Måske sidder du allerede med tæerne krøllet helt ind under foden og venter på at skrige ’idiot!’ ad computeren, for hvordan i alverden kan man kalde revy for stor kunst og vise en video med Ulf Pilgaard på Videnskab.dk? Revy er jo slatten underholdning for hr. og fru Danmark med jokes på samme niveau som vittighederne i Se og Hør!
Ja, det synes nogen. Men andre værdsætter revyen på et helt andet plan.
I dag starter revysæsonen med forpremiere på Bakken, hvor legendariske Cirkusrevyen allerede har solgt 136.000 billetter til årets fire måneders sjov og ballade, selvom forestillingens numre stadig er ukendte.
Revyen lever overalt i landet og på ethvert niveau med amatørskuespillere, der gør grin med rektorer, politikere, direktører og dagligdagen i den lille by på lokalscener, på arbejdspladser og endda de fine universiteter. Cirkusrevyen bliver endda med jævne mellemrum vist på DR i bedste sendetid, ligesom optakten til sidste års 75 års-jubilæum alene strakte sig over tre tirsdage.
Revy skaber fælles identitet
Sådan noget kan kun lade sig gøre, fordi revy rummer kvalitet. Retoriker Jette Barnholdt Hansen fra Københavns Universitet kalder det ligefrem kunst.
»Revygenren bliver tit betragtet som underholdning for masserne, og man har travlt med at se den som lagkagekomik. Men det er stor kunst at lave underholdning, der er aktuel, bredt appellerende og samtidig har bid,« siger Jette Barnholdt Hansen, der selv har lavet flere retoriske analyser af revynumre.
»Revy er især interessant som forskningsfænomen lige nu, fordi den er i stand til at skabe brede fællesskaber på tværs af alder, køn og politisk ståsted. Den er et eksempel på det, retorikere kalder for epideiktik; lejlighedsretorik.«
»Revyen sætter også værdier og skaber identitet, fordi den både hylder og især dadler via skarp satire. Det har stor betydning i den postmoderne æra, hvor kirken ikke længere har den betydning som moralsk talerør, som den har haft. Folk forsøger i stedet at finde identitetsfællesskaber mange andre steder, og jeg mener faktisk, at ét af de steder er i revyteatret,« siger Jette Barnholdt Hansen, lektor i retorik på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling.
Revyens satire vækker til eftertanke
Jette Barnholdt Hansen fremhæver nummeret ’Lærte vi noget’ fra Cirkusrevyen i 2006, som hun har analyseret i en videnskabelig artikel, der senere på året udkommer på et amerikansk forlag.
I nummeret synger dansk revys præmietyr Ulf Pilgaard sig gennem en nyfortolkning af revyklassikeren ’Vi er alle i samme båd’ fra 1944, da Danmark var besat af Nazityskland.
Sangen er skrevet af de prisbelønnede tekstforfattere René Vase og Jannik Fuglsang og er en skarp kommentar til Karikaturkrisen, især til politikerne og deres handlinger i sagen.
På linje med dronningens nytårstale får revyen os som publikum til at føle et nationalt fællesskab, fordi vi sammen oplever satire, der forholder sig til aktuelle politiske emner og episoder, der binder os sammen som danskere.
Jette Barnholdt Hansen
Som du kan se på videoen i toppen af artiklen, vækker det særligt stor begejstring i teltet, da Ulf Pilgaard peger på Roald Als’ store tegning og kalder tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for ”kaptajnen”, men tilføjer, at formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard er ”hende, der styrer”.
»Jeg ser denne revysang som et godt eksempel på, hvordan ytringer kan skabe fællesskaber. Vi får grinet sammen og får fortalt historien om den store udenrigspolitiske krise, der splittede befolkningen, med intertekstuelle referencer til besættelsen, og på den måde renser det luften og skaber en bedre stemning, så man måske kan debattere mere konstruktivt bagefter.«
»Ifølge Freud har det stor terapeutisk effekt at grine sammen, og man kan se på nogle af kommentarerne under videoen på YouTube, at nummeret vækker til eftertanke. Jeg tror ikke, revyer kan ændre folks holdninger, men de kan i hvert fald punktere en dårlig stemning,« siger Jette Barnholdt Hansen.
Venstre-manden kan grine med SF'eren
Forskeren understreger, at styrken ved den gode revy er, at den har bid, men aldrig går over stregen. Alle skal kunne grine med, ikke kun de, som f.eks. er kritiske over for regeringen.
»Mange firmafester havner i revyteatret, selvom det er politisk satire. Normalt er det en uskreven regel på mange arbejdspladser, at man ikke diskuterer politik på jobbet, fordi det kan ødelægge korpsånden og den kollegiale stemning, men i revyen kan Venstre-manden grine med SF’eren. Det er endnu en grund til, at jeg kalder revy for stor kunst,« bemærker Jette Barnholdt Hansen.
Revy fejler, hvis alle ikke er med
Jette Barnholdt Hansen fik for alvor øjnene op for, hvor dybsindig humor kan være og hvor mange krav, der er til skuespillere, der udfolder sig inden for komik, da hun arbejdede tæt på skuespillere som talelærer på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater.
Jobbet gav hende samtidig en aha-oplevelse af, hvor fin balanceakten skal være i satire, hvis man vil have hele publikummet med.
»Du kan finde et eksempel fra 2005 på YouTube, hvor Claus Ryskjær parodierer Pia Kjærsgaard og synger om DF’s nye mærkesag, som er dyreetik, nu der ikke længere er så meget ballade med muslimerne.«
»Her er det tydeligt, bedømt ud fra publikums mundtlige respons, at nogen synes, han går over stregen; at han er for hård ved Pia Kjærsgaard. Det er ikke hensigtsmæssigt for revyen, hvis nogen blandt publikum får ondt af den, der bliver karikeret. Så mister nummeret noget af den gode effekt, som revy kan have,« lyder det fra Jette Barnholdt Hansen.
Hvis du vil finde ud af, om skuespillere og tekstforfattere i Cirkusrevyen har formået at finde balancen i år, er der stadig plads. Der er godt nok solgt 136.000 billetter, men sidste år røg hele 177.000 billetter over disken til forestillinger på Bakken og i Aalborg.
Jette Barnholdt Hansens artikel udkommer i løbet af 2011 i temaudgivelsen Rhetorical Citizenship and Public Deliberation på Pennsylvania State University Press.
