Det er muligvis ikke kun mennesker, der kan tage æren for den storslåede egyptiske skulptur Sfinksen i Giza.
Et hold forskere fra New York Universitet har netop udført et eksperiment, som peger på, at Moder Natur selv har lagt de første linjer i den prægtige skulptur.
New York Universitet forklarer i en pressemeddelelse, at forskerne har lavet en efterligning af de naturforhold, som var til stede for 4.500 år siden, da sfinksen blev skabt.
»Vores laboratorieeksperiment viste, at overraskende sfinks-lignende former kan skabes, ved at materialer eroderer på grund af hurtige strømme (af vind eller vand, red.),« siger én af forfatterne bag studiet Leif Ristroph i pressemeddelelsen.
Forskerne vurderer, at Sfinksen i Giza efterfølgende er blevet viderebearbejdet med menneskehænder.
\ Vind-erosion kort forklaret
Vinden fjerner de mindste partikler, når den blæser mod og langs et materiale (f.eks. en klippeformation).
Efter det vil der mest være store partikler tilbage, som vinden ikke har kræfter til at tage med sig.
Erosion sker, indtil der stort set kun er store partikler tilbage på klippen, som så udgør en fast klippevæg.
Studiet er godkendt til udgivelse i tidsskriftet Physical Review Fluids, og her vil det ifølge Leif Ristroph præsentere »en mulig ‘oprindelseshistorie’ for Sfinks-lignende formationer.«

Det ser han også tegn på blandt særlige klippefremspring i den egyptiske ørken, der ikke har været under menneskelig behandling.
»Der findes yardangs (en type klippefremspring, red.) i dag, som ligner siddende eller liggende dyr, hvilket støtter vores konklusioner,« udtaler han i pressemeddelelsen.
aj

































