Kærligheden kommer, når man mindst venter det, forlyder det.
Men ifølge et nyt studie kan kærlighedsjagten alligevel godt blive hjulpet på vej af frygten for at være single, skriver Psychology Today.
I studiet foretog forskere fra Tyrkiet og Cypern en undersøgelse blandt 990 respondenter – hvoraf der var et mindre flertal af kvinder – for at forstå, hvordan frygten for at være single påvirkede menneskers indsats på datingmarkedet.
Ud af respondenterne var:
- 25,9 procent i et forhold
- 20,1 procent var ufrivilligt enlige
- 19,3 procent var gift
- 18,7 procent var ‘mellem forhold’
- 12 procent var frivilligt enlige
- 4 procent kategoriserede sig som værende i kategorien ‘andet’
Herefter blev de bedt om at svare på udsagn om romantiske forhold ud fra en skala, hvor svarmulighederne var ‘helt uenig’, ‘delvist uenig’, ‘hverken eller’, ‘delvist enig’ og ‘helt enig’.
Udsagnene lød blandt andet, om respondenterne følte sig forkerte, hvis de ikke fandt en partner, om de blev ængstelige over at skulle leve et liv alene, og om ensomhed skræmte dem.
Resultatet af studiet var, at de, der frygtede en tilværelse som enlig, var mere tilbøjelige til at bruge tid og ressourcer på at finde og vedligeholde forhold med en romantisk partner, hvilket fungerede som en kraftig motivator for, at de investerede og gjorde mere ud af at date.
At investere i dating kan være ting som at gå mere op i sit udseende, være mere social og planlægge sociale arrangementer samt være mere opsøgende på online dating.
Jo mere et individ frygtede at være alene, des større var deres indsats i at finde en partner. Samtidig viste de, der frivilligt var enlige, mindre frygt for at ende alene, og derfor var deres indsats i dating-sammenhæng mindre, hvilket gjorde sig gældende for både mænd og kvinder.
Studiet viste også, at ufrivilligt enlige havde en større frygt for at ende uden en romantisk partner og derfor investerede mere i dating end dem, der var i forhold, og som investerede mindre.
Selvværd påvirker også datingindsats og frygten for at være single. Personer med højere selvværd føler sig mere sikre på deres evne til at tiltrække og fastholde en partner, hvilket mindsker deres frygt for at være single. Derfor føler de ikke, at de behøver at anstrenge sig lige så meget, når de dater. Det gjorde sig også gældende for både mænd og kvinder.
Samtidig kan deres selvtillid dog også føre til, at de investerer mere i dating, fordi de tror på, at det vil være succesfuldt.
































