Sådan lykkedes det at løse hieroglyffernes gåde

I den engang så stolte stormagt Ægypten havde man et skriftsprog, hieroglyfskriften, som opstod omkring 3.000 f.v.t., mens vi i Danmark stadig befandt os i stenalderen uden antydning af skrift.

Det er denne gådefulde skrift og dens banebrydende tydning i nyere tid, som vi skal beskæftige os med her, for kendskabet til skrifttegnene forsvandt i løbet af de første århundreder efter år 0.

Octavian, den senere romerske kejser Augustus, erobrede Ægypten i år 30 f.v.t., og i de følgende århundreder blev landet kristent i overensstemmelse med udviklingen i Romerriget.

Disse kristne, som kaldtes koptere, udviklede deres eget sprog, som efterhånden fortrængte hieroglyfferne - og dermed gik meget af religionen, kulturen og læsningen af hieroglyfferne også i glemmebogen.

Hieroglyfferne når til Rom

I Romerriget var man klar over, at Ægypten var et kulturland med en lang historie. Da man i år 12 f.v.t. transporterede den første obelisk til Rom på kejser Augustus’ ordre, fik man i tilgift hieroglyfferne med i indskrifterne på disse imponerende stenpiller. Derfor var de ikke ukendte for europæerne, selv om man ikke kunne læse dem.

Imidlertid lå de i dvale i cirka 1.500 år, før man begyndte at interessere sig for, hvilken form for skrift det kunne være.

Fra denne tid pirrede hieroglyfferne virkelig menneskenes nysgerrighed, for hvordan kan man læse disse tegn, som er afbildet på væggene i de ægyptiske templer og grave eller indhugget på steler af sten?

Det kan være svært nok at læse en skrift, der består af forskellige bogstaver, men cirka 1.000 forskellige tegn, som forestiller mennesker, guder, tempeludstyr, dyr, planter og de ting, ægypterne kendte fra deres hverdag, er en hårdere nød at knække.

Dansker opklarede læseretningen

Fra 1600-tallet kender man forsøg på at tyde hieroglyfferne, men interessen og evnen hertil tog først rigtigt fart i 1700-tallet, hvor to fremtrædende kulturpersoner, danskeren Georg Zoëga (1755-1809) og englænderen Thomas Young (1773-1829), fik en form for gennembrud.

Zoëga, som var bosat i Rom, udgav et meget stort værk om de obelisker, der befandt sig i Rom, og dette arbejde medførte, at han også arbejdede med hieroglyfferne.

Han fremstillede eksempelvis en fortegnelse over 958 hieroglyffer, og han gjorde den vigtige observation, at en indskrifts læseretning afhænger af tegnenes retning.

Når man skal læse en hieroglyftekst, finder man dyr eller mennesker i teksten, og hvis de vender mod venstre, skal man læse fra venstre mod højre - og omvendt.

Thomas Youngs fortjeneste var at bestemme seks hieroglyfiske tegns lydværdi. Men grammatikken kunne ingen af dem løse.

Napoleons ekspedition til Ægypten

Nøglen til hieroglyffernes tydning kom imidlertid på baggrund af Napoleon Bonapartes ekspedition til Ægypten i 1798. På det tidspunkt var Ægypten en del af det magtfulde Osmanniske Rige.

På erobringstogtet medbragte Napoleon 169 videnskabsmænd, de såkaldte lærde, som repræsenterede mange forskellige former for videnskab.

De gennemrejste landet og optegnede og nedskrev, hvad de så af såvel monumenter fra Oldtiden som af alle mulige dagligdags ting fra datidens Ægypten.

Selve erobringen af landet gik let, men den var svær at opretholde. I 1799 drog Napoleon ind i det nuværende Syrien for at komme et angreb fra Det Osmanniske Rige i forkøbet. Men Planen mislykkedes, og derfor forsvandt Napoleon i nattens mulm og mørke med kurs mod Frankrig.

Nogle af soldaterne og videnskabsmændene blev dog i landet et stykke tid endnu, for sidstnævnte indsamlede jo viden, og resultatet af deres arbejde blev det store værk, ’Description de l’Égypte’ (Beskrivelse af Ægypten), som udkom 1809-1829 med ti bind tekst og 13 bind plancher.

Fundet af Rosettastenen

Derfor flytter vi fokus til byen Rosetta ved Middelhavskysten 60 km øst for Alexandria. Her var en deling franske soldater i gang med befæstning af byen, og i den forbindelse gjorde løjtnant Pierre Bouchard (1772–1832) et epokegørende fund.

Indmuret på et hus fandt han en stor stenblok af basalt, som på forsiden var beskrevet med en tekst på tre forskellige sprog: hieroglyffer, demotisk og nederst heldigvis græsk, som man kunne læse.

Demotisk var derimod, i lighed med hieroglyfferne, et ukendt sprog, som var opstået i Ægypten i det 1. årtusinde f.v.t. I begyndelsen var det et hverdagssprog, men efterhånden udviklede det sig til det officielle administrative og juridiske skrift- og talesprog.

Bouchard var klar over, at det var et meget betydningsfuldt fund, så stenen blev løsnet og blotlagt fra husmuren, og franskmændene var så naturligt nok af den overbevisning, at det spektakulære fund skulle med hjem til Frankrig.

I første omgang kom stenen dog til Cairo, hvor man indledningsvist lavede nogle primitive kopier ved at smøre blæk på den og bagefter rulle papir henover den.

Senere blev kopierne forbedret, så man kunne sende dem til universiteter rundt omkring i Europa, og nu kunne man for alvor begynde arbejdet med at tyde teksterne.

Stenen blev dog engelsk krigsbytte sammen med mange andre genstande i 1801, og det er forklaringen på, at Rosettestenen, som den kaldes i dag, siden har befundet sig på British Museum i London.

De kopier af teksten, som var blevet distribueret i Europa, gav sprogfolkene blod på tanden, og interessen for at kunne læse den demotiske og - især - den hieroglyfiske del af teksten på Rosettastenen var stor.

Desværre var det også en virkelig udfordring, fordi man ikke kunne gennemskue, hvad skrifttegnene stod for.

Fransk gennembrud i tydningen af hieroglyfferne

Vi skal til Frankrig for at komme videre. Jean François Champollion bliver født i Figeac i Frankrig i 1790. Han voksede op under Den franske revolution, hvor skolerne blev lukket ned; men hans storebror, Jacques-Joseph, underviste ham, og senere fik han privatlærer, for det viste sig, at han var en stor sproglig begavelse.

Da han var 12 år gammel, var han så dygtig til græsk og latin, at han fik lov til at begynde at studere forskellige semitiske sprog, som blandt andet tales i Mellemøsten.

Napoleons ekspedition havde givet startskuddet til en enorm interesse for Ægypten, og da Champollions bror, Jacques-Joseph, blev involveret i udgivelsen af Description de l´Égypte, førte det til, at begge brødre kastede sig over studiet af det gamle Ægypten.

Champollion blev ud fra sine studier overbevist om, at det koptiske sprog var i familie med det oldægyptiske.

Det havde han ganske ret i, for det koptiske havde udviklet sig derfra med den store forskel, at førstnævnte havde et alfabet bygget på 24 græske bogstaver og seks til syv demotiske og indeholdt dermed også vokaler, hvorimod det oldægyptiske sprog består af konsonanter og enkelte halvvokaler.

Champollions første gennembrud kom i 1808, da han kunne påvise, at 15 demotiske tegn svarede til tegn i den koptiske skrift.

Samme år fik han også mulighed for at arbejde med et af aftrykkene fra Rosettestenen, og så begyndte en del års hårdt arbejde, indimellem frygtelige frustrationer, men til sidst den lykkelige afslutning på studierne.

Rosettastenen afkodes

Teksten på Rosettastenen, som altså forekommer på de tre forskellige sprog, er en kopi af et dekret fra 196 f.v.t., som bekræfter indstiftelsen af en kult til kongen, Ptolemaios V.

Bag den stod en gruppe præster, som herigennem ønskede at takke kongen for hans velgerninger over for præsteskabet.

Det vigtigste for tydningen var, at man kunne læse kongens navn i den græske tekst. Allerede forskeren Jean-Jacques Barthélemy (1716-1795) havde påvist, at hieroglyfferne i de ovale ringe, kartoucher, var kongenavne.

På den måde lykkedes det Jean-François Champollion at identificere tegnene for konsonanterne P, T, L, M og S.

Det ægyptiske sprog har ikke egentlige vokaler, men tegn nr. 3 fra venstre, som forestiller en lasso, kan læses som o, selv om lydværdien er wa, og nr. 6 og 7: de to identiske tegn, som forestiller sivblade, har lydværdien y (i), så kongens navn bliver Ptolmys.

Det afgørende gennembrud

Jean-François Champollion fik også nødvendig hjælp i form af en obelisk, som havde stået foran Philæ-templet ved Aswan, 800 km syd for Cairo.

Det var lykkedes en englænder ved navn William John Bankes at købe obelisken, og i lighed med Rosettestenen var der også her indskrifter på både græsk og med hieroglyffer.

Den konge, som det drejede sig om, var Ptolemaios VIII, og som en sidegevinst var dronningens navn, Kleopatra, også optegnet, som det ses i kartouchen herunder.

Jean-François Champollion fik adgang til et aftryk af både den græske og den hieroglyfiske indskrift på obelisken i 1822.

Den bekræftede hans identifikation af nogle af de første tegn fra Rosettestenen P, T, O, L og Y(i) og medførte også identifikation af K, R og A (halvvokal) ud fra Kleopatras navn (Kliopadra).

Nu gik det hurtigt: I løbet af et par måneder havde han været i stand til at lave en liste i hieroglyfskrift over de fleste af de græske og romerske herskere over Ægypten efter Alexander den Stores erobring af landet i 332 f.v.t.

Det afgørende gennembrud

Det allervigtigste gennembrud kom dog, da han i september 1822 modtog kopier af indskrifter med blandt andet kartoucher fra Abu Simbel-templet, hvorefter det gik op for ham, at én hieroglyf kunne indeholde flere lyde. En hieroglyf består dels af et billede – et såkaldt ideogram - og dels af en lyd, et fonogram, og en enkelt hieroglyf kan bestå af helt op til fire lyde.

Da systemet nu var gået op for Champollion, fór han hen til sin bror, som var på sin arbejdsplads, Det Franske Institut, smed sine papirer på hans skrivebord og udbrød:

»Je tiens l´affaire« - på dansk: »Jeg har magt over problemet« - hvorpå han besvimede.

Tempelvægge og grave bekræftede teorierne

Hans epokegørende opdagelse blev publiceret gennem Akademiet for Indskrifter og Litteratur i form af en publikation henvendt til instituttets sekretær, Bon-Joseph Dacier. Derfor omtales dette meget berømte værks som ’Lettre à M. Dacier’ (Brev til hr. Dacier).

Der forestod stadig meget arbejde, og Jean-François Champollion fortsatte ufortrødent.

I 1828 fik han mulighed for at rejse til Ægypten og undersøge teksterne på tempelvægge og i grave, og han kunne konstatere, at hans teorier holdt stik. Han døde uheldigvis af sygdom i 1832, kun 42 år gammel.

Afslutningsvis kan det fortælles, at de oldægyptiske sprogtrin var opbygget på samme måde som vores sprog med ordklasser, ental, flertal, hankøn og hunkøn, aktiv-passiv, de tider, som vi kender og oven i købet en nominel verbalform, som vores sprog ikke har.

Der var forskellige sprogtrin i de mere end tre tusinde år, som denne skrift var i brug; men mange af ordene var de samme. Det er værd at tænke over, når man tager forskellen i skrifttegn og afstanden i tid mellem sprogene i betragtning.