Smask! Børn bruger spyt til at genkende nære relationer

»Min mor er sej«, »Benny er Bertils far«, og »Mig og Miriam er venner«.

Vi knytter tættere bånd med nogle mennesker end med andre. Sådan fungerer vi mennesker. Men hvordan formår børn at hitte rede i, hvem der har en nær relation, og hvem der ikke har?

Det har et amerikansk-britisk forskerhold undret sig over, og de præsenterer nu nye beviser for, at der findes en våd forklaring på spørgsmålet:

»Vi kan se, at børn, tumlinge og spædbørn ud fra udvekslingen af mundvand kan udlede om to personer har en nær relation,« skriver forskerne i studiet, der netop er udgivet i tidsskriftet Science.

Udvekslingen af savl og spyt - eksempelvis gennem kys og deling af mad - er med andre ord en indikator, som børn allerede fra det spæde stadie bruger til at opklare, hvem, der er i familie med hinanden og hvem, der ikke er.

Konklusionen overrasker langt fra lektor på Center for Daginstitutionsforskning på Roskilde Universitet Pernille Juhl, der blandt andet forsker i forældre og børns hverdags- og familieliv:

»Jeg har selv lavet studier, hvor jeg har fulgt små børn rundt i hverdagslivet og set, hvordan de orienterer sig i verden gennem egne og andres kroppe og bevægelser og vaner helt generelt,« lyder det fra lektoren.

Sjovt studie med opsigtsvækkende forsøg

At dele savl, mundvand eller mad er derfor ikke den eneste indikator på, hvordan børn identificerer nære relationer, men det er ikke usandsynligt, at det er en del af pakken, påpeger Pernille Juhl, der kalder den nye forskning for »et sjovt studie«.

Især eksperimenterne i det nye studie, der blev ledet af forskere fra Harvard University, kan få én til at spærre øjnene op. Så lad os da lige dykke ned i dem.

Forskerne har i alt udført tre videnskabelige eksperimenter med børn, der bakker op om spyt-hypotesen, som også er fremført på forskellige måder i andre studier (her og her). Her gennemgår vi de to sjoveste - det tredje kan du læse om i bunden af artiklen.

Marekatte-inspireret dukkeforsøg

I et eksperiment samlede forskerne 190 tumlinge og 81 spædbørn foran et simpelt skuespil, der minder lidt om scenografien i et afsnit af børneudsendelsen Kaj og Andrea.

I eksperimentet fra Harvard-forskerne kunne småbørnene se to skuespillere og en turkis-blå, pelset dukke foran en sort væg. Dukken delte én skive appelsin med en af skuespillerne. Efter lidt tid gav dukken sig til at hyle.

Da dukken beklagede sig, kunne forskerne se, at langt de fleste af børnene kiggede først og længst på skuespilleren, der havde delt mad - og dermed mundvand - med dukken.

Ergo brugte børnene udvekslingen af spyt til identificere, hvem af de to skuespillere, de forventede skulle reagere på dukkens gråd og dermed, hvem af de to der var den nærmeste relation til dukken.

Eksperimentet er undersøgt i flere kontrol-eksperimenter, som du kan læse mere om i faktaboksen.

Det kreative eksperiment er inspireret af forsøg med marekatte - en slags hundeaber, der lever i Afrika. I marekatte-eksperimentet kunne forskeren konstatere, at marekattene instinktivt kiggede efter en unges mor, hvis ungen beklagede sig og var i nød.

Mund-til-mund vs. pande-til-pande

I endnu et forsøg har forskerne igen placeret grupper af tumlinge og spædbørn foran den Kaj og Andrea-agtige scenografi. Denne gang bestod teatertruppen dog kun af én skuespiller og to dukker.

I forsøget tog forskerne mad-delen ud af ligningen for at sikre sig, at det var udvekslingen af mundvand og ikke kun mad, der var udslagsgivende for, hvem børnene så som den nære relation.

Eksperimentet kan ses i tre akter:

Skuespilleren kørte således sin finger rundt i munden, puttede fingeren ind i én af dukkernes mund og kørte den rundt, inden hun til sidst første fingeren ind i sin egen mund igen. Dermed havde skuespilleren og dukken delt mundvand. Det var første akt.

I næste del af forsøget rørte skuespilleren sin pande, rørte derefter den anden dukkes pande, inden hun igen førte fingeren tilbage til sin egen pande. Akt to.

I sidste akt brød skuespilleren ud i gråd og - som du måske har gættet - kiggede børnene efter dukken, der havde delt mundvand med skuespillerne.

Men der var alligevel en nuanceforskel. For det var kun tumlingerne (på mellem 16 og 18 måneder), der som det første kiggede på den mundvands-delende dukke.

Hos spædbørnene (på mellem 8,5 og 10 måneder) var den reaktion ligeligt fordelt. Til gengæld så spædbørnene længst tid på dukken, der havde delt spyt med skuespilleren.

Igen er forsøget replikeret og gentaget i kontrolstudier, hvor skuespilleren eksempelvis ikke hylede, men i stedet sagde nogle vrøvleord. I dette scenarie, var der ikke forskel på, hvilke af dukkerne børnene så på først eller længst.

Kultur eller natur?

At kys og udveksling af spyt er en af mange indikatorer, vi mennesker bruger til at identificere nære relationer, giver ganske god mening i det større billede, skriver Christine Fawcett, der forsker i børns sociale relationer, i en kommentar-artikel hos Science.

»Tanken om at udveksle spyt med en fremmed vil sandsynligvis fremkalde følelser af afsky hos de fleste; men sådan er det ikke, hvis det er med én tæt på os - en partner, en nær ven, vores børn eller selv vores hunde,« skriver Christine Fawcett, der er tilknyttet Uppsala Universitet og ikke har været en del af det nye studie.

Det bagvedliggende spørgsmål er så, om det er en forståelse, der findes i vores kultur eller vores natur, og det får vi ikke endeligt svar på med det nye studie, påpeger Christine Fawcett dog.

Kan gøre os bedre til at tage børn alvorligt

Et studie om savl kan måske umiddelbart virke fjollet. Men de understreger en vigtig pointe, påpeger børneforsker Pernille Juhl:

»Den slags studier hjælper os med at forstå, at børn er i fuld gang med aktivt at forholde sig til og orientere sig i omverden allerede fra en meget tidlig alder,« siger Pernille Juhl, der selv forsker i, hvordan vi kan forstå børn som mere aktive og selvstændige væsner.

»Der har i mange år været en tendens til, at man har set babyer som passive individer, der har brug for en voksen til at fortælle dem, hvad de har brug for. Men vi har overset, at babyer har en stærk egenvilje og ofte er gode til at fortælle, hvad de selv har brug for,« lyder det fra Pernille Juhl, der skriver på en bog om emnet, som kaldes for ‘småbørns agency’.

Børn - selv i spædbarnsalderen - er gode til at forstå , hvad de skal, og hvad der nu sker ud fra små rutiner i hverdagen.

Når småbørnene får en hagesmæk på, ved de eksempelvis, at nu skal de spise. Og når der er morgensamling i vuggestuen, lærer børnene lynhurtigt, at de skal sidde på deres bestemte plads på gulvet, påpeger Pernille Juhl.

Når vi gennem studier, som det Harvard-forskerne står bag, får en bedre forståelse af, hvordan børn i en tidlig alder orienterer sig i verden, kan det gøre forældre og pædagoger bedre til aflæse, hvordan barnet har det:

»Grundlæggende handler det om at blive bedre til at tage børn mere alvorligt fremfor blot at tro, at vi på forhånd ved, hvad børnene har brug for,« siger Pernille Juhl og tilføjer:

»Den viden kan udnyttes i vuggestuer, dagplejer og familien og særligt forebyggende blandt børn, der er udfordret på den ene eller anden måde. Her er det meget gavnligt at se på, hvad det enkelte barn har brug for og er optaget af, frem for at trække sin egen forståelse nedover barnet,« slutter Pernille Juhl.