikker, der er forbundet med at være etnisk minoritet i Danmark (se faktaboks).

»De unge, jeg har interviewet, har resurserne til at være velartikulerede omkring deres situation. De kæmper for passe ind, de vil gerne klare sig godt og give et positiv indtryk,« siger Jeppe Fuglsang Larsen og fortsætter:

»Alligevel føler de ikke, at de bliver accepteret. De bliver hele tiden konfronteret med, at de ikke hører til, for eksempel bliver de konstant spurgt, hvor de kommer fra. Når de så svarer, at de er født Danmark, bliver de spurgt: 'Jamen, hvor kommer du rigtigt fra?'«

Unge er splittet mellem to lejre

I artiklen i Dansk Sociologi reflekterer Jeppe Fuglsang Larsen og lektor Sune Qvortrup Jensen fra Aalborg Universitet over den identitetsforhandling, de unge interviewpersoner med etnisk minoritetsbaggrund giver udtryk for.

Nogle af dem udtrykker frustration:

»I den danske lejr føler de, at de hele tiden skal gøre noget ekstra for at blive accepterede. I indvandrerlejren føler de heller ikke, at de hører til, for der får de af nogle at vide, at de er blevet for integrerede og for danske. De bliver beskyldt for at forråde deres egne,« siger Jeppe Fuglsang Larsen.

Der er repræsentanter for indvandrer-kategorien

I interviewene giver de unge udtryk for, at de konstant er bevidste om deres etnicitet, og hvilke signaler de sender, fordi de til hverdag hele tiden navigerer mellem to lejre, for eksempel deres danske skole og den etniske familie derhjemme.

De kæmper konstant for at give et godt billede af sig selv og vise, at de er gode samfundsborgere. De vil gerne være med til at nedbryde de fordomme, mange danskere har om unge med etnisk minoritetsbaggrund.

En af deltagerne fortæller for eksempel, at hun ofte går rundt med en dansk avis under armen for på den måde at signalere til omverdenen, at hun følger med i danske samfundsforhold. En anden siger, at han er særlig sød mod ældre damer for gøre op med fordomme om, at indvandrere holder sig for sig selv og er voldelige. En tredje terper hver eneste dag nye danske fremmedord, som han sørger for at bruge i sine daglige samtaler for på den måde »at blive mere dansk end en dansker«.

»De vil gerne være et godt eksempel, for de føler sig som repræsentanter for hele kategorien 'indvandrere'. Ved at gøre gode gerninger og tale ekstra godt dansk, prøver de at ændre nogle af opfattelser, som de forestiller sig, at etniske danskere har om unge med indvandrerbaggrund,« siger Jeppe Fuglsang Larsen.

De får et dobbelt syn på sig selv

Når de unge på den måde hele tiden reflekterer over deres identitet og kæmper for at tilpasse sig, sker der ifølge Jeppe Fuglsang Larsen noget med deres bevidsthed:

»Når de hele tiden navigerer og begår sig i forskellige kulturelle sammenhænge, er der tegn på, at de udvikler en form for dobbeltbevidsthed. Med det mener jeg, at de får en særlig evne til at se sig selv udefra og reflektere over deres egen identitet og etnicitet,« siger han og fortsætter:

»Man tænker ikke over det til dagligt, men der er personer i Danmark, som er tvunget til at forholde sig til deres etnicitet hele tiden. Selvom de unge, jeg har interviewet, har klaret sig godt med uddannelse og job, støder de hele tiden på identitetsproblematikker: De skal konstant gøre noget ekstra for at passe ind.« (Se citat fra en af de interviewede i faktaboks)

Sorte briter havde det samme problem

Jeppe Fuglsang Larsen understreger, at de interviews, han har lavet, ikke kan give et generelt billede af, hvordan unge med etnisk minoritetsbaggrund har det i Danmark for tiden:

De unge, han har interviewet, er i en særlig position, fordi de er resursestærke, under uddannelse og samtidig er aktivt engagerede i at ændre billedet af indvandrere.

Der er dog god grund til at tro, at det generelt er et vilkår for folk, der lever i et samfund, hvor de har etnisk minoritetsbaggrund, at de er tvunget til at reflektere over deres etnicitet og bruge forskellige strategier til at finde sig til rette. I mange år har sociologer og kulturforskere i hvert fald talt om, at folk, som lever i et såkaldt grænseland mellem forskellige kulturer, udvikler en slags dobbeltbevidsthed.

I 1993 udgav den britiske litteraturprofessor Paul Gilroy bogen 'The Black Atlantic: Modernity and Black Consciousness'. Han brugte begrebet 'dobbeltbevidsthed' til at beskrive en en psykologisk tilstand hos sorte briter, der kommer ud af en slaveslægt, når de stræber efter at forene deres afrikanske arv med en europæisk opdragelse og uddannelse.

I Danmark er det heller ikke første gang, begrebet bliver brugt.

»Det er et fænomen, der har eksisteret lige så længe, som der har været etnicitetsunge i Danmark: Medmindre de lever ekstremt ghettoiseret, tror jeg, at de fleste af dem forholder sig ekstra meget til, hvordan andre opfatter dem. Det er et vilkår, når man har etnisk minoritetsbaggrund, og det med at tilpasse sig og reflektere over sin identitet er processer, der fortsætter hele deres liv,« siger Yvonne Mørck, der er lektor på Roskilde Universitets Institut for Samfund og Globalisering.

Splittet mellem kollektivisme og individualisme

Yvonne Mørck ved, hvad hun taler om, for hun er en af Danmarks mest erfarne forskere i etniske minoriteter:

I årevis har hun fulgt og interviewet adskillige etniske minoritetsunge blandt andet for at finde ud af, hvordan de danner deres identitet og bliver integrereret i Danmark. Tilbage i 1998 udgav hun bogen 'Bindestregsdanskere – fortællinger om køn, generationer og etnicitet'.

»Jeg var en af de første forskere, der skrev om etniske minoritetsunge på den måde, det vil sige som bindestregsdanskere. Både i de første og i de senere interviews jeg lavede, talte de unge om, at de skulle finde deres egne ben i et grænseland mellem den traditionsbunde og kollektivistiske kultur, som deres tyrkiske og pakistanske forældre repræsenterede, og den mere individualistiske kultur, som de mødte i det danske samfund,« siger Yvonne Mørck.

Det er smertefuldt at være i grænselandet

En anden prominent integrationsforsker og kultursociolog Flemming Røgilds, der er lektor på København Universitets Sociologiske Institut, har følgende at sige om dobbeltbevidsthedsbegrebet:

»Begrebet dobbeltbevidsthed peger på det smertefulde ved at skulle opleve majoritetssamfundets udstødning af en selv og ens ligesindede, men det er også et begreb, der peger på mulighederne for at overskride de fastlåste grænser mellem forskellige etniske, kulturelle og nationale grupper.«

I sin bog 'Stemmer i et grænseland' og i artiklen 'Mangfoldighedens Entrepenører', der i 1992 blev bragt i det hedengange tidsskrift HUG! om kultur og politik, har Flemming Røgilds skrevet om, hvordan unge indvandrere i København forhandler deres identitet i grænselandet mellem forskellige kulturelle lejre eller grupper i samfundet.

Etniske minoritetsgrupper er heterogene

Der er stor forskel på, hvordan unge med etnisk minoritetsbaggrund klarer den splittelse, de oplever viser Flemming Røgilds forskning og Yvonne Mørcks mange interviews med etniske minoritetsunge.

»Ligesom den danske befolkning er heterogen, indeholder de forskellige etniske minoritetsgrupper stor diversitet for eksempel i forhold til uddannelsesbaggrund, politisk tilhørsforhold og den enkeltes råderum inden for familierne. Nogle af dem får noget konstruktivt ud af at være splittet. De får dannet en slags blandingskultur, hvor de tager det, de anser for det bedste fra begge lejre. Man kan sige, at der opstår en kulturel kreolisering,« siger Yvonne Mørck.

Inden for socialantropologi bliver begreber som 'kreolisering' og 'hybridisering' brugt til at beskrive en proces, hvor elementer fra en kulturel kontekst smelter sammen med elementer fra andre kulturer, så nye blandingsudtryk opstår. Man siger, at en ny kultur opstår som resultat af, at forskellige kulturelle elementer blandet sammen.

Danskhed er forankret i fortiden

Blandingskulturer kan opstår, når unge med etnisk minoritetsbaggrund tager noget fra deres forældres kultur og traditioner og blander det med elementer fra det danske samfund.
De unge, Jeppe Fuglsang Larsen har interviewet, giver udtryk for, at de gerne vil accepteres og være en del af en slags blandingskultur, hvor grænserne mellem den danske lejr og indvandrerlejren ikke er så fasttømrede og ekskluderende, som de er nu.

»I det råd, de unge er medlem af, har de formuleret begrebet 'nudanskhed'. Det henviser til, at danskhed og det at være dansker burde være noget dynamisk, som hele tiden ændrer sig. Ligesom den nudanske ordbog, som hele tiden bliver fornyet og udvidet med nye ord,« siger Jeppe Fuglsang Larsen.

»Ved at opfinde begrebet 'nudanskhed' prøver de unge at gøre op med ideen om, at man kan forankre danskhed i en eller anden fjern fortid. For hvis den eneste definition på at være dansker er, at man har en bestemt kulturel opvækst med grobund i en fælles fjern fortid, vil de aldrig nogensinde – hvor meget de end ønsker det - kunne blive accepteret som danskere, selv om de er født og opvokset her,« fortsætter han .

Unge har brug for at sprænge rammerne

Selv om der efterhånden har været indbyggere med mørkere hud, andre religiøse overbevisninger, andre madvaner og måske tørklæder i Danmark i årtier, er det altså stadig svært at føle sig accepteret som medborger, hvis man ikke har danske forfædre i generationer tilbage, tyder forskningen på.

Ifølge Jeppe Fuglsang Larsen kan det skyldes, at vi stadig laver skel og kategoriserer blandt andet ved at bruge begreber som 'indvandrer', 'andengenerationsindvandrer', 'tredjegenerationsindvandrer' og så videre om personer, der er født i Danmark.

»Den slags kategorier er forankret i fortiden, fordi de henviser til, at kultur ikke ændrer sig, og at man er bundet til sine forældres kultur – de åbner ikke op for, at man kan sprænge rammerne og danne nye fællesskaber. På samme måde er manges forståelse af begreber som dansk og danskheden forankret i fortiden, fordi begreberne ikke kan rumme personer, som befinder sig i grænselandet mellem det at være dansker og ikke-dansker,« siger Jeppe Fuglsang Larsen.