Over 1.000 mennesker vil hjælpe Videnskab.dk med at redde verden. Vil du også være med?
Inspiration til handling frem for demotiverende nyheder er udgangspunktet i Facebook-gruppen Red Verden. Her kan du få et indblik i nogle af de indspark, 1.000 mennesker har givet hinanden og Videnskab.dk i løbet af temaets første år.
Red verden Facebook Videnskab.dk klima atomkraft empati grøn omstilling

Er det dyr, klima eller mennesker, der skal reddes, og hvad skal det hele i grunden reddes fra? Vi har bedt læserne om hjælp til at indkredse, hvad vores store tema Red Verden skal fokusere på, og det er blandt andet blevet til artikler om atomkraft, grøn omstilling, gode vaner og bedre mennesker. (Foto: Shutterstock)

For lidt over et år siden kastede Videnskab.dk sig ud i et vildt projekt. Vi ville, med læsernes hjælp, forsøge at redde verden - og det vil vi stadig!

Tanken bag 'Red Verden', som vi har kaldt projektet, er at skrive konstruktivt om alt det, der kan gøre en forskel for verden - klima, dyr og mennesker.

Stort tema i gang


I en konstruktiv serie undersøger Videnskab.dk, hvordan mennesket kan redde verden. 

Du kan få og give gode råd, debattere og være med i overvejelser om artikler i vores Facebook-gruppe Red Verden.

Og vi ville gøre det med inputs og inspiration fra læsere, der har meldt sig ind i Facebook-gruppen 'Red Verden'.

Det har over 1.000 mennesker nu gjort.

Vi er virkelig glade for den store opbakning, og vi håber, at mange flere vil melde sig ind og deltage i projektet.

LÆS OGSÅ: Videnskab.dk's store tema, Red Verden

Det har Red Verden gjort hidtil

Hvad laver man så i sådan en Facebookgruppe?

Jo, i løbet af projektets første år er der foregået lidt af hvert:

  • Der er blevet delt en masse inspirerende videoer, blandt andet TED Talks, dokumentarer og taler,
  • Forskning og artikler er blevet endevendt, gerne med udgangspunkt i vores manifest, der kan hjælpe dig med at forholde dig kritisk til forskningsnyheder
  • Brugerne har stemt om og diskuteret fordele og ulemper ved atomkraft og GMO
  • Små idéer er blomstret op: En læser foreslår eksempelvis, at andelshavere, hus- og sommerhusejere med flere hver kunne plante et træ
  • Læserne har også delt tips fra hverdagen, eksempelvis råd til at mindske vandforbruget eller bud på, hvilket fyr der er mest miljøvenligt
  • En snak om, hvordan supermarkederne kunne gøre det lettere for sine kunder at aflevere plasticemballage, fik virkelig gang i kommentarerne,
  • Og et borgerforslag om omstilling til grøn energi fik stor tilslutning

Og så har gruppemedlemmerne ikke mindst givet journalisterne på Videnskab.dk's redaktion en masse gode idéer og konstruktik kritik, i forhold til hvad vi skal fokusere på i vores artikler.

Skal vi bremse global opvarmning med atomkraft?

Vi spurgte for eksempel vores læsere, hvad de tænker om at bruge atomkraft som energikilde.

De var snusfornuftige og hældte mest til, at de gerne ville vide mere om fordele og ulemper ved atomkraft, inden de stemte for eller imod i en afstemning på Red Verdens Facebookside.

artiklen 'Kan atomkraft redde verden?' gennemgår vi derfor de bedste videnskabelige argumenter for og imod en omstilling til atomkraft. Det viser sig, at svaret ikke er helt enkelt:

»I en eller anden forstand kan atomkraft medvirke til at redde verden. Vi har i dag en situation, hvor mere end en milliard mennesker ikke har adgang til strøm. Verden har et umætteligt energibehov, og alle fremskrivninger viser, at det behov kun vil vokse,« har Bent Lauritzen, afdelingschef ved Center for Nukleare Teknologier på DTU, sagt til Videnskab.dk.

Fra et klimaperspektiv er sagen klar: Atomkraft er godt for klimaet. Forestil dig en verden, der ikke længere er afhængig af fossile brændstoffer.

Desværre kommer drømmen ikke uden en risiko for, at der kan ske ulykker på et atomkraftværk. 

»Hvis man nu forestiller sig, at man begynder at bygge atomkraftværker med femdoblet kapacitet, så vil konsekvenserne af ulykken også være på en anden skala. Jeg ser det som en af den slags løsninger, som bare starter et nyt menneskeskabt eksperiment på planeten,« siger Jens Hesselbjerg, professor og klimaforsker ved Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.

Læs, hvilke andre argumenter der findes for og imod, i artiklen.

Danmark på grøn energi er slet ikke umuligt

150 kroner ekstra om måneden.

Per dansker.

Højst.

Det ville være udgiften for at holde det danske samfund kørende på grøn energi frem for fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas, lyder det fra forskere, som Videnskab.dk har talt med.

Teknologierne er nemlig opfundet, og en plan for omstillingen kunne blandt andet lyde sådan her:

  • Kraftværker skal erstattes af vindmølleparker
  • Olie- og naturgasfelter skal lukkes
  • Brændstof til fly og store skibe skal laves af luft og vand
  • Mindre skibe skal sejle på strøm

Det lyder jo som en brandgod ide, så hvad skal der til, før vi går i gang? Det kan du læse mere om i artiklen 'Så billigt er det at få Danmark til at køre på kun grøn energi'. 

Hvis fly begyndte at flyve på grønt brændstof, lyder et overslag i øvrigt, at en returbillet til New York, der koster 3.000 kroner i dag, om nogle år ville koste 4.500 kroner.

Den fremtidsudsigt skulle vi selvfølgelig lige have forbi brugerne i Red Verdens Facebookgruppe, og her var der ikke den store tvivl i forhold til, om det ville være prisen værd:

Red Verden, klima, elektrobrændstoffer, flytur, flyvetur, flybilletter, co2-neutral, ferie, rejse

Medlemmerne i den åbne Facebook-gruppe Red Verden ville gerne betale 50% mere for deres flybillet, hvis de vidste, rejsen var CO2-neutral. Hvad tænker du? Deltag i debatten - meld dig til gruppen i dag.

Sådan kan du selv hjælpe klimaet

Flere af brugerne mener, at det er de store, strukturelle ændringer, der er behov for, hvis verden skal reddes.

Men der er også stor interesse for de små forskelle, som vores hverdagsvaner har betydning for.

I Facebook-gruppen Red Verden er flere interesserede i at dele inspiration og forslag til, hvordan man lever mere bæredygtigt.

Videnskab.dk har talt med flere forskere, der giver deres bud på, hvad man selv kan gøre for at få en mere klimavenlig hverdag. 

Et par af de artikler, der er kommet ud af det, er samlet her:

Vær med til at redde verden

Det kunne i det hele taget være fedt, hvis en holdningsændring var det eneste, der skulle til for at redde verden.

Desværre er det næppe empati, der vil ændre tingenes tilstand, og du får forklaret hvorfor i artiklen 'Kan vi redde verden med mere empati?'.

Alligevel skal det bestemt ikke udelukkes, at verden kunne nyde gavn af, at vi alle øvede os i at blive bedre mennesker.

Du kan jo begynde med at læse artiklen 'Hvordan bliver jeg et bedre menneske?', og hvis du føler dig inspireret, synes vi, at du skal melde dig ind i kampen for at redde verden.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.