En tynd pind, der er fundet ved en sø i Grækenland ligner ved første øjekast ikke noget særligt. Men den kan faktisk være blandt de ældste træredskaber, som mennesker nogensinde har brugt.
Det skriver Universitetet i Tübingen i hvert fald på baggrund af et nyt studie
Ifølge mediet har forskere fundet to genstande af træ ved en søbred i det sydlige Grækenland. Det ene fund er den spinkle pind på omkring 80 centimeter.
At der angiveligt er tale om et menneskeskabt redskab og ikke en tilfældig pind baserer forskerne på følgende fund:
- Forskerne undersøgte træets overflader i mikroskop og fandt klare mærker efter hugning og udskæring på to af træstykkerne. Disse spor svarer til bevidst bearbejdning med redskaber (for eksempel stenredskaber) og kan ikke forklares ved naturlige processer.
- Ét af træstykkerne viser både formgivning og slid, hvilket tyder på, at det har været brugt aktivt, for eksempel som gravepind ved søbredden eller til at fjerne bark.

Det er meget sjældent at finde så gamle træredskaber, fordi træ normalt rådner hurtigt. Ifølge pressemeddelelsen bliver træ oftest kun bevaret i særlige miljøer såsom is, huler eller under vand. I dette tilfælde mener forskerne, at genstandene kan være blevet dækket hurtigt af sediment og bevaret i et vådt miljø over tid.
Forskerne har ikke dateret selve træet. I stedet har de bestemt alderen ud fra stedet, hvor genstandene blev fundet. Området er omkring 430.000 år gammelt, hvilket giver forskerne et godt pejlemærke for, hvor gamle redskaberne kan være.
På stedet har forskere i forvejen fundet andre spor fra fortiden, blandt andet stenredskaber og knogler fra elefanter med skæremærker. Det viser, at området tidligere har været brugt af fortidige menneskearter.
Forskerne ved dog ikke, hvem der har brugt træredskaberne. Der er nemlig ikke fundet menneskelige rester på stedet. De peger dog på, at det kan have været neandertalere, tidlige menneskeforfædre eller en anden menneskegruppe.
»Det nye fund giver et sjældent indblik i den brede samling af redskaber, som tidlige mennesker brugte for at overleve. Det er et glimt af en del af deres teknologi, som vi ved meget lidt om«, siger Katerina Harvati, som er forsker ved University of Tübingen og medforfatter på studiet, i pressemeddelelsen..
Ifølge pressemeddelelsen er der tidligere fundet andre meget gamle træredskaber, blandt andet spyd i Tyskland og omkring 300.000 år gamle kinesiske ‘gravepinde’.

































