Grundlovsdebatten, der blev væk

I 2009 blev en tømrer fængslet, fordi han havde en arbejdskniv liggende i handskerummet på sin bil. Først blev han idømt syv dages ubetinget fængsel ved Landsretten, men Højesteret endte med at underkende dommen, og manden endte med en bøde for sin forseelse.

Sagen om den dengang 24-årige tømrer er langtfra den eneste af sin slags. Den omstridte knivlov fra 2008 har ført til snesevis af lignende sager, hvor kokke, tankpassere og andre, der benytter knive i deres arbejde, er kommet i klemme på grund af knivlovens bestemmelser.

Lovgivning griber ind i den personlige frihed

I det hele taget har vi i Danmark indenfor de senere år – og især efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 – set en række eksempler på lovgivning, der går faretruende tæt på danskernes personlige frihed som borgere.

Det rejser en række spørgsmål vedrørende den danske grundlovs holdbarhed: Er den rede til at tage vare på danskernes personlige frihed, når Folketingets – og dermed statens – lovgivning truer med at overskride individets personlige frihed?

Og hvad betyder det, når Danmark i modsætning til Tyskland ikke har en forfatningsdomstol, som kan gå ind og tage stilling til og kontrollere Folketingets lovgivning? Begge spørgsmål bør interessere andre end jurister og politikere

Grundloven skal mere med i debatten

Sådan lyder budskabet i en ny bog om de europæiske forfatninger, der er redigeret af tre forskere fra Copenhagen Business School: lektor Irene Baron, ekstern lektor Christian Fich og professor Michael Herslund.

Bogen, der har titlen ’Fra Leviathan til Lissabon’, gør opmærksom på, at grundlove og forfatninger har stor indflydelse på alles borgeres hverdag, og at Grundloven bør have en langt mere central position i den danske samfundsdebat.

»Man taler mere og mere om borgernes rettigheder. Spørgsmålet er jo, hvor meget man skal gribe ind i den personlige frihed for at sikre borgerne mod for eksempel terrorangreb,« siger Irene Baron.

Grundloven bliver overhalet af nutiden

Problemet med en grundlov som den danske er, at den ikke er opdateret, og at dens ordlyd langt fra svarer til den tid, vi lever i. Den seneste revision af den danske grundlov er fra 1953, men dertil kommer, at over halvdelen af ordlyden stammer fra 1849.

Det betyder, at vi nu står med en grundlov, der har vanskeligt ved at sikre borgernes rettigheder under visse omstændigheder:

»Terrorlovgivningen efter 2001 viser med al tydelighed, at der ikke er en tilstrækkelig sikring af borgernes rettigheder i Danmark,« forklarer lektor Carsten Humlebæk, der er medforfatter til bogen.

»Med terrorsituationen oplever vi en krisesituation, og det er i sådanne tilfælde, at problemerne med manglende opdatering rigtig viser sig. Man kan generelt sige, at den manglende opdatering af Grundloven fører til et skisma mellem praksis og tekst. Og at det skisma bliver større og større som tiden går.«

I sidste ende betyder det, at staten kan ende med at blive borgernes fjende. Så længe der ikke er problemer, fungerer det fint – det er først, når kriserne opstår, at konsekvenserne ved manglende revidering for alvor bliver synlige.

Folketinget kan vedtage hvad som helst

Og så har vi i Danmark ingen instanser, der kontrollerer, hvad politikerne laver:

»I Danmark står Folketinget som en nærmest suveræn statsmagt, og det har konsekvenser. Når man ikke opererer med en kontrolinstans af Folketinget, er borgerne ikke sikrede rent rettighedsmæssigt. Det betyder, at Folketinget kan vedtage stort set hvad som helst,« forklarer Irene Baron.

Den problemstilling er man uhyre bevidste om i lande, der har en fascistisk, kommunistisk eller nazistisk fortid. Belært af historien er disse lande særligt opmærksomme på at sikre borgernes rettigheder.

Et eksempel er Tyskland, der har indrettet sig med en forfatningsdomstol, som holder øje med, om politikerne overholder forfatningen. Desuden ajourfører de løbende opdaterer deres forfatning, så den danner en opdateret ramme om det juridiske og det politiske system.

Vi glemmer Grundloven, hvis praksis fungerer

Til sammenligning er den danske forfatning placeret i den modsatte ende af forfatningsskalaen.

»I Danmark har vi en holdning til at praksis fungerer, og så gør det ikke så meget, hvad der står i Grundloven. I Tyskland er det vigtigere, at der er en langt større overensstemmelse mellem tekst og virkelighed. Altså at teksten er styrende for virkeligheden,« siger lektor Sine Nørholm Just, der også er medforfatter til bogen.

»Men det fungerer jo ikke altid i Danmark. Vi ser en række sager, hvor det rent faktisk har en betydning. For eksempel har FN jo kritiseret os i forhold til sagen om de statsløse palæstinensere. Hvis der er nogle grupper, som der ikke er politisk vilje til at give rettigheder ud over de allerede nedfældede, så er der pludselig ikke mange rettigheder,« fortsætter hun.

Svært at ændre et komma

Så den manglende opdatering af den danske grundlov hænger sammen med, at vi ganske simpelt ikke har oplevet behovet for en opdatering presserende nok. Grundloven er i vores bevidsthed, men vi diskuterer den ikke, og måske anser vi den blot som et dokument af historisk betydning:

»Den danske grundlov har en nærmest symbolsk betydning. Så det er svært at få en ordentlig diskussion om Grundloven. Engang imellem lyder der nogle spredte røster om, at det er på tide, at vi for eksempel får menneskerettighederne skrevet ind i Grundloven, men det er en meget spredt diskussion.«

»Faktisk har Den Europæiske Menneskerettighedskonvention været gældende dansk lov siden 1992, og her kan Grundlovsteksten sagtens præciseres – her og på mange andre punkter,« siger Michael Herslund.

Og så er der det problem med den danske grundlov, at det er en voldsom opgave at ændre bare et komma i den. Der skal både nyvalg og en folkeafstemning til, hvis den skal revideres. Og det gør det til et større politisk projekt at ændre grundloven – et projekt, som de færreste politikere har mod og energi til at kaste sig ud i.

»Hvem tør sætte sin politiske karriere på spil for det?« spørger Irene Baron.