Silkens vej til Norden

Fra biskop Absalons grav i Sorø Klosterkirke er der optaget kostbare tekstiler af silke med broderier.

Et større stykke silke med guldbroderier fra graven er beslægtet med foret i en kroningskappe, der er fremstillet i 1133-34 til kong Roger 2. (konge af Sicilien 1130-1154), og som i dag findes på Kunsthistorisches Museum i Wien.

Den danske biskop Absalon må have haft kontakt til de toneangivende miljøer i Europa. Da han døde i 1201, blev han begravet foran højalteret i Sorø klosterkirke, hvilket var en anerkendelse af hans betydning for klostret.

I dag ligger Absalon bagved alteret, men det skyldes, at alteret senere er flyttet frem. Graven blev åbnet første gang i 1536, hvor den blev markeret med en imponerende gravsten, der viser Absalon i messedragt med pallium, det indviede bånd som kun ærkebisper og enkelte bisper måtte bære. Hans højre hånd er løftet til velsignelse, mens han i venstre holder korsstaven, som er et særligt værdighedstegn for kirkens øverste.

Silkemonopolet i byzans

Silkestoffer hørte i Europas middelalder til blandt de mest efterspurgte stoffer til herskerdragter. Silkevævning har været kendt i Kina i årtusinder, og fra omkring 220 f.Kr. etableredes Silkevejen, handelsruten, der eksporterede de eftertragtede kinesiske varer til vestlige handelsbyer.

At silke var tæt forbundet med prestige og ære bekræftes bl.a. af, at den byzantinske kejser Justinian 1. (kejser 527-565) brugte silkeklæder til at fremhæve sin magtstilling. Derfor blev der sat store kræfter ind på at få en produktion i gang i Europa.

Ifølge Justinians historieskriver Prokopios lykkedes det at få igangsat silkefremstilling i 552, hvorefter kejseren gjorde silkevævning til et statsmonopol. Byzans bevarede gennem 600 år monopolet på silkefremstilling i Europa.

Det er først normannerne på Sicilien under kong Roger 2., der bryder monopolet i 1130’erne. Ved kong Roger 2.s hof opstod en kulturel blomstring, idet byzantinske, islamiske og jødiske kunsthåndværkere arbejdede sammen på værksteder i Palermo.

Porten mod øst

Byzans var med hovedstaden Konstantinopel, det nuværende Istanbul, centrum for en kostbar kultur med kirken i fokus, samtidig var det porten mod øst.

Både nærorientalske og orientalske varer var karakteristiske i Konstantinopel, og ved kejserlige monopoler og markedsudvikling opstod en række specialværksteder, hvorfra udgik varer, der var eftertragtede over hele Europa.

Den byzantinske embedsdragt var præget af mange regler. Konstantinopel var i høj grad byzantinernes egen by. Den var strengt adskilt fra det øvrige land og svær at komme til for udlændinge, hvis handlefrihed var stærkt begrænset.

Overtrædelser betød hårde straffe. Fremmede kunne således kun købe smalle silkestrimler, der blev syet på deres dragt. Deres dragt måtte være så enkel, at den adskilte sig fra byzantinerens egen. Hvordan dén så ud, beretter Benjamin af Tudela, en spansk-jødisk købmand, som i 1100-tallet besøgte Konstantinopel:

»Alle ser ud som fyrster. Det andet Rom er en forundringens- glitrende by. Alle mennesker er klædte i silke, purpur og guld.«

Silke var en højt prioriteret handelsvare

Kejserens dragt i Byzans havde en magisk karakter, og silken, der blev brugt til dragten, var ofte rigt udsmykket med guld og ædelsten, perler og emalje. Kejserens galladragter blev fremstillet i særlige hofværksteder, som kaldtes gynaikaia, herfra udgik en produktion, der ikke var beregnet til salg.

I Konstantinopel var der også private håndværkerlav, der fremstillede silke af en anden kvalitet, som blev båret af byens indbyggere. Silken kunne kun sælges og føres ud af byen under strenge reguleringer og i begrænset omfang.

Kejserlige embedsfolk modtog gaver af denne silke i mindre mængder som en del af deres løn. Udlændinge, der havde fået lov til at opholde sig tre måneder i hovedstaden, fik tilladelse til at købe silkevarer lavet af ét stykke eller silkedragter til en bestemt værdi. Selv når krigsfanger marcherede gennem Konstantinopel, blev der hentet silkeuniformer til dem fra paladsets varelager for ikke at forstyrre magien fra silkens pragt.

Kostbar silke var derfor både en højt prioriteret handelsvare i Byzans og et nødvendigt og uundværligt symbol for den politiske autoritet. Dermed blev den også et af de vigtigste midler ved de store ceremonielle handlinger. Endelig udgjorde kontrollen over betydelige dele af silkefremstillingen en vigtig indtægtskilde for kejseren.

Silke og Norden

Silkeeksport var kendt fra Byzans til Norden i vikingetid, og eksporten var underlagt forskellige restriktioner.

I den byzantinske skriftlige kilde, Præfektens Bog fra 900-årene, gøres rede for den monopoliserede handel i Byzans med en skærpet prispolitik, der fastsatte maksimalpriser og kontrollerede forholdet mellem udbud og efterspørgsel.

Flere varer var belagt med restriktioner. F.eks. havde handelsmænd fra Rus, dvs. vikinger, ikke ret til at erhverve silkestoffer for mere end 50 nomismata. Ruller af silke og silkedragter indgik i den gavedistribution, som kontrolleredes af kejseren.

Fra de islandske sagaer kendes eksempler på vikingers kontakter med Byzans. Et eksempel er den norske konge Sigurd Jorsalfars besøg i Miklagard, det skandinaviske navn for Konstantinopel, på hjemrejsen fra Det hellige Land i vinteren 1110/1111, hvor han blev modtaget med stor ære i byen. Sigurd Jorsalfars besøg er skildret i Snorre Sturlassons Heimskringla.

Flere af den norske konges mænd mentes at være blevet i Miklagard, hvor de som væringer blev tilknyttet den byzantinske kejsers livgarde. Endelig er der i den russiske Nestors Krønike et eksempel på gavegivning fra byzantinske kejsere til russiske udsendinge:

»År 912. Men kejser Leon viste de russiske udsendinge stor ære med gaver i guld og silketøjer og brokade, og han lod sine mænd vise dem de skønne kirker og gyldne paladser og al den rigdom, som var der – meget guld og silketøjer og ædelstene samt Herrens lidelser: både (torne)kronen og naglerne og purpurkappen, og de helliges relikvier. De belærte dem om deres tro og viste dem den sande tro. Og således sendte han dem bort til deres eget land under stor æresbevisning.«

Det er derfor naturligt, at mennesker, der sad i ledende stillinger i Norden, lod sig inspirere af dragterne ved hofferne i Sydeuropa, og der kendes flere fund af silke fra 1100-1200 årene i Danmark.

Silkepude fundet i Knud den Helliges grav

De mest omfattende fund er fra Knud den Helliges helgenskrin i Odense Domkirke, hvor der i helgenskrinet omkring år 1100 blev vedlagt en rød silkevævning med ørnemotiver, der er af byzantinsk oprindelse og en gul pude med påfugle, der står parvist med et kors eller livets træ i midten.

Motivet på puden er orientalsk, og nye farveprøver viser, at den gule silke er farvet med planten persiske guldbær, som er en farveplante, der, som navnet antyder, stammer fra Asien. Mønsteret på puden er senest af russiske arkæologer bestemt til at stamme fra Tasjkent i Centralasien. Tasjkent, som er hovedstaden i Uzbekistan, var også en central handelsplads på Silkevejen omkring 1100-årene.

Kroningskappen i wien

Den tidligere nævnte silke-kroningskappe på Kunsthistorisches Museum i Wien, har gennem århundreder haft en stærk symbolsk betydning. Først hos de normanniske herskere på Sicilien i 1100-1200 årene, og senere hos de habsburgske kejsere, der brugte den som kroningskappe helt op til 1800-tallet.

Habsburgerne var en europæisk fyrsteslægt, der i århundreder sad på den tysk-romerske kejsertrone og siden som kejsere af Østrig. Grunden til, at kroningskappen i dag befinder sig i Wien, skyldes, at Federico, Roger 2.s dattersøn, blev kronet til konge af Sicilien i 1198, hvor han blot var tre år, og i 1220 blev han kejserkronet i Rom som Friederich 2. von Hohenstaufen.

Under den sidste kroningsceremoni bar han sin morfars kroningskappe, og derved indstiftede han den tradition, som gjorde kroningskappen til tysk-romersk kroningsklenodie.

Motiv på kappen er symbolsk

Kroningskappen er fremstillet på Sicilien i et af de kongelige silkeværksteder. Kappen er gjort af rødt silke, med en gylden dekoration, der viser to løver, som tvinger to kameler i knæ. Symbolsk tolkes det som kristendommens sejr over islam. I midten af kappen er placeret et livstræ, der også kan knyttes til det kristne symbolsprog. På den nederste kant er en lang islamisk inskription, der frit oversat lyder således:

»Denne kappe udgår fra det kongelige værksted, hvor lykken, æren, velstanden, fuldendtheden, fortjenstfuldheden og udmærkelsen har hjemme. Hvor man glæder sig over sikker sans, herlig trivsel, rundhåndethed, glans, berømmelse, pragtudstyr og opfyldelse af håb og ønsker. Hvor dage og nætter går hen i glæde uden ophør, uden svækkelse, i følelse af ære, loyalitet, motivering, opretholdelse af velfærd, opbakning og tilbørlig foretagsomhed; i Siciliens hovedstad i året 528 efter hidjira.«

Året 528 er den muslimske datering, hvilket svarer til vores tidsregning år 1133 eller 1134. Udover den islamiske inskription er dekorationen, der består af broderede guldtråde omkranset af perlebroderi, også islamisk. Det kunne tyde på, at Roger 2. anvendte islamiske kunsthåndværkere til at fremstille sin kristne kroningskappe.

En betydningsfuld dragt

For nu at vende tilbage til biskop Absalon, så var han iført en gejstlig dragt i sin grav, bl.a. er der spor af en messehagel. Dragten var fyldt med symboler og tegn på, at han som ung havde opholdt sig længere tid i udlandet som student.

Givet har de ti år, hvor Absalon som ung studerede teologi ved universitetet i Paris, gjort ham robust og lært ham at tænke stort, hvilket fik stor betydning, da han fra 1157 indgik i et tæt samarbejde med de danske konger. Gennem sine kontakter var han i stand til at hjemføre kostbare messeklæder, som blev brugt ved symbolske handlinger i det rituelle rum.

Det var nødvendigt med kostbare tekstiler i Nordeuropa i staternes etableringsfaser. Det drejede sig om uniformer for hirdtjenesten og rigsembeder, om fyrstelige ceremonidragter, kongelige regalier og kirkelige dragter.

Dragten havde en legitimerende funktion i nationale og internationale sammenhænge, den bekræftede et tilhørsforhold og var med til at vise, at et menneske, der havde en betroet stilling, kunne dømme, træffe beslutninger og diplomatiske overenskomster og regere et land. Hvilket også var vigtigt for en usædvanlig og mægtig kirkefyrste som Absalon.