For over 10 år siden begyndte jeg at interessere mig for det sproglige materiale, som var blevet indsamlet af de videnskabelige medlemmer af Den Arabiske Rejse 1761-67, bedre kendt som Carsten Niebuhr-ekspeditionen.
Anledningen var, at jeg var stødt på et uventet problem i min forskning i videnskabshistoriske kildetekster fra den arabiske-islamiske kulturs klassiske periode (cirka 750 -1400 efter vor tidsregning).
Nemlig at ordbøgerne og sprogeksperterne ofte havde svært ved at vide, hvilken art der stod bag et givet arabisk navn på arten.
I denne kronik beretter jeg om den meget viden, der stadig kan graves ud af det gamle materiale.
Først lidt om selve ekspeditionen:
Dengang stod Biblen som centrum for forskning
Kong Frederik den femte ville gerne have ry for at støtte videnskab, og derfor var han lydhør over for et forslag fra universitet i Göttingen i Tyskland om at sende nogle folk af sted til Mellemøsten for at udføre sprogstudier.
Forslagsstilleren var professor Michaëlis, som var en af de førende eksperter i Mellemøstens sprog og kultur i 1700-tallet.
Dengang var det selvsagt Bibelen, som stod i centrum for den slags forskning.
Bibelens sprog giver imidlertid en række problemer, og for at løse disse ønskede professor Michaëlis at sende en til to trænede mænd til især Sydarabien, hvor de skulle indsamle gloser og gøre sprogstudier, da han mente, ikke helt uden ret, at det var det mest interessante sted for den slags undersøgelser.
Alle, undtagen Niebuhr, døde
Ideen udviklede sig, og i 1761 var det fire videnskabsmænd, en tegner og en hjælper, som blev sendt af sted med orlogsskibet Grønland til Mellemøsten.
Ekspeditionen tog til Istanbul, Egypten, Rødehavet og Yemen.
Videnskabsmændene bestod af en filolog (dvs. en sprogspecialist), en naturhistoriker, en kartograf og astronom samt en læge.
Desværre døde alle i løbet af rejsen undtagen kartografen, som hed Carsten Niebuhr, og derfor har man kaldt ekspeditionen for Carsten Niebuhr-ekspeditionen efter ham.
Den første flerfaglige ekspedition
Sammensætningen af ekspeditionsmedlemmerne betyder, at Carsten Niebuhr-ekspeditionen blev en af de første ekspeditioner i Europas videnskabshistorie, hvor mange forskellige fag var repræsenteret.
Den var desuden en af de første rent videnskabelige foretagender, hvor der ikke var militære eller handelsmæssige dagsordener.
På trods af det tragiske forløb lykkedes det ekspeditionen at indsamle et stort videnskabeligt materiale.
Især ekspeditionens naturhistoriker, Peter Forsskål, gjorde et særdeles flot og stort stykke arbejde. Han kom fra Sverige og havde studeret under Carls von Linné.
54 nye planteslægter blev beskrevet
Peter Forsskål fik indsamlet over 2.000 planter og beskrev for første gang talrige plantearter fra Mellemøsten.
Omkring 600 planteeksemplarer fra Forsskåls herbarium gælder som hovedreference for de pågældende planter.
I Flora Aegyptiaco-Arabica, Forsskåls botaniske værk, som blev udgivet af Carsten Niebuhr i 1775, da Forsskål døde i Yemen i 1763, beskrives 54 nye planteslægter.
Af disse anerkendes de 24 stadigvæk. Der beskrives 656 nye plantearter, heraf anerkendes de ca. 300 stadigvæk.
De fik indsamlet og udarbejdet betydningsfuldt materiale
De plantearter, som ikke anerkendes mere, kan have fået deres beskrivelse udgivet tidligere end Forsskål, hvilket gør, at det er den tidlige beskrivelse som regnes for gyldig
Andre arter er blevet bestemt som tilhørende allerede kendte arter, som hørendde til andre slægter, som varianter af én og samme art osv.
Desuden noterede Forsskål også planternes voksesteder, højde, farve og andre relevante forhold.
Som zoolog beskrev Forsskål 17 fuglearter, 13 krybdyrarter, 151 fiskearter og 62 arter af leddyr.
Af de 151 fiskearter regnes de 58 arter for gyldige.
Niebuhrs Rødehavs-kort blev skelsættende
Hvad angår havbiologi var Forsskål den første til at beskrive salperne, som er en form for fritsvømmende søpunge.
Et andet eksempel er bidevindssejleren, Vellela, som er en koloni af polypdyr, som lever på havets overflade.
Disse organismer får deres første ordentlige beskrivelse med Forsskål, som blev den første til at beskrive dyr fra Rødehavet efter moderne videnskabelige metoder.
De andre ekspeditionsmedlemmer fik også indsamlet og udarbejdet et betydningsfuldt materiale.
Carsten Niebuhrs kort over Rødehavet og Yemen blev for eksempel skelsættende for den geografiske udforskning af disse områder.
Filologen, Frederik Christian von Haven, fik desuden indkøbt nogle manuskripter af Det Gamle Testamente skrevet på hebraisk, som blev vigtige for den videnskabelige bibelforskning i 1800-tallet.
Materialet er stadig relevant
Man ville måske mene, at en så gammel ekspedition for længst havde udtømt sin videnskabelige betydning. Det er nu ikke tilfældet.
Dels er mange beskrivelser af dyrene og planterne stadig de gyldige og definerende den dag i dag, og dels er der mange af de bevarede eksemplarer af dyr og planter, som fungerer som typeeksemplar.
Det vil sige som hovedreferenceeksemplar for den pågældende art.
Men derudover er der faktisk en del interessant materiale, som stadigvæk ikke er blevet ordentligt undersøgt, simpelthen fordi de færdigheder, der kræves, er sjældne.
Lokale betegnelser blev brugt til sprogstudier
Til dette materiale hører de noter om lokalnavne på dyr og planter, som Forsskål havde fået besked på at notere ned og samle ind.
Sel om ekspeditionen endte med at blive flerfaglig, havde man bestemt ikke glemt dens første sigte, som var at gøre sprogstudier. Til disse hørte at indsamle lokale betegnelser.
Forsskål havde selv en speciel fagkombination, da han ud over at være biolog også havde læst mellemøstlige sprog.
Han var derfor særdeles velkvalificeret til at udføre et specialiseret arbejde, hvor arabiske lokalnavne på dyr og planter indsamles og kan hæftes på en videnskabelig holdbar beskrivelse af den pågældende art og ofte også på et bevaret eksemplar.
Der er meget litteratur på arabisk
Forsskåls noter vedrørende lokalnavnene på dyr og planter er betydningsfulde, fordi det arabiske sprog indeholder et væld af navne på dyr og planter.
Disse navne har ofte givet sprogfolk hovedbrud, da den biologiske identitet af de pågældende dyr eller planter som nævnt i indledningen har været ukendt.
For at sige det direkte, står langt de fleste dyre- og plantenavne, som man træffer i de klassiske arabiske tekster, og som ikke står for husdyr, nytteplanter eller velkendte vilde arter, med en ukendt identitet.
Det arabiske sprog hører til en af verdens store kultursprog ligesom latin og oldgræsk.
Der er en vældig litteratur skrevet på dette sprog, og faglitteraturen fra middelalderen er særlig vigtig, fordi den danner bindeleddet mellem den klassiske græsk-romerske videnskab og renæssancen.
Mange af teksterne er ubehandlede
Der er ingen del af den klassiske islamiske videnskabshistorie, som pt. er mindre undersøgt end den, som relaterer sig til naturhistorie og biologi.
Her tales ikke om medicinens historie, som er meget mere velstuderet, men om tekster som handler om dyr, planter og naturhistorie.
Hvad dette angår, så er teksterne, også de vigtige tekster, stort set allesammen ubehandlede. Det betyder ikke, at de ikke er læste, men det egentlige videnskabshistoriske dybdearbejde med teksternes sagsindhold er ikke blevet udført.
I vestlige værker over den klassiske arabiske litteratur beskrives disse videnskabshistoriske kildetekster, men en egentlig tværfaglig undersøgelse af sagsindholdet savnes.
For det første har langt de fleste sprogfolk ingen faglig baggrund inden for biologien. Dernæst er selve den sproglige behandling af det klassiske arabiske biologiske ordforråd stadigvæk særdeles mangelfuld som beskrevet.
Vi forstår simpelthen ikke de betegnelser, som bruges. På denne baggrund er det forståeligt, at botaniske og zoologiske tekster forbliver særdeles ugennemsigtige.
Forsskåls noter er vigtige, men svære at gennemskue
I og med at Forsskål var trænet både i biologi og i arabisk, forstod han at notere lokalnavnene ned på en anderledes præcis måde, end andre rejsende i området almindeligvis har gjort.
Forsskåls fortegnelser over lokalnavnene på dyr og planter udgør derfor en nøgle til forståelse af vanskelige, men historiske, videnskabshistoriske og naturvidenskabelig vigtige tekster. Derfor er Forsskåls noter så vigtige.
Disse noter er desværre ikke umiddelbart brugbare, da de på trods af præcisionen, er skrevet ned på en måde, som kræver en sprogvidenskabelig efterbehandling.
Det skyldes dels, at ordene blev skrevet ned på den lokale dialekt og ikke på klassisk arabisk, hvilket Forsskål nu havde fået besked på, at han skulle, og dels fordi han ofte ikke er særlig præcis, når han bruger det latinske alfabet, altså vore bogstaver.
Det sidste skyldes, at sprogvidenskaben endnu ikke var særlig fremskreden.
Teksterne kan have betydning også i vore dage
Historiske kilder er ikke nødvendigvis kun interessante for historikere, de kan også gemme på oplysninger, som er af betydning i vore dage.
Det arabiske sprogområde dækker et særdeles stort geografisk område, og netop angivelse af, at dyre- og plantearter tidligere havde en anden udbredelse eller en anden hyppighed end den nuværende, er noget, som er af betydning for forståelsen af arternes levevis og de trusler, som de kan være udsat for.
Specielt i vore dage, hvor klimaforandringer gør sig gældende kan det være interessant at læse, hvor og hvornår arterne befandt sig.
Det arabiske navn for blisgås kommer fra Forsskåls noter
Jeg har selv gjort nogle opdagelser, hvad angår det sidste punkt, og her nævnes et par stykker:
- I en egyptisk tekst fra middelalderen står der, at Egypten fik besøg af en flok i 1316, som ud fra beskrivelsen utvetydigt kan bestemmes til sibiriske snetraner (Grus leucogeranus).
Denne art er særdeles sjælden i vore dage, specielt den vestlige bestand, som nu er så godt som uddød. Derfor er det så vigtigt at vide, at i 1300-tallet var arten så talrig, at overvintrende flokke kunne findes så langt vestpå som Egypten i stedet for Indien og Iran, hvor de ellers er om vinteren.
- I en tekst fra 1100-tallet står der, at husskaden forekommer i Egypten. Denne art findes ikke i Egypten i vore dage.
- Et andet eksempel, som denne gang er direkte relateret til Forsskål, er at hans noter har hjulpet med at bestemme det arabiske navn for blisgås.
Blisgåsen står afbildet i oldægyptiske vægmalerier, og den nævnes i egyptiske tekster fra middelalderen. På denne måde får vi et samlet historiske billede på denne arts forekomst i Egypten.
Jeg har arbejdet med Forsskåls indsamlede plantenavne i over 10 år, og arbejdet udmøntede sig i en bog udgivet på Videnskabernes Selskab i 2010, i hvilken plantenavnene er blevet skrevet ned og forklaret, så de kan bruges i både sprogarbejde og i forbindelse med læsning af tekster.
Pt. vil jeg gerne fortsætte arbejdet med dyrenavnene, hvis jeg kan skaffe midlerne til dette.
