Videnskabsminister Helge Sander luftede i sidste uge ideen om at indføre private universiteter i Danmark.
Men hvorfor? Og hvem vil private universiteter egentlig være en fordel for?
Når man tager hul på debatten om private universiteter, skal man først gøre sig klart, hvordan de skal finansieres.
Ideen er stadig på tegnebrættet, men i P1-Debat luftede Helge Sander en model, hvor de nye universiteter finansieres af en blanding af fondsmidler, midler fra private sponsorer, midler fra de offentlige Forskningsråd og de såkaldte taxameterpenge, som universiteterne bliver tildelt alt efter hvor mange studerende, de får gennem systemet.
Overførelse af midler
Af disse midler er taxameterpengene og Forskningsrådsmidlerne penge, der i dag går til de offentlige universiteter. Det samme vil sandsynligvis gælde fondsmidlerne. En del af de private sponsorater vil formodentlig også være midler, der nu bruges til sponsering af forskning i offentligt regi.
Så med andre ord skal finansieringen af de private universiteter for en stor dels vedkommende ske på bekostning af de offentlige universiteter. Der er altså ikke tale om en gave – et rent plus på forskningskontoen.
Der er nærmere tale om, at noget af den forskning, der nu foregår på de offentlige universiteter skal flyttes over på de private universiteter, og dermed vil komme til at foregå på nogle helt andre vilkår. Det er derfor meget vigtigt at diskutere, om denne ændring i vilkår for en del af den danske forskning vil være en fordel eller en ulempe for den danske befolkning.
Hvad med den kritiske forskning?
I den forbindelse er det store spørgsmål, hvordan forskningen på de private universiteter skal styres. Det man først og fremmest kan frygte er, at de private sponsorer, der står bag et privat universitet, udnytter deres position til at øve pression på den forskning, der foregår på stedet.
Lad os for eksempel forestille os, at en af det private universitets store sponsorer er en medicinalvirksomhed, der producerer antidepressive midler. Kan man forestille sig, at en forsker, der har været kritisk overfor virksomhedens produkter, kan blive ansat på universitetet? Kan man forestille sig, at der på det private universitet bliver igangsat projekter, hvor man undersøger billige alternativer til firmaets produkter (fx om motion eller ændrede kostvaner kan helbrede depression)?
Kan man forestille sig, at man vil underkaste firmaets produkter en kritisk undersøgelse af for eksempel utilsigtede bivirkninger? Og hvis man alligevel finder bivirkninger, kan man så forestille sig, at forskningsresultaterne uden videre bliver offentliggjort, uden at resultatet søges ændret, syltet eller nedtonet?
Mindre kritik – mere research and development
Jeg er bange for, at svaret på de fleste af spørgsmålene ovenfor vil være ‘nej’. I så fald vil indførelsen af private universiteter betyde, at en del af den forskning, der nu foregår på offentlige universiteter, vil komme til at foregå under vilkår, der gør det sværere at bedrive kritisk forskning. Og det vil ikke være til befolkningens fordel.
Private universiteter vil muligvis være til fordel for visse private virksomheder, der lettere vil få offentlige midler til at udføre deres research and development – og oven i købet vil få mulighed for at give forskningen den autoritet, der ligger i at den er udført på et universitet; Man vil jo umiddelbart have mere tiltro til undersøgelser, der kommer fra et universitet, end undersøgelser, der kommer fra et privat firma.
Ministerens holdning
Man skal jo ikke tage sorgerne på forskud, så det kan være, at det vil være muligt at lave en ordning, hvor sponsorernes magt over forskningen på de private universiteter faktisk svækkes så meget, at den kritiske forskning kan trives. Jeg har dog svært ved umiddelbart at se hvordan det skal kunne lade sig gøre.
Lad os derfor se, hvad den ansvarlige minister siger til sagen. I P1-Debat (8/12 2009) fremlagde Helge Sander sit syn på risikoen for, at private sponsorer kan være med til at forhindre den kritiske forskning:
»Hvad er det for noget vrøvl? Vi har massevis af eksempler, hvor virksomheder får forsket på de offentlige universiteter og i de offentlige forskningsmiljøer. Det foregår hver eneste dag. Der kan nævnes enkelte eksempler, […men] der er jo ikke på nogen måder antydningsvist et problem, vi bør forholde os til. […] Det er ikke noget problem, fordi forskerne er så nidkære, at den spøg går de ikke med på.«
Så ifølge ministeren er der altså slet ikke noget problem, fordi forskerne har så meget integritet, at de ikke vil lade sig presse.
Ministeren overser noget
Det er imidlertid en meget problematisk holdning. Vi har her på bloggen gennemgået en række eksempler, hvor både private og offentlige sponsorer med held har øvet pression og fået ændret resultatet af forskning foretaget på offentlige universiteter.
Hvis Sander ønsker et friskt et af slagsen, kan han sådan set bare banke på hos sin kollega i Miljøministeriet, hvis pression af forskerne i Danmarks Miljøundersøgelser netop er blevet afsløret.
Pressionen kan tage mange former. Fra den lette, hvor forskere øver selvcensur af angst for ikke at få penge i fremtiden, og til det grove, hvor sponsorer sylter ubehagelige resultater eller vrider armen rundt på forskere for at få dem til at ændre resultater.
15,5% presset til ændringer
At der er tale om et reelt problem, og ikke kun uheldige enkeltsager understreges af, at 15,5 % af 3247 adspurgte amerikanske forskere i en undersøgelse svarede ja til at have ‘ændret design, metode eller resultat som følge af pres fra en sponsor’ (Martinson et. al. 2005).
Eksemplerne angår ikke private universiteter, men de viser, at så snart der kommer for tætte bånd mellem sponsorer og forskning, så vil der også være pression. Det er derfor ganske simpelt ikke korrekt, når ministeren siger, at der ikke er problemer med pression på den frie og kritiske forskning.
Der er problemer, og man kan kun forvente at de bliver større, hvis det ikke bare er enkelte forskningsprojekter, men hele det private universitets overlevelse, der afhænger af private sponsorers goodwill.
Hvem har ansvaret?
Der er desuden uheldigt, at ministeren regner med, at forskerne ikke vil lade sig presse. På den måde lægger han reelt ansvaret for at undgå pression over på forskerne. Og det går ikke.
Det kan ikke passe, at de enkelte forskere skal sætte deres job og karriere på spil, for at undgå, at sponsorer trækker tænderne ud på den kritiske videnskab. Her må ministeren tage ansvaret på sig og sørge for at skabe de strukturer der skal til, for at undgå at problemet overhovedet kan opstå.
Krav til de private universiteter
Ministeren forklarede dog også i P1-debatten, at han vil stille nogle krav, som de private universiteter skal opfylde, for at de kan få del i taxameter- og Forskningsrådspenge. Det er en rigtig tanke, ministeren her har! Det er vigtigt at stille krav til de private universiteter, men desværre var ministeren ikke i stand til at uddybe, hvad det mere præcist er for nogle krav, han tænker på.
Man må håbe, at ministeren er meget mere konkret på netop dette helt centrale punkt, når han senere vil præsentere et egentligt forslag om indførelsen af private universiteter. Men desværre er det svært at finde løsninger på et problem, man ikke vil anerkende eksistensen af.
I mellemtiden kan vi jo her på bloggen diskutere, hvad der præcist skal til, for at sikre den frie, kritiske forskning på private universiteter. Jeg har umiddelbart svært ved at se, hvordan man skal gøre det uden at sponsorerne skal miste interessen. Men det kan jo bare være et udslag af min mangel på fantasi. Så forslag modtages gerne herunder.
Det kan jo være at Helge Sander ligefrem læser med!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
