Sådan får du dit barn til at fortælle om sin dag

Mange af os kender udmærket det legendariske svar ’ikke noget’, når vi som forældre spørger, hvad vores barn har lavet i vuggestuen eller børnehaven i dag.

Barnets fåmælte svar har en helt naturlig forklaring, og vi skal gribe det anderledes an, hvis vi vil have vores børn i tale, forklarer professor Peter Krøjgaard fra Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.

Det har vi skrevet om i artiklen 'Hvad har du lavet i dag, skat? Derfor svarer dit barn »ikke noget«'

I stedet for at spørge barnet direkte hvad det har lavet i dag, er det derfor en god idé at finde noget konkret i barnets hverdag, som kan hjælpe barnet til selv at komme i tanker om det, der tidligere er sket i børnehaven.

»Man kan prøve at finde nogle gode konkrete ledetråde. For eksempel hvis det har været snevejr, og de har leget med kælk i børnehaven, så kunne det være, at man siger ’dine blå luffer her, havde du brug for dem ude i sneen i dag? Eller: ’Havde du den her kælk med ud at lege i sneen?’,« siger Peter Krøjgaard.

Grib chancen, når barnet selv inviterer

Ligeså vigtigt er det at være opmærksom, når barnet selv tager initiativet til at snakke, fordi barnet mentalt set er midt i erindringen.

»I en travl hverdag kan det godt være, at lille Sofus på 3 år prøver at sige et eller andet om en tur på bondegården, som børnehaven var på. Men hvis far og mor er godt i gang med aftensmaden og ikke hører ordentlig efter, så mister de nemt en god anledning til at snakke på et tidspunkt, hvor barnet ellers er helt tæt på erindringen,« siger Peter Krøjgaard.

»Lige her og nu husker barnet på den erindring. Derfor er det rigtig smart at være særlig opmærksom, når barnet selv inviterer til at snakke,« siger han.

Her kan vi som forældre hjælpe barnet til at fortælle endnu mere:

»Hvis man så siger ’nej, det lyder spændende, fortæl noget mere om det. Var der andre dyr på bondegården?’, så inviterer man barnet til at folde historien ud, når barnet selv har taget initiativet til at snakke om det,« siger Peter Krøjgaard.

Samtale med barnet giver det sociale egenskaber

Men kan vi ikke bare lade lille Sofus være, når han kommer hjem fra børnehaven, i stedet for at begynde at hive ord ud af et måske i forvejen ordknapt barn?

Lektor i Psykologi Mette Skovgaard Væver fra Københavns Universitet er ikke i tvivl om, at det har stor betydning for barnet, at forældrene spørger ind til barnet og hjælper det til at sætte ord på oplevelser og følelser.

Hun forsker i tilknytning, altså hvordan barnet i løbet af de første leveår udvikler et følelsesmæssigt bånd til sine omsorgspersoner.

»At tale med sit barn om hvad barnet oplever, er afgørende for, at barnet i større og større grad får udviklet et ordforråd for sine oplevelser. Herunder også det, der knytter sig til det følelsesmæssige, for eksempel om veninden blev sur eller ked af det, da hun ikke måtte være med til at lege,« siger Mette Skovgaard Væver.

»På den måde bliver barnet i højere grad i stand til at genkende og anerkende følelser både hos sig selv og andre, hvilket er afgørende for barnets evne til at begå sig i forhold til jævnaldrende og andre mennesker. Det kan være i forhold til at løse konflikter eller sammen udvikle en leg,« tilføjer hun.

»Men hvis lille Sofus er meget træt efter en hård dag i børnehaven og ikke har lyst til at snakke, skal man selvfølgelig ikke presse på. Det er vigtigt, at det ikke bliver et forhør,« siger Mette Skovgaard Væver.

Sådan kan forældre hjælpe barnet til at håndtere negative følelser

Forældrenes evne til at håndtere barnets negative følelser i de første leveår er særligt afgørende for den tilknytning og tillid, der udvikler sig mellem forældre og barn. Og her kan forældre-barn-snakken – afstemt i forhold til barnets alder og sprogudvikling – være en stor hjælp.

»Hvordan forældrene rummer og håndterer at tale om de negative oplevelser med barnet, har stor betydning for barnets udvikling af strategier til at håndtere konflikter og negative følelser,« siger hun og giver et eksempel:

I stedet for at afvise ved at sige noget i retningen af ’du kunne jo også bare have ladet være med at ville bestemme det hele’ kan du hjælpe dit barn med at få nogle effektive strategier til at håndtere negative følelser.

»Det kunne for eksempel være ved at spørge til, hvad børnene legede med dukkerne, og hvad barnet gerne ville have de skulle lege med dukkerne, men også hvad Ida gerne ville have de skulle lege. Og anerkende at begge lege lyder sjove, og at det kan være svært, når der er flere, der har en god ide til en leg. Og at man godt kan blive sur og ked af det,« siger Mette Skovgaard Væver.

»På den måde hjælper man barnet til at få sat ord på følelserne og til at få en forståelse af, at følelser – både negative og positive – er i orden, og at man kan tale om det,« siger hun og understreger, at det ikke kun er de negative ting, vi skal tale med vores børn om.

»Det er lige så vigtigt, at du er i stand til at glæde dig sammen med dit barn og dele de positive oplevelser, og ikke kun ser barnet, når det er besværligt, og man kommer til at skælde ud,« siger Mette Skovgaard Væver.

Forældre-barn-snak får børnene til at huske bedre

Børn får også et rigere mentalt liv, hvis vi som forældre er gode til at spørge til vores børn og deres oplevelser.

Ifølge Peter Krøjgaard har det vist sig, at børn af forældre, som er gode til at spørge ind til, hvad børnene har oplevet, typisk husker flere detaljer fra det, de oplever, end børn af forældre, der er mindre gode til det. Det er der en forklaring på.

»Barnet husker formentlig bedre, fordi barnet, ved at have talt om oplevelsen, får flere ledetråde knyttet til den og dermed flere indgangsvinkler til oplevelsen, siger Peter Krøjgaard og fortsætter:

»Ved at tale med barnet om dets oplevelser hjælper vi også barnet til at lave et slags kartotekssystem over oplevelserne, som gør det lettere for barnet senere at hente dem frem. Oplevelsen er lettere tilgængelig for barnet, hvis den er kategoriseret som ’leg på legepladsen’, end hvis den er lagret som en enlig erindring. Snakken med den voksne kan hjælpe barnet til at rammesætte, at det her var en leg på legepladsen,« siger Peter Krøjgaard.

De helt små skal have mange ledetråde

De ledetråde, som vi kan bruge til at hjælpe det lille barn på vej til at huske, hvad der skete tidligere i dag, er vigtigere at bruge, jo yngre barnet er.

»Der er stor forskel på en 2-årig og en 6-årig i forhold til sprog og i udviklingen af frontallapperne. De små skal man derfor hjælpe i langt højere grad til at skabe struktur i samtalen og til at komme i tanker om, hvad der skete,« siger Peter Krøjgaard.

»For den lille, som bare svarer ja eller nej, er det ikke nødvendigvis et udtryk for, at barnet ikke gider at snakke med én. Det kan godt være, at interessen og lysten er der, men taleevnen er der ikke i samme grad. Så den voksne skal i højere grad tilvejebringe byggeklodser og ledetråde for at det kan blive til en samtale,« siger Peter Krøjgaard og fortsætter:

»Hvis du spørger, om det var en sjov leg, de legede henne ved gyngen, og barnet siger ’ja’ og er ét stort smil, så er det om at stille de rigtige spørgsmål: Hvem var med til at gynge? Hvad handlede legen om? Barnet kan måske ikke formulere, at det var enormt skægt, men så kan du formulere det for barnet: Det lyder som om I gyngede rigtig højt?«

Vi lærer barnet at fortælle om sig selv

Hvis forældre er gode til at snakke med barnet om dets oplevelser, så er der større chance for, at barnet har en større lyst til at fortælle, hvad det oplever, også når far og mor ikke er med, for eksempel henne i børnehaven.

»Det vigtige er at have en omgangsform, hvor barnet kommer til orde og dét, barnet siger, gøres vigtigt og interessant. Det styrker barnets selvværd, og jo mere vand vi hælder på den mølle, jo bedre bliver barnet til selv til at fortælle,« siger Peter Krøjgaard.

»På den måde overleverer vi også en social konvention til barnet, hvor vi viser, at det er godt at dele vores oplevelser og erindringer med andre. Og at det at dele oplevelser og erindringer med andre, øger muligheden for refleksion og sætter os bedre i stand til at håndtere vores liv fremadrettet,« siger han.