Mennesker, der har været single hele deres liv, er mindre tilfredse med livet og har en række personlighedstræk, der adskiller dem fra folk i forhold.
Sådan lyder konklusionen i et studie, der er udgivet i Phychological Science. I studiet har forskerne undersøgt mere end 77.000 ældre europæere på over 50 år.
Forskerne har sammenlignet enlige med folk i forhold på to måder:
- De har bedt dem om at bedømme deres egen tilfredshed med tilværelsen.
- Og de har bedt dem gennemføre en personlighedstest kaldet Big Five, der måler på fem parametre: neuroticisme, ekstroversion, åbenhed, omgængelighed og samvittighedsfuldhed.
Udover at være mindre tilfredse var de livslange singler også mindre ekstroverte, mindre samvittighedsfulde og mindre åbne overfor nye oplevelser.
Det skriver tidsskriftet Psychological Science i en pressemeddelelse.
Resultaterne betyder ifølge forskerne bag, at vi bør tage os ekstra meget af de ældre singler, siger Julia Stern, en af studiets hovedforfattere og seniorforsker ved universitetet i Bremen i Tyskland, i et interview med APS.
Hun foreslår, at man udvikler programmer for ældre singler, der skal forhindre ensomhed og sørge for, at de møder mennesker, der minder om dem selv.
»Hvis de har folk, der plejer dem eller ser til dem regelmæssigt, kan det hjælpe,« siger hun.
Forskerne sammenlignede også på tværs af køn og alder. Her fandt de, at enlige kvinder har højere livstilfredshed end enlige mænd, og at ældre fandt sig bedre tilpas som singler end midaldrende singler.

































