Flyvende superhelte og en hidsig and i matrostøj truede i 50erne med at nedbryde samfundet indefra.
Børn tog skade af at læse tegneserier. De risikerede at vokse op som arbejdssky, voldelige analfabeter med hang til homoseksualitet, hvis de læste tegneserier. Det mente datidens mest fremtrædende skolelærere i hvert fald. Derfor tog de kampen op mod de kulørte striber. En kamp som de i første omgang vandt.
»50ernes tegneseriekrig er et eksempel fra en tid, hvor kultureliten var ekstraordinært bange for det farlige i populærkulturen,« siger ph.d. i historie Søren Hein Rasmussen, som har forsket i efterkrigstidens tegneseriedebat. Han tilføjer:
»Der har været flere runder af kritik mod de markedsdrevne former for kultur som for eksempel rockmusik, video og computerspil. Ligesom med tegneserierne har man været nervøse for, hvordan det påvirkede børnene.«
Efterkrigstidens hetz mod Batman og eventyrhelte á la Indiana Jones var begrundet med dårlige argumenter. Forskeren mener, at historien viser, at vi bør forholde os kritisk til fagpersoners meninger om de nye medier.
Magtfulde skolelærere
Da bølgen af kritik for alvor rammer Anders And og superheltene i 1953, har tegneserierne allerede eksisteret i Danmark siden 1906.
Men i Far til Fire- filmenes storhedstid spidser debatten om tegneserierne til på baggrund af en omfattende kampagne mod mediet i USA.
Det var især skolelærernes fagblad 'Folkeskolen', som lagde spalteplads til kritikken. Men modstanden tog også plads i de store dagblade, fortæller Søren Hein Rasmussen. Han har gennemgået både aviser og Folkeskolen som kildemateriale.
»Skolelærerne var tæt på Gud dengang. De var velanskrevne, og det var jo ikke tilfældige mennesker, som sad i Folkeskolens redaktion,« siger han og fortæller, at bladet dengang henvendte sig til cirka 20.000 folkeskolelærere.
Kritikken i fagbladet og i dagbladene fik så stor indflydelse, at forlaget Aller måtte opgive at udgive Superman og Fantomet fra 1954.De vendte først tilbage på markedet, da kritikken løjede af i løbet af 60erne.
I Undervisningsministeriet fik debatten den konsekvens, at man i 50ernes oprettede et udvalg, som skulle finde ud af, hvordan man kom den underlødige litteratur såsom tegneserier til livs.
For urealistiske
Viceinspektør Christian Winther førte an i krikken af tegneserierne.
Han var en af lærerforeningens mest fremtrædende personligheder og medlem af Danmarks Biblioteksforenings udvalg for børnelitteratur. Derfor havde han stor indflydelse på, hvilken litteratur børn kunne finde på bibliotekerne, og hvad de fik lov til at læse i skolen.
Søren Hein Rasmussen mener, at viceinspektøren er et godt eksempel på, hvordan kritikerne argumenterede mod Knold & Tot og Batman.
For Christian Winther mente, at litteratur for børn skulle være realistisk.
Det vil sige, at bøgerne skulle afspejle en verden, hvor drenge var forsørgere og beskyttere, mens pigerne viste anlæg for at passe hus og børn. Det var en tankegang, som var i overensstemmelse med tidens pædagogik.
»Ud fra nutidens normer var det meget reaktionært,« siger forskeren og fortsætter:
»Tegneserier var den værste form for litteratur, som man kunne udsætte børn for. Der var flere begrundelser: De kunne blive analfabeter, voldelige, arbejdssky, homoseksuelle og voldtægtsforbrydere.«
Seriehæfternes univers blev tolket, som noget, der stred imod samfundets moral. Superhelte-kvinderne udstrålede ekstrem seksualitet og handlede selv i historierne. Og der var antiautoritære unge i historierne, som gik imod deres forældres ordrer. Unge kvinder løb for
eksempel væk, hvis ikke de ville giftes med mand, som forældrene havde tænkt sig skulle være den udkårne i de romantiske tegneserier.
Skolelærere var tæt på Gud dengang.De var velanskrevne, og det var jo ikke tilfældige mennesker, som sad i Folkeskolens redaktion.
Søren Hein Rasmussen
Det var alt sammen elementer, der var stærkt provokerende i 50ernes Danmark. Man skulle opføre sig pænt og gøre som mor og far sagde, fortæller Søren Hein Rasmussen.
Overvurderet kriminalitet
Meningsdannere som Christian Winther fremførte, at børnene kunne udvikle sig til kriminelle og voldelige voksne, hvis poderne spejlede sig i de hårdtslående superhelte i trikot.
Den påstand hænger ikke sammen med, at Fantomet og hans venner altid redder samfundet fra dets værste fjender i seriehæfterne.
»Superman har jo aldrig slået nogen ihjel, som kritikerne påstod,« siger Søren Hein Rasmussen.
Han mener, at det var kendetegnende for debatten dengang, at Christian Winther som kritiker pralede af, at han aldrig havde gennemført at læse en hel tegneserie.
Genren var simpelthen for underlødig for ham.
Men hvordan kunne han så udtale sig kvalificeret om dem, spørger historikeren? Modstanden mod seriehæfterne red også på en bølge af angst for det vilde blod i ungdommen.
»Fra sommeren 1945 er det en kollektiv sandhed i Danmark, at ungdomskriminaliteten er stigende i Danmark, selvom politiet træder frem og dementerer det med deres statistikker,« siger kulturhistorikeren.
En række af de øvrige kritikeres argumenter var i øvrigt tyvstjålet fra den amerikanske psykiater Fredric Werthams bog 'Seduction of the innocent'.
Werthams anklager tog udgangspunkt i serier, som ikke blev udgivet i Danmark på det her tidspunkt - for eksempel gyserserien 'Tales from the Crypt'.
Politisk fagkundskab
Superman har jo aldrig slået nogen ihjel, som kritikerne påstod.
Søren Hein Rasmussen
Søren Hein Rasmussen mener, at den voldsomme kritik af tegneserierne i 50erne bundede i, at samfundet befandt sig i en brydningstid. Man var angste for den nye rodløshed og opløsning af det gamle traditionelle samfund.
Og så var der nogen, som skulle have skylden. »Jeg tror, man i høj grad reagerer mod tegneserierne, fordi de ikke var danske men amerikanske,« siger Søren Hein Rasmussen og fortsætter:
»Det, at de var billedbårne medier, forstærkede modviljen mod dem. Tegneserierne fremstillede fart og handling i striberne. Og det kunne være skadeligt. Der har været en eller anden form for fysiologisk teori om, at hjernen ikke kunne følge med. Man mente, at man havde en for-viden om, at sådan var det.«
Siden debatten om tegneserier i 50erne har der været kritik af nye former for markedsdrevet kultur indenfor den pædagogiske faglighed. Det gælder for eksempel rockmusikken, videofilm og nu computerspil.
Selvom tegneseriekrigen ifølge historikeren repræsenterer en særlig kulturangst tid, så bør man heller ikke i dag uforbeholdent tage fagpersoners meninger om de nye medier for gode varer.
»Videnskaben er jo ikke ren metode. Den samme videnskab er jo også flettet i alle mulige politiske dagsordener, som vi også er nødt til at forholde os til,« siger Søren Hein Rasmussen, der som barn i 60erne mærkede sporene efter tegneseriekrigen, da hans mor forbød ham at læse seriehæfter.
