Stiller man sig op på et tilfældigt gadehjørne og spørger forbipasserende, hvad de mener om den danske velfærdsstat, vil de fleste nok pege på den som en udgiftsmæssig kæmpe, der trækker dansk økonomi i den forkerte retning.
Men er det hele historien om velfærdsstaten, eller har den mere at byde på? Og kan den ligefrem have medvirket til, at Danmark formåede at spille med på globaliseringsarenaen i løbet af halvfemserne?
Selvfølgelig er det ledende spørgsmål. For ville det være interessant med endnu en artikel, der er travlt optaget af at understrege velfærdsstaten som en massiv udgiftsbyrde, der er med til at spænde ben for Danmarks fremtidige økonomiske muligheder?
Nej, vel? Den fortælling er hørt før.
Velfærdsmodeller og efteruddannelse bag global succes
Velfærdsstaten havde betydning for, at Danmark og de øvrige nordiske lande evnede at agere konkurrencedygtigt i takt med globaliseringens fremmarch. Det fortæller en ny bog med titlen ’Nordic Capitalisms and Globalization – New Forms of Economic Organization and Welfare Institutitions’, der analyserer udviklingen i de nordiske landes økonomier i halvfemserne.
Bogen, der er redigeret af professor Peer Hull Kristensen fra Department of Business and Politics på CBS og professor Kari Lilja fra Aalto University School of Economics, konkluderer, at det var velfærdsmodellerne, der var med til at sikre de nordiske virksomheders succesrige entré på det globale marked ved at sikre et smidigt og fleksibelt arbejdsmarked:
»De nordiske lande har formået at klare globaliseringen, fordi de følger en logik, som i høj grad er betinget af den institutionelle kontekst, som de er en del af. I Norden er arbejdsmarkederne omgivet af velfærdsinstitutioner og efteruddannelsesinstitutioner, som gør det muligt for virksomhederne at betjene sig af organisationsformer, som er smidige og lærende i alle enheder,« forklarer Peer Hull Kristensen.
Høje skatter ingen hindring
I bogen undersøger forfatterne, hvordan de nordiske landes kapitalistiske økonomier udviklede sig i løbet af 90erne, hvor globaliseringen for alvor tog til, og hvor der derfor blev stillet helt nye krav til landenes virksomheder.
Det bemærkelsesværdige ved resultaterne er, at selvom de nordiske lande er kendte for relativt høje skattetryk, ditto høje velfærdsydelser og virksomhedsstrukturer, der ikke umiddelbart egner sig til risikotunge globale eventyr, så klarede de nordiske lande sig godt.
Succesen hænger ifølge professor Peer Hull Kristensen sammen med en arbejdsorganisation, der i samspil med velfærds- og efteruddannelsesinstitutioner ruster de nordiske lande til den globale udfordring:
De besværlige arbejdssituationer
»Velfærdsstaten var med til at betinge den organisationsmodel, som vi har iagttaget udvikle sig i de nordiske lande. Vi har altid set velfærdsstaten som noget, der forsikrer mod kapitalismens bivirkninger.«
»Nu er det sådan, at staten danner nogle institutioner, som gør det muligt for medborgerne i de nordiske lande at tage risiko – altså gøre nyt med sit liv og engagere sig i meget besværlige arbejdssituationer,« siger Peer Hull Kristensen.
’De besværlige arbejdssituationer’, som Peer Hull Kristensen henviser til, dækker over, at den ufaglærte og ingeniøren nu skal kunne arbejde alle steder i verden og med skiftende arbejdstider og vekslende deadlines.
Efteruddannelse en masse
Peer Hull Kristensen understreger i den forbindelse vigtigheden af efteruddannelse. Den gør, at virksomhedernes ansatte kan skifte kurs flere gange i løbet af deres arbejdsliv og dermed tilpasse sig de skiftende krav, som virksomhederne konfronteres med.
Og fordi arbejdsmarkederne er omgivet af velfærdsinstitutioner og efteruddannelsesinstitutioner, er befolkningen aktiv med at få efteruddannelse, og det gør det muligt for virksomhederne at decentralisere kompetencer og ansvar mere radikalt, end man kan andre steder i verden.
Det betyder, at virksomhederne kan betjene sig af mere smidige organisationsformer. Peer Hull Kristensen fremhæver især den arbejdsmarkedspolitik, som blev ført i Danmark i 90erne, og som indeholdt mange midler til efteruddannelse.
Det er i den sammenhæng ikke tilfældigt, at så stor en del af Danmarks befolkning blev IT-kompetent i løbet af 10 år. »Det var et klart resultat af den aktive efteruddannelsespolitik, som blev ført i halvfemserne,« siger han.
Dualiserede arbejdsmarkeder
Vender man blikket mod andre lande end de nordiske, ser man, at det ikke er alle lande, der har klaret 90erne og de nye krav til arbejdsorganisering lige godt. I lande som USA og Frankrig har man oplevet en markant opdeling i samfundet af dem, som var i stand til at følge med ændringerne, og dem som blev ladt tilbage.
Opdelingen skyldes, at kun rige familier og folk med høj uddannelse kunne mobilisere de ressourcer, der skal til for at leve et liv præget af fleksibilitet og omstillingsparathed. Hvis man ikke har de rette ressourcer, bliver for eksempel børnepasning en hindring for ens udfoldelser på arbejdsmarkedet.
»Velfærdsstaten gjorde det muligt for de nordiske lande at tilpasse og organisere virksomhederne, så de kunne agere globalt. Vi kan se, at andre lande med andre modeller ikke har haft samme muligheder, og det har ført til, at man i disse lande har oplevet en enorm dualisering,« siger Peer Hull Kristensen.
Den danske løsning
For at undersøge hvordan de danske virksomheder håndterede globaliseringen, undersøgte Peer Hull Kristensen 15 hjemlige virksomheder. Det logiske resultat af undersøgelsen var, at den danske virksomhedsstruktur med mange små og mellemstore virksomheder forhindrede, at danske virksomheder kunne komme til at spille en rolle globalt set.
Men sådan forholdt det sig ikke.
Selvom vi i Danmark har mange små og mellemstore virksomheder, der ikke kan tage de store risici, som følger med det at agere på det globale marked, viste de danske virksomheder vilje til at navigere udenom den problemstilling.
De lod sig simpelthen opkøbe af udenlandske virksomheder, som havde den fornødne størrelse, og som kunne tage de nødvendige risici – og dermed var de danske virksomheder uanset størrelse klar til globaliseringen. Og de danske datterselskaber var gode til at agere globalt.
Velfærdsinstitutionerne deler globaliseringsrisici
De dannede en arbejdsorganisation, som var fleksibel, og som spillede sammen med arbejdsmarkedet og arbejdsmarkedsorganisationerne lokalt. Og ved at opprioritere efteruddannelse ændrede man både arbejdsorganisationen og arbejdskraftens kvalifikationer i et dynamisk samspil.
»På grund af velfærdsinstitutionerne bliver det muligt for arbejdskraften at tage nye uddannelser. Dermed deler de risikoen i globaliseringen med virksomhederne. Det betyder, at virksomhederne trods deres begrænsede størrelse kan forfølge mere offensive strategier,« forklarer Peer Hull Kristensen og afslutter:
»I den nye økonomi er velfærdsinstitutioner en avanceret måde at foretage risikodeling på, så man kan afsøge fremtidige komparative fordele.«
