In a future not so far away …
Vi skriver 2020. De sidste ti år har medierne forandret sig radikalt: TV2 ejes af Politikens Hus. DR er kommet på svenske hænder.
Og film er ikke længere bare film, men multiplatformsfortællinger, hvor brudstykker af fortællingen skibes ud til publikum via forskellige platforme, som brikker i et multimedie-puslespil, som tilskueren så kan samle til en sammenhængende fortælling.
Men det er ikke alt. Bibliotekerne er næsten blevet bogløse – alle analoge materialer er slugt af skyrm (nej, det er ikke stavet forkert), der med sin banebrydende teknologi udgør det ny nervecenter i bibliotekerne – eller mediehusene, som de fleste efterhånden kalder dem.
Skyrm er blevet bibliotekernes allestedsnærværende mother, og hun sørger tålmodigt for, at bibliotekerne kan leve op til de public service-integrerede udfoldelser, som er blevet udgangspunktet for de mange forskellige aktiviteter, som bibliotekerne lægger lokaler til.
Det er mediebilledet anno 2020. Man kan sige, at der har fundet en form for differentiering sted. De gamle hæderkronede public service-institutioner DR og TV2 er helt eller delvist ophørt med at fungere som de eneste bannerførere for public service.
I stedet har vi fået en støtteordning – den selvejende institution Public Service Fond (P.S. Fond i daglig tale), der ikke kun tilgodeser de traditionstunge medier, men som også favner de interaktive medier, og som i højere grad sigter efter indhold og public service-værdi.
Men sådan har det ikke altid været …
12 tilbageblik på medierne
Vi springer tilbage i tiden. Helt eksakt til en dag i februar 2011, hvor Anker Brink Lund, professor ved Department of Business and Politics på CBS, fortæller om nyudgivelsen Tilbageblik fra 2020 – Hvad skete der med medierne?
Bogen giver sit helt eget bud på, hvad der skete med medierne frem mod 2020. I løbet af tolv kapitler skrives om blandt andet nyhedsformidling, den offentlige debat og forskningskommunikationen, og de begivenheder og udviklinger, som fik betydning for, at det gik, som det gik med medierne.
Resultatet er blevet en række udsyn, der med både pessimisme og optimisme i stemmen fortæller om mediernes udvikling frem mod 2020.
Med blikket rettet mod bakspejlet …
Der går ikke lang tid, før Anker Brink Lund kommer ind på den nuværende mediestøtte. Navnlig de problemer, som knytter sig til støttens nuværende udformning. Som den er skruet sammen nu, er det de gamle public service-medier, der står forrest i køen til offentlig mediestøtte.
De nyere medier lades derimod i stikken. Er man webmedie, kan man for eksempel ikke komme i betragtning til mediestøtte. Dertil kommer, at hvis man som gammel og hæderkronet medieplatform retter blikket mod fremtiden og forsøger at forny sig, sker det med fare for, at man diskvalificerer sig i forhold til mediestøtten.
Se blot på dagbladene: De mister støtte, hvis de nedprioriterer printversionerne for en opprioritering af netversionen – med andre ord bakker mediestøtten op om papir, distribution og tradition, men underkender fremsynethed og innovation:
Fastholder medierne i fortidens teknologier
»Jeg mener ikke, at den nuværende mediestøtteordning fremmer udviklingen af bæredygtige medier fremover. Som det er nu, gives den nuværende mediestøtte til de medier, der bar fortidens public service – og dermed fastholder staten medierne i fortidens teknologier.«
»I stedet skal man tænke publicistisk mangfoldighed for licensbetalernes penge. Det er derfor, at nogle af artikelforfatterne lægger op til, at mediestøtten laves om, så den ikke længere støtter institution og tradition, men indhold og innovation.«
»Mediebranchen er i dag nødt til at spekulere i støtteformen, men det fastholder medierne i en negativ spiral, som nok gør, at de kompenseres af staten, men det blokerer for fremdrift,« siger Anker Brink Lund.
Nogle af bogens forfattere mener, at mediestøtten helt og aldeles skal fjernes fra institutionerne, men Anker Brink Lund mener, det får fatale konsekvenser for traditionsmedier som dagbladene og DR. Han vil i stedet nøjes med at frigøre en begrænset del af mediestøtten til fordel for innovation og indhold.
Medieudviklingen blokeres
Hen imod slutningen af interviewet giver Anker Brink Lund undertegnede og dagens mediedebattører en venlig røffel. Røflen er fortjent nok: Der er en tendens til, at vi i diskussionen om medier og medieudvikling alt for hurtigt fokuserer på de traditionelle medier som dagbladene og DR.
Men derved ignorerer vi de medier, som i samspil med de traditionelle medier kommer til at tegne fremtiden. Anker Brink Lund mener, at fokuseringen på de såkaldte massemedier er et nøjagtigt billede af, hvad der er problemet ved meget af den nuværende mediedebat.
Problemet består i, at vi diskuterer udviklingen baglæns, og at vi dermed ser medieudviklingen som en lineær fremskrivning af de institutioner, som fylder meget i dag, herunder DR.
»Der er en tendens til, at det meget hurtigt kommer til at handle om DR og dagbladene. Det er stadigvæk industrisamfundets store massemedier, som optager den offentlige debat. Og det står i vejen for at finde nye veje for udviklingen,« siger Anker Brink Lund.
Det problem forsøger Anker Brink Lund og de øvrige forfattere at gøre op med, ved at sigte bredt og fortælle om emner som reklameudvikling og den offentlige debat:
»I virkeligheden er medieudviklingen jo meget bredere, og det er et af bogens centrale temaer. Vi forsøger at komme bredere ud end til de traditionelle massemedier, som er bundet til industrisamfundet, og som blokerer for en god diskussion om, hvordan mediestøtten bedst forvaltes,« siger Anker Brink Lund.
Flagskibet viser vej
Og nu kommer vi alligevel ind på DR. For som public service-flagskib nummer et er det selvfølgelig spændende at se, hvilken kurs det udstikker.
Anker Brink Lund har i sin forskning påvist, at DR længe primært har navigeret mellem hensynet til staten og hensynet til markedet – altså mellem penge og politik. Men det virker som om, at DR i højere grad er begyndt at rette kompasset mod publikum som borgere i civilsamfundet.
»Der er kun en vej for DR: Man må indgå i en eller anden form for dialog med publikum. Det skal ikke nødvendigvis måles i antal seere eller hits, men DR skal sikre sig en form for rækkevidde.«
»Det vigtige er, at DR kommer i kontakt med 90 procent af befolkningen – ikke nødvendigvis på en gang eller via en platform. Relevans er vejen for overlevelse for en public service-virksomhed,« forklarer Anker Brink Lund.
Tragedie eller happy end?
Bogens bidragsydere er uenige, når det kommer til spørgsmålet om de enkelte medieplatformes fremtid. Selv vurderer Anker Brink Lund, at medierne nok skal klare sig. Han tænker ikke mediebilledet som alles kamp mod alle, men som et økosystem, hvor de enkelte medier nok kan blive udsat for pres, men hvor de nok skal finde nye måder at overleve på.
»Gamle medier dør ikke helt ud. Det fortæller den tilgængelige forskning os. Men de er nødt til at finde en plads i hakkeordenen. Derfor er det farligt, hvis vi har nogle offentlige støtteordninger, der fastholder eller fastfryser branchen i gammeldags metoder.«
»Sigtet er ikke nødvendigvis at forudsige fremtiden, men at pege på, hvad man er nødt til at tage højde for, når man driver medievirksomheder eller udøver mediepolitik,« slutter Anker Brink Lund.
Tilbage til fremtiden
Tilbage i 2020 sidder medieforbrugeren med et tilfreds smil. Han glæder sig over, at hans papiravis stadig kommer i weekenden.
Han glæder sig over det mangfoldige udvalg af medieplatforme, som står til rådighed for ham døgnet rundt.
Han glæder sig over de kvalitative løft som foreningen af mediestøtte og public service-fonden har givet de private medier.
