Danmark var fanebærer for ophævelse af slavehandelen
Vi var ikke først til at gøre en ende på slaveriet, men den danske beslutning om at bringe fragten af slaver fra Afrika til Vestindien til ophør var den første af sin art. En ny bog samler for første gang historien om den danske handel med slaver på tværs af Atlanten.
Slaver i arbejde på en sukkerplantage i Dansk Vestindien i 1799. Slaverne gør jorden klar til dyrkning, plejer de unge planter og høster i sidste ende sukkerrørene. (Illustration fra bogen The Danish Slave Trade and Its Abolition)
Slaver i arbejde på en sukkerplantage i Dansk Vestindien i 1799. Slaverne gør jorden klar til dyrkning, plejer de unge planter og høster i sidste ende sukkerrørene. (Illustration fra bogen The Danish Slave Trade and Its Abolition)
Året er 1782, og Ernst Schimmelmanns far er lige afgået ved døden. Selv er Ernst 34 år og har fødselsdag 4. december. Han er en følsom sjæl, som alligevel er ved at etablere sig som en af rigets mest magtfulde mænd.
Denne position sikrer ham godt 200 år senere en hovedrolle i bogen The Danish Slave Trade and Its Abolition (Den danske slavehandel og dens afskaffelse), som netop er udkommet og skrevet af Erik Gøbel, seniorforsker i Rigsarkivet. Bogen giver for første gang et samlet overblik over den danske slavehandel fra Guldkysten i Afrika til Dansk Vestindien og andre lokaliteter i Caribien og Nordamerika.
Tilbage til 1782 og Ernst, for det er en tung arv, som han nu skal løfte efter sin far, Heinrich Carl lensgreve von Schimmelmann, Danmarks på dette tidspunkt formodet rigeste mand.
Faren blev kaldt til Danmark
Lensgreven har grundlagt sin formue i Preussen og Sachsen ved at investere dristigt i leverance af militært udstyr samt valutaspekulation. Derudover har han blandt andet opkøbt den kendte porcelænsfabrik Meissen.
Familien slår sig ned i Altona, som i dag er en forstad til Hamborg i Tyskland, men som dengang hørte under den danske konge. Det sker i året 1758, da Ernst var 10 år gammel.
Den gamle Schimmelmann bliver kaldt til Danmark i 1761 for at få skik på rigets finanser. Officielt kommer invitationen fra den daværende konge, Frederik V, men fordi kongen er mentalt ustabil, er den reelle bagmand regeringens mægtigste mand, Adam Gottlob Moltke.
Efter at have fået styr på rigets økonomi bliver Heinrich Carl Schimmelmann, foruden en titel som lensgreve, belønnet ved blandt andet at få lov at købe kongens fire plantager i Dansk Vestindien til en fordelagtig pris. Plantagerne er de bedste på de tre øer i Caribien.
Med i købet var også Københavns største sukkerraffinaderi på Christianshavn samt geværfabrikken Kronborg i Hellebæk på Nordsjællands kyst og forskellige andre aktiver.
Ernst Schimmelmann som 42-årig malet af Erich Pauelsen. Maleriet hænger på Ahrensburg Slot nær Hamborg. (Illustration fra bogen The Danish Slave Trade and Its Abolition)
Nu, da Heinrich Carl Schimmelmann er død, bliver det besluttet, at hans rigdomme i form af herregårde, fabrikker, skibe og plantager skal overgå til et fideikommis. Dette vil sige, at værdierne bliver båndlagt til vedvarende underhold for familien, men de enkelte familiemedlemmer arver ikke som privatpersoner.
Dog arver Ernst et gods til sig selv, nemlig Lindenborg nær Rold Skov i Himmerland.
Som titlen, The Danish Slave Trade and Its Abolition, antyder, er Erik Gøbels nye bog udkommet på engelsk.
Forlaget bag er hollandske Brill, som har eksisteret siden 1683, og som i dag er højt profileret, når der skal udgives bøger inden for humaniora.
»I sommeren 2014 henvendte forlaget sig til mig og spurgte, om ikke jeg ville skrive en bog til deres serie Studies in Global Slavery. Jeg blev fuldstændig paf og skyndte mig at svare, at det kunne jeg ikke. Det syntes jeg slet ikke, at jeg var i klasse til at gøre,« siger Erik Gøbel og fortsætter:
»Men min kone, Birte Broch, som også er historiker, sagde, at jeg da sagtens kunne skrive en bog om den danske slavehandel. Det tænkte jeg over i to dage og svarede så forlaget, at jeg godt kunne skrive en bog med særligt fokus på ophævelsen af den danske slavehandel, fordi det er det, der har international interesse.«
Efter cirka et års skrivefase kom bogen igennem et peer-review, hvor bogen blev vurderet af andre fagfæller. Og med hjælp fra et par amerikanske historikere nåede Erik Gøbel frem til et endeligt manuskript. Siden er tiden gået med at layoute bogen og få den trykt.
Her finder du et bredt udvalg af artikler om dansk kolonihistorie, slaveri og overdragelsen af øerne til USA.
Tilbage til Ernst som i sine unge dage går meget op i digtekunst. Han bliver sendt på en dannelsesrejse til udlandet af sin far og kommer hjem med en stor kasse med 300 bøger, som er skrevet af oplysningstidens mest moderne tænkere og digtere, såsom filosofferne Immanuel Kant fra Tyskland, skotske David Hume og Jean-Jacques Rousseau fra Schweitz.
Han ville gerne have viet sin tid til for alvor at dykke ned i disse dybe tanker. Men i stedet bliver han af sin far sat til at bestille noget fornuftigt, nemlig at lede geværfabrikken Kronborg.
Efterhånden er Ernst blevet indrulleret i flere og flere forretninger og embeder, og han er nu blevet en del af den offentlige administration med sæde i forskellige ministerier.
Ernst i centrum for statskup i Danmark
Der skal da heller ikke gå lang tid, før Ernst sætter sit tydelige aftryk på vigtige begivenheder i Danmark. To år efter sin fars død er han med helt i front for det statskup, som i 1784 reelt gør kronprinsen, den senere Frederik VI, til regerende hersker, selvom den mentalt svækkede far, Christian VII, stadig er enevældig konge af Danmark.
Et trekløver, bestående af lensgreve Christian Ditlev Frederik Reventlow, greve Andreas Peter Bernstorff og den nu 36-årige lensgreve Ernst Schimmelmann, tager nu tøjlerne og styrer reelt landet.
Bernstorff tager sig af udenrigspolitikken og de overordnede ting, mens Reventlow og Schimmelmann tager sig af økonomi, handel og administration. Schimmelmann får titel af finansminister.
Det skal siden vise sig, at han beholder sin ministerpost indtil 1813, da Danmark går statsbankerot under krigen med englænderne. Ernst Schimmelmann havde simpelthen ikke sørget for på statens vegne at lægge penge til side, mens det endnu var gode tider.
Den generelle slavehandel med beskrivelser af strukturen og omfanget af slavehandelen med et væld af grafer og tabeller over eksempelvis antallet af transporter af slaver, men også andre handelsvarer.
Afskaffelsen af slavehandelen med fokus på Ernst Schimmelmann og hans slavehandelkommission.
Selve betænkningen, som kommissionen munder ud i. Her kan man gå i dybden med det historiske dokument, som gjorde en ende på slavetransporterne på tværs af Atlanten.
»Det væsentlig ved bogen er, at vi nu har en overordnet, struktureret oversigt over handelen med de 110.000 slaver, som danske skibe fragtede over Atlanten. Hvordan de blev transporteret, hvor de blev købt inde på kysten, hvordan de havde det på skibene, hvordan de blev bortauktioneret i Vestindien, hvor mange der døde, hvordan alders- og kønssammensætningen så ud og så videre,« siger Erik Gøbel og fortsætter:
»Det har dels en interesse for danske forskere, fordi det nu er samlet og er mere dybtgående, end vi har set det før. Og også for udenlandske forskere og derfor er bogen på engelsk. Man oplever gang på gang til konferencer i udlandet inden for dette område, at englændere, hollændere og franskmænd står og fortæller. Så kommer der også en fra lille Danmark og fortæller, at vi var den syvendestørste slavehandelsnation, og vi var endda de første til at afskaffe slavehandelen. Det ved de andre nationaliteter intet om, så derfor spørger de, hvor de kan læse om det. Derfor er der behov for denne bog.«
Ernst var en af de største slaveejere i Caribien
Som tidligere beskrevet er Ernst grebet af oplysningstiden med dens optimistiske tro på den menneskelige fornuft samt frihed, lighed og broderskab. Det samme er hans kone, Charlotte, som han gifter sig med i 1782, samme år som faren dør, og som for samtiden har stor indflydelse på sin husbond.
Charlotte Schimmelmann som 32-årig malet af Erich Pauelsen. Maleriet hænger på Ahrensburg Slot nær Hamborg. (Illustration fra bogen The Danish Slave Trade and Its Abolition)
I Dansk Vestindien ejer Ernst Schimmelmann efter sin fars død flere end 1.000 slaver på de fire plantager, som hører ind under det oprettede fidelkommis. Han er dermed en af de største slaveejere, ikke bare på de tre danske øer, men i hele Caribien.
Slaverne bliver især udgjort at yngre mænd, fordi de er den bedste arbejdskraft. Derfor dør der også flere slaver, end der bliver født, så der foregår hele tiden en transport af slaver fra Afrika til Caribien og Nordamerika.
Selvom Ernst Schimmelmann er forretningsmand og har mange slaver til at producere især sukker på sine plantager, kerer han sig om slavernes forhold.
Hver femte slave dør på Atlanterhavet
Alene transporten over Atlanterhavet, som varer to til tre måneder, koster hver femte slave livet. Også mange søfolk mister livet, skibene i sig selv er dyre, og selve handelen med slavernes og opretholdelsen af forterne på Guldkysten i det nuværende Ghana er en underskudsforretning.
Lagerplan over det nederste dæk på det engelske slaveskib Brookes med 292 slaver. Skibet havde efter 1788 lov at fragte 454 slaver, mens det tidligere havde fragtet så mange som 609 slaver. (Illustration fra bogen The Danish Slave Trade and Its Abolition)
Ernst Schimmelmann er forfærdet over forholdene ombord på slaveskibene og vil gerne have overfarterne afskaffet.
Grunden til, at overfarterne alligevel kan betale sig, var, at sukkerproduktionen fra øerne i Caribien er særdeles indbringende. Ikke mindst når først råsukkeret er blevet raffineret på Schimmelmanns raffinaderi og efterfølgende bliver eksporteret til hele østersøområdet, Nordvesteuropa og ikke mindst Norge.
Derfor var der heller ikke tale om at bringe selv slaveriet til ophør. I stedet måtte man fokusere på, at slavebefolkningen i Dansk Vestindien blev i stand til at reproducere sig selv, inden man afskaffede slavetransporterne fuldstændig.
Dette ville kræve, at der kom flere kvinder til, og at slaverne blev aldersmæssigt mere jævnt fordelt og ikke længere primært bestod af yngre mænd.
Ernst Schimmelmann er fanebærer for denne ambition, og i sommeren 1791 får han nedsat en slavehandelkommission. Denne består, foruden Ernst selv, af en række topembedsmænd fra centraladministrationen i København.
Bogen er en smule klinisk
Værdien af at få samlet information om den danske slavehandel ét sted er til at få øje på hos lektor Gunvor Simonsen fra Saxo-Instituttet under Københavns Universitet. Hun har ikke været en del af arbejdet med bogen, men hun fremhæver, at den giver et fundament for at gå på jagt efter mere viden.
»Bogen giver et fint og samlet overblik over det danske engagement i den transatlantiske slavehandel. Noget af indholdet er nyt, og noget af indholdet trækker på forskning, som har ligget i feltet i mange år, men som ikke er blevet samlet før nu. Det, synes jeg, er rigtig godt. Bogen giver et godt udgangspunkt for at gå videre med en række andre forskningsspørgsmål,« siger Gunvor Simonsen og nævner, at videre forskning eksempelvis kunne forsøge at kortlægge, hvilke etniske grupper i Afrika slaverne tilhørte.
Hun påpeger dog, at bogen på visse punkter kunne have været mere detaljeret. Eksempelvis nævner Erik Gøbel, at det var nødvendigt at ændre indretningen af et skib, når det skulle blive til et slaveskib, men går ikke yderligere i dybden med, hvad ændringerne egentlig består i.
»Det er et valg, forfatteren har truffet, men det gør, at det bliver en lille smule klinisk,« siger Gunvor Simonsen, som også gerne så visse dele af det økonomiske aspekt udfoldet endnu mere.
»I bogen skriver Erik Gøbel, at slavehandelen ikke er profitabel. Men samtidig viser han i sine statistikker, at i 1792, da handelen bliver givet fri, eksploderer det med skibe. Derfor vil det være rart at få udpenslet endnu mere, hvad der er profitabelt, og hvad der ikke er.«
Forud for det første møde i slavehandelkommissionen skriver Ernst et dokument på 20 sider, som er en fuldt udarbejdet plan for, hvordan man kan afskaffe slavehandelen. Midlet var hovedsageligt at behandle slaverne i Dansk Vestindien bedre, end man hidtil havde gjort.
Et lille halvt år senere, 28. december 1791, munder kommissionens arbejde ud i en betænkning, som indeholder planen for at bringe slavehandelen til ophør.
Og hvordan skal man så bære sig ad?
Jo, som sagt skal slaverne i Dansk Vestindien have det bedre. For eksempel skal kvinderne ikke udføre så hårdt markarbejde, når de er gravide. Samtidig skal der styr på familieforholdet, så slaverne i stedet for at leve i løse forhold skal have mere ægteskabslignende relationer. Kommissionen spår simpelthen, at der vil blive født flere børn, hvis slaverne lever i faste parforhold.
Rent fysisk skal slaverne også have bedre boliger, og de skal modtage bedre undervisning.
Havnescene fra Christiansted på St. Croix fra 1815. Handelsfolk, slaver, soldater og civile går imellem hinaden på den travle havn, hvor tønder med råsukker venter på at blive sejlet til raffinaderier i Europa. (Illustration fra bogen The Danish Slave Trade and Its Abolition)
Slavetransporterne fik ti års ekstra levetid
For at stabilisere køns- og aldersfordelingen blandt slaverne beslutter Ernst Schimmelmann og hans kommission, at slavehandelen er nødt til at fortsætte i yderligere ti år. Dermed bliver den officielle skæringsdato for, hvornår man senest må indføre slaver til St. Thomas, St. Croix og St. Jan, 1. januar 1803.
I denne periode skal den danske stat på alle måder hjælpe plantageejerne med at importere så mange slaver som muligt, og så mange som muligt skal være kvinder. Dermed får slavebefolkningen på de tre øer tilført 2.500 personer hvert år frem til 1803.
I 1802, da befolkningen i Dansk Vestindien i runde tal når cirka 40.000 personer, er 90 procent af befolkningen slaver. Derudover udgør frie sorte 5 procent, og de resterende 5 procent er hvide. Faktisk er kun 2 til 3 procent af øernes befolkning danskere.
Efter 1. januar 1803 er det godt nok forbudt at fragte slaver fra Afrika til Vestindien, men det er ikke forbudt at handle slaver plantagerne imellem. Derudover bliver der også smuglet slaver ind på øerne, men da briterne, som besætter øerne i 1807, beslutter at ophæve deres slavehandel, er transporten definitivt slut.
I alt hentede danske skibe cirka 110.000 slaver over Atlanten fra 1673 til 1803.
Trods statsbankerotten i 1813 mister Frederik VI aldrig tilliden til Ernst Schimmelmann, så i en alder af 76 år bliver han udnævnt til udenrigsminister i 1824. En post, han bestrider indtil sin død i 1831.
Da Ernst indtager posten som udenrigsminister, er Danmark skrumpet til at være en lille, fattig stat. Landet har været i krig med englænderne, som er sejlet af med flåden i 1807, statsbankerotten ramte i 1813, og året efter blev Norge tabt.
Ernst Schimmelmann som 80-årig mens han var udenrigsminister. Maleriet er udført af C.A. Jensen og er en del af Nationalmuseets samling. (Illustration fra bogen The Danish Slave Trade and Its Abolition)
Dermed har Ernst ikke meget forretning at gøre som udenrigsminister. Det er måske godt det samme, for han er nu en gammel og træt mand, og hans kone er død og borte.
Derudover har han haft store økonomiske problemer efter statsbankerotten og er således mærket på alle måder.
Bogen har sit grundlag i UNESCOs verdensarv
I Rigsarkivet optager dokumenter om Dansk Vestindien ikke mindre end halvanden hyldekilometer. Dette til trods for, at de tre øer i Caribien, St. Thomas, St. Croix og St. Jan, som i dag er kendt under navnet St. John, ikke er større, end at de tilsammen har samme areal som Mors i Limfjorden.
Øernes danske historie er så veldokumenteret og så velbevaret, at de ældre dele af de vestindiske samlinger i Rigsarkivet er optaget på UNESCOs verdensarvsliste over den skriftlige kulturarv kaldet Memory of The World.
Derfor vil det også være så godt som umuligt for den almindelige dansker at komme hele arkivet igennem. Men med The Danish Slave Trade and Its Abolition er der mulighed for relativt nemt at sætte sig godt ind i et hjørne af øernes historie.
»Jeg håber, at læserne vil få det ud af bogen, at de opdager, at der var en dansk slavehandel, og at den er ualmindeligt godt dokumenteret i de kilder, som ligger i Rigsarkivet. Derudover har bogen alle de hårde fakta om for eksempel alt det demografiske. Og så er der jo også mere slagkraftige historier om slaveoprør på skibene og andet i den stil,« siger Erik Gøbel.
For at se dette indhold skal du acceptere funktionelle cookies.
Klik her for at ændre dit samtykke
Podcasten Brainstorm
Lyt til Videnskab.dk's podcast om hjernen, Brainstorm, herunder. Du kan også finde flere podcasts fra Videnskab.dk i din podcast-app under navnet 'Videnskab.dk Podcast'.
For at podcast-afspilleren kan vises, skal du acceptere funktionelle cookies.
Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.
Hovsa! Her skulle en video ligge. Men da du ikke har accepteret marketing-cookies, som YouTube-afspilleren bruger, kan videoen ikke blive vist.
Klik her for at ændre dit samtykke
Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv
Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.
Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.
Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.
Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.
Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.
Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.
Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.
Siden 1492 er Caribien blevet formet af de europæiske kolonimagter. Inden da var der dog en collage af folkeslag, der beboede øerne – også det senere...
