Stort regnskovsprojekt kuldsejler i administration

»Det her blev til at starte med lanceret som et quick fix til at stoppe rydning af skoven i ulandene og på den måde reducere CO2-udledningen. Nu er der gået snart 10 år med kapacitetsopbygning.«

Konstateringen kommer fra lektor i skovforvaltning i ulande på Københavns Universitet, Jens Lund.

Han har forsket i skovbrug i blandt andet Tanzania i de seneste 15 år, og han har set nogle meget uheldige resultater af FN og Verdensbankens forsøg på at redde regnskoven.

Nemlig at der intet er sket i forhold til at standse skovrydningen.

Seneste skud på stammen i kampen for den oprindelige skov er projektet REDD+, som for næsten 10 år siden blev lanceret som det internationale samfunds nye metode til at standse rydningen af skoven i ulandene og på den måde reducere udledningen af drivhusgasser.

Hovedidéen bag REDD+ er, at donationer fra rige lande, skal hjælpe lokalbefolkningen i ulandene til en levevej, der ikke indebærer udnyttelse af den oprindelige skov. Altså skov, som gror naturligt og ikke er dyrket.

Man kunne for eksempel forstille sig, at en fattig bonde lader være med at rydde 500 kvadratmeter skov. For det får han hvert år 500 dollar, som han kan bruge på at optimere sine landbrugsmetoder.

»Kernen i min kritik af de her projekter er, at man flytter målet fra at standse udledning af drivhusgasser til at opbygge kapacitet. Problemet er, at hvis REDD+ ikke standser rydningen af regnskoven, så kan vi ikke nå klimamålene - så nytter det ikke, at man har kapacitetsopbygning,« siger Jens Lund.

\ Læs mere

Milliarder til regnskovsprojekt har intet ændret efter ni år

FN: Vi skaber et paradigmeskift

Tidligere har Videnskab.dk skrevet om lektor Thorkil Casse fra Roskilde Universitet, der, som led i et internationalt forskningsprojekt, rejste til Vietnam og Indonesien for at undersøge effekterne af REDD+.

Thorkil Casse rejste til Vietnam og Indonesien for at undersøge, hvad der var sket i de pilotprojekter, som skulle skabe alternativer til rydning af regnskov. Han fandt, at intet var sket i projekterne, og at lokalbefolkningen ingen REDD+-penge havde modtaget.

Videnskab.dk har talt med de REDD+ ansvarlige i Vietnam og med FN’s REDD+-presseansvarlige. Forklaringen på de manglende resultater er ifølge FN, at man de fleste steder slet ikke er nået til at sende penge til lokalbefolkningen endnu.

Presseansvarlig Florian Eisele understreger, at REDD+ er en meget kompleks proces, som blandt andet skal skabe en helt ny måde at tænke skovbevarelse på.

Derfor er de første snart 10 år, siden REDD+ startede, i høj grad gået med lave nye samarbejder mellem forskellige sektorer og med at lægge strategier i de enkelte lande. Flere lande har desuden fået systemer, som kan måle mængden og kvaliteten af skoven, lyder det fra FN.

Thorkil Casse er enig med FN i, at kapacitetsopbygning er vigtigt og tidskrævende, men hvis der ikke er sket andet efter 10 år, så er det spørgsmålet, om der nogensinde kommer til at ske mere.

»Det tager tid med kapacitetsudvikling og med policy-changes, men ikke sådan, at der mangler reelle resultater fra 2009/2010 til i dag. Noget skal der ske på den tid, processen har løbet. Mest centralt er det nu, at FN og Verdensbanken tilsyneladende skifter fokus til kun at blive et spørgsmål om kapacitetsudvikling,« siger han.

Hvis det eneste, man har gjort, er at opbygge kapacitet, så har man flyttet målet meget langt fra at reducere drivhusgasudledninger

Jens Lund, lektor på Københavns Universitet

I den tid man har brugt på at udvikle kapacitet og strategier i de enkelte ulande, er regnskoven stadig blevet ryddet med stor hast.

Hvis fældningen af skoven ikke standser eller i det mindste aftager, så bliver det endnu sværere at nå klimamålene.

\ Læs mere

Se, hvor meget regnskoven lider

Tanzania stod ellers med noget, der virkede

Siden 1980’erne har FN forsøgt forskellige strategier til at standse rydningen af regnskoven. Ingen af strategierne har virket, og hver gang man har skiftet strategi, er man begyndt forfra med kapacitetsopbygning, politikændringer og pilotprojekter, fortæller Jens Lund.

»Problemerne opstår altid, når man så skal til at implementere strategierne i praksis,« siger han.

I Tanzania forsøgte man før REDD+ at indføre ’participatory forest management'. Essensen af den strategi var overdragelse af rettighed til regnskoven til lokalbefolkningen.

Jens Lund har forsket i skovbrug i Tanzania, og han fortæller, at man her havde gode erfaringer med landsbyskovbrug flere steder.

»Det virkede faktisk de få steder, hvor det blev implementeret. Folk passede på den skov, de havde fået overdraget rettigheder til. Man var klar til at implementere det i hele landet og havde national politik, lovgivning og implementeringsprocedurer på plads til at få det gennemført. Så kom REDD+, og så var det forfra med kapacitetsopbygning og policyændringer,« fortæller han.

Efter hans mening burde man i Tanzania have brugt midler fra REDD+ til at styrke det nationale skovbrugsprogram i stedet for at starte helt forfra.

»Men så havde der jo ikke været brug for alle de her NGO’er og konsulenter, som skulle føre paradigmeskiftet ud i livet. REDD+ er endt som endnu et løfterigt modefænomen i miljø- og udviklingssektoren, som ikke har haft megen effekt uden for regeringskontorer og ambassader,« siger han.

\ Læs mere

Fældning af regnskov giver kun kortsigtet gevinst

Fattige bønder er ikke den største trussel

En anden udfordring i forhold til REDD+ er, at den oprindelige præmis om, at overførsel af penge til den fattige lokalbefolkning skulle standse rydningen af regnskov, har været forsimplet.

I Vietnam og Indonesien er det ikke fattige bønder, som driver afskovningen. Det er store palmeolieproducenter og mineselskaber i Indonesien og statsstøttede gummi- og akacieplantager i Vietnam. Der er altså kæmpe økonomiske interesser på spil.

Derfor har man i Vietnam brugt REDD+s første snart 10 år på at identificere de aktører, som driver afskovningen, og på at udvikle metoder til at monitorere mængden af regnskov.

»Så REDD+ støder på det problem, at hvis overførslen af finansielle midler skulle finde sted en dag, så vil det ikke stoppe afskovningen. Fordi det snarere er de store firmaer, som skal kompenseres for at stoppe deres udnyttelse af skoven. At overføre penge til de fattigste vil ikke have nogen effekt, hvis det ikke er de fattige, som står bag afskovningen,« siger Thorkil Casse.

Udfordringen er nu at finde ud af, hvordan de to lande motiveres til at standse den enorme økonomiske vækst, som opstår med væksten i plantage- og minedriften.

For så store summer har REDD+ ikke til rådighed.

Hvem er den største synder i klimapolitik?

Hvis skoven skal reddes, er den store udfordring derfor politisk og økonomisk og handler ikke så meget om mangel på kapacitet og nationale strategier.

»Man kunne jo sagtens, i alle de her lande, subsidiere alternative brændsler, sætte skat på træer, man kunne forbyde palmeolie. Det er ikke teknisk svært, det er politisk svært. Ligesom det er svært at få vores politikere i Danmark til at lave regulering, som gavner miljøet, hvis det risikerer at koste vækst og arbejdspladser,« siger Jens Lund.

Han mener, at vi i den vestlige verden skal tage et større ansvar og for eksempel holde op med at importere palmeolie.

»Vi er nødt til at gribe i egen barm. Så længe vi i de industrialiserede lande ikke regulerer for eksempel kul, fly og import af goder, som indeholder palmeolie, så er det lidt svært at bede fattigere lande om at holde igen i forhold til deres vækst,« siger han.

Her er Thorkil Casse uenig.

»Jeg mener, de rigeste ulande skal tage et større ansvar i stedet for at være freeridere i hele klimaproblematikken. Dem, som tjener på afskovningen i Vietnam og Indonesien, er ikke de fattigste. Der er mange ekstremt rige i ulandene, som blot bliver rigere af, at skoven forsvinder,« siger han.