Hypermarkeder er en politisk varm kartoffel. Senest har Strukturkommisionen i en rapport forslået, at vi lemper på Planloven her i Danmark, så der bliver mulighed for at etablere flere af de store, firkantede klodser af varehuse, der placeres midt på enorme parkeringspladser. Et forslag der dog hurtigt blev undsagt fra mange forskellige parter.
Ifølge Dagbladet Information mener f.eks. Dansk Erhverv, at rapporten indeholder »en række postulater og insinuationer, som der mangler dokumentation for, hvilket skæmmer rapportens lødighed og troværdighed.«
Modstanderne af hypermarkeder er blandt andet bange for, at nye enorme varehuse vil dræbe det lokale butiksliv. Men nu kommer der overraskende ny ammunition til tilhængerne af hypermarkeder i form af ny forskning fra en norsk økonomi-professor.
Det viser sig, at hypermarkeder i mange tilfælde har sikret overlevelsen hos de små butikker, der var i området, før der blev bygget et hypermarked.
Positive resultater overraskede forsker
Det er planerne om et nyt IKEA varehus i Norge ved E18 mellem Larvik og Sandefjord, der er udgangspunktet for, at professor Egil Pedersen ved Høgskolen i Buskerud og Vestfold (HBV) har gennemgået forskningslitteraturen om etableringer af hypermarkeder.
Efter at arbejdet er afsluttet, indrømmer professoren, at resultaterne overraskede ham.
»Resultaterne er primært positive. Det er det, der er noget overraskende,« siger Egil Pedersen.
Han havde regnet med lidt mere blandede positive og negative konklusioner.
Eksisterende butikker klarer sig godt
Han er også overrasket over, hvor godt de allerede eksisterende butikker, som ellers så ud til at være truede, klarer sig.
Det er klart, at de må konkurrere mod hypermarkedet, men på den anden side er andre nye butikker mere tilbageholdende.
Som følge af etableringen af hypermarkedet kommer der ikke de små butikker, der ellers sandsynligvis ville være kommet. På den måde overlever de eksisterende små butikker ’under radaren’, som Per Egil Pedersen beskriver det.
»Hvis de differentierer sig, beskytter hypermarkedet dem fra andre nyetableringer, der ellers ville være kommet,« siger han.
Den forskning, som Per Egil Pedersen har gennemgået, drejer sig meget om Wal-Mart. Verdens største koncern (og verdens største arbejdsgiver næst efter det amerikanske og det kinesiske forsvar) møder mange af de samme reaktioner, når de skal bygge nye hypermarkeder i amerikanske byer, som det IKEA gør i Norge: Hvad vil der ske med det lokale næringsliv, og hvad vil der ske med byen, når handelen forsvinder ud af centrum?
Beskæftigelsen stiger med 17 procent
Men der findes også forskning, der er særligt rettet mod IKEA.
»Det er særligt gavnligt, at to svenske forskere for nyligt har fremlagt en rapport, der studerer effekterne af IKEA etableringer i fire svenske kommuner. Den er nærmest genialt konstrueret,« mener Per Egil Pedersen.
Rapporten sammenligner nemlig situationen i kommunerne, hvor IKEA etablerede sig, med kommunerne, der set fra IKEA’s synspunkt, lige så godt kunne blive valgt som etableringssted. Og resultaterne er temmelig klare:
»Etableringerne har øget omsætningen af varige forbrugsgoder – den type varer som IKEA sælger – med 20 procent i etableringskommunerne. I de nærliggende kommuner er omsætningen upåvirket,« fortæller Per Egil Pedersen.
»Beskæftigelsen i virksomheder, der sælger varige forbrugsgoder, er steget med mindst 17 procent i etableringskommunerne og har ikke udviklet sig i nabokommunerne,« siger han.
Resultaterne tyder også på, at kunderne bruger en større del af deres indkomst på disse varer i hele området, altså også i de butikker, der lå der før IKEA.
»Det virker som om, de omstiller sig og drager nytte af etableringen,« siger Per Egil Pedersen.
Opfølgende forskningsprojekt skal undersøge omstillingsprocesserne
De fleste af de amerikanske undersøgelser, der er foretaget omkring Wal-Mart etableringer, viser, at indtægterne i sektoren stiger, og at der sker en stigning i beskæftigelsen i etableringskommunen.
Samtidig taber eksisterende virksomheder, og nogle af dem må dreje nøglen om.
»Der sker en omstilling mod en mere produktiv varehandel, og det skaber også vækst i beskæftigelsen. Tilstødende kommuner er sjældent særligt påvirkede af etableringen,« opsummerer professoren.
Per Egil Pedersen understreger, at hans rapport ikke giver konkrete svar på, hvad der kommer til at ske i omstillingsprocessen omkring en IKEA etablering, men den viser, at etableringen har mange positive sider.
Derfor er han glad for, at HBV har fået midler til et opfølgende projekt, som skal studere omstillingsprocesserne som følge af etableringerne.
»Det skal blive spændende at få noget mere empirisk baseret forskning ind i diskussionerne. Det giver færre spekulationer og mere viden,« siger han.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle