»Stoler du på mig?«
»Jeg stoler på dig.«
Den velkendte scene fra filmen Titanic, hvor Jack holder sin elskede Rose, har haft den effekt, at det nærmest er obligatorisk at stå med spredte arme ved rælingen på et skib.
Men den seneste Titanic-ekspedition viser, at en stor del af skibets ræling nu er faldet af, hvilket forandrer et af skibets mest genkendelige objekter.
Det skriver skibets bjærgningsselskab RMS Titanic Inc. i en pressemeddelelse.
Holdet bag ekspeditionen mener, at den cirka 4,5 meter lange del af rælingen faldt af i løbet af de seneste to år.
\ Hvem er RMS Titanic Inc?
RMS Titanic Inc er et firma stiftet i 1980'erne, hvis mission er at »bevare arven fra Titanics jomfrurejse«, som det lyder på deres hjemmeside.
Firmaet er det eneste bjærgningsselskab, som har ret til at indsamle artefakter fra skibsvraget.
RMS Titanic har dog førhen mødt kritik fra USA's regering og forskere, som tidligere har forsøgt at stoppe selskabet fra at forstyrre skibsvraget og fjerne genstande fra det.
I de tidligere 00'ere forsøgte selskabet også at sælge nogle af artefakterne ifølge the National Oceanic and Atmospheric Administration.
Derfor har forskere advokeret for, at man lader skibsvraget være i fred for at mindes ofrene fra 1912.
Kilder: Business Insider, The New York Times
100 år efter Titanic forliste afslører ekspeditionen fra i sommer, hvordan skibsvraget nu forandrer sig og går i betydeligt forfald.
Mere opløftende er genopdagelsen af bronzestatuen ‘Diana af Versailles’, som eksperter ellers troede var tabt for evigt, og derfor var det et »spændende øjeblik« under ekspeditionen.

»Men vi er kede af tabet af den ikoniske ræling og andre beviser på forfald, som kun har styrket vores forpligtelse til at bevare Titanics arv,« siger Tomasina Ray, der er direktør for samlinger for RMS Titanic Inc., i pressemeddelelsen.
RMS Titanic Inc., som ledte ekspeditionen, brugte 20 dage ved skibsvraget, hvor man ved hjælp af LiDAR-teknologi og sonar kunne kortlægge vraget.

Nu vil holdet bag analysere og dele fundene med andre forskere, så man til fremtidige ekspeditioner kan identificere vigtige artefakter.

































