Ny type indlæring: Studerende eksaminerer sig selv

Vidensoverførsel via den traditionelle forelæsning er ikke en del af Arne Krokans undervisning. Definitivt ikke.

Professoren i sociologi ved NTNU, Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet i Trondheim, har digitaliseret sin undervisning mere og mere i løbet af de seneste 10 år. I efteråret 2013 tager han skridtet fuldt ud og starter det op, som ligger til at blive den første såkaldte Mooc-undervisning i Norge.

Mooc (Maswsive open online courses) er en samlet betegnelse for åbne, digitale kurser, som kun tilbydes via internettet.

Arne Krokan underviser blandt andet i faget ’Teknologiudvikling og samfundsændring’ som indgår i mastergraden i organisation og ledelse. Det er det emne, han gør hel-digitalt og åbent for alle fra efteråret. Det indebærer, at kurset kan følges af ganske mange studerende.

»Målet er 1.000 studerende,« siger Arne Krokan.

Undervisere bruger ikke mulighederne

De seneste 10 år har vi fået meget ny kommunikationsteknologi, som vi bruger i det daglige.

»Men i undervisningssammenhæng bruger vi det paradoksalt nok mest til at understøtte det undervisningssystem, vi allerede har og altid har haft. Skoleudviklingen i det digitale århundrede optager ikke så nemt de nye muligheder.«

Arne Krokan, og flere med ham, bruger derimod de digitale arenaer til at skabe nye måder at undervise på, og ikke mindst nye læreprocesser for de studerende.

»Det handler om, hvordan vi kan bruge nye pædagogiske greb.«

Det drejer sig ikke kun om teknologien i sig selv og mulighederne, som de digitale ressourcer åbner op for.

Arne Krokan er optaget af, hvordan de studerende går fra at være informationsmodtagere fra forelæseren til at deltage aktivt i vidensmodtagelsen og bearbejdningen af kundskaben.

Det at skulle opsøge information selv bidrager til, at den studerende skal analysere information, foretage valg, reflektere og være kritisk.

De studerende får meget ansvar

»Over en længere periode har jeg overladt mere og mere til de studerende,« siger Arne Krokan.

Han giver de studerende blogopgaver, hvor de skal skrive blogindlæg. Opgaven indeholder gerne et link til en tekst, og derudover skal de opsøge information og selv finde materiale til problemstillingen.

»Dermed får de mere ejerskab til det tema, som opgaven omhandler, de får fordøjet stoffet og gjort det til deres.«

De studerende får også til opgave at læse hinandens blogindlæg, og dette skaber grundlag for diskussion mellem de studerende. En diskussion og en refleksion, som Arne Krokan deltager i sammen med de studerende.

To digitale modeller for undervisning

Selvom Arne Krokan har gjort meget af undervisningen digital, gennemfører han fortsat samlinger, hvor han og de studerende mødes fysisk. I den digitale revolution, som er på vej ind i uddannelsessystemet, findes der to modeller:

• En, hvor kurset eller faget gennemføres helt og holdent via internettet.
  
• Og en anden, hvor den digitale undervisning er et supplement til undervisningen på fakultetet med forelæsninger og gruppeundervisning.

Arne Krokan involverer de studerende i så høj grad, at han også lader dem lave eksamen selv.

»Jeg er vel foreløbigt den eneste i Norge, som gør det.«

Hvordan er det så med faren for snyd?

»Vi er ikke ude efter repetition af viden, men refleksion omkring viden og omkring fagets brug i praktiske situationer. De studerende skal vise, at de har en kritisk og reflekteret tilgang til faget.«

At de studerende censurerer hinandens eksamensbesvarelser og giver hinanden karakterer, har han foreløbig ikke indført. Men det er allerede afprøvet ved flere udenlandske universiteter, blandt andre ved amerikanske Princeton og Standford. Med succes.

»Hver besvarelse bliver læst af fem-seks medstuderende, som giver karakter. Det har vist sig, at de studerende lander på samme karakter som læreren.«

Evalueringen af processen viser, at de studerende får endnu mere indsigt i eksamenstemaet, end hvis de kun gennemfører deres egen eksamensbesvarelse. Nu skal de gå flere besvarelser igennem og reflektere over, hvad der er gode svar og mindre gode svar.

Og de skal grundigt gennemtænke, hvorfor de mener, at det er sådan eller sådan. Efter en sådan proces har de studerende fået en øget forståelse for deres fag og deres egen eksamensbesvarelse.

Lærerens tid bruges til diskussion og reflektion

Men hvad skal underviseren så bidrage med, hvis de studerende gør det meste selv?

»Jeg bruger mindre og mindre tid på at gennemgå ting i timerne. Jeg bruger meget af tiden til diskussion og refleksion sammen med de studerende.«

Desuden er underviserens rolle at lave fagets forløb eller emne. Finde frem til relevante eksempler og materiale, lave gode opgaveformuleringer, vejlede under opgaveløsning og udfordre de studerende til selvstændighed i faget. Desuden forsvinder forelæsninger ikke helt i alt det nye.

Der er fortsat behov for en fagperson, der forklarer stoffet til de studerende og som skal inspirere dem.

Forskellen er, at forelæsningerne sker via video.

Mooc demokratiserer viden

Digital undervisning, eller Mooc, gør, at man i princippet kan sidde hvor som helst i verden og følge undervisningen, så længe man har adgang til internettet.

Arne Krokan følger selv en Mooc om Mooc i USA for at tilegne sig mest mulig viden om denne nye undervisningshverdag.

Statistikken viser, at en tredjedel af de Mooc-studerende er fra USA, en tredjedel fra BRIC-landene (lande med hurtig voksende økonomi: Brasilien, Rusland, Indien og Kina) og en tredjedel fra forskellige andre lande.

»Dette indebærer en voldsom demokratisering af viden. Man kan sidde i Sydafrika og få adgang til en Harvard-professor. Og den samfundsmæssige effekt er større, hvis 10.000 får mulighed for at tage en højere uddannelse, end hvis 100 får muligheden. Det koster det samme at lave et oplæg til én person som til en million studerende,« siger Arne Krokan.

»Og erfaringerne viser, at dette også tages i brug af andre, end dem vi tænkte på som udgangspunkt. I Indien har en pige på 11 år fuldført et kursus i fysik på et amerikansk college, så hvem kan overhovedet forestille sig, hvad denne udvikling kan føre til på sigt?«

Flere og flere tror, at internetbaseret højere uddannelse gør, at verden står over for en uddannelsesrevolution.

Kan der blive en forretning ud af det?

Hvis man kan sidde hjemme og få gratis universitetsuddannelse, hvor skal man så møde op til forelæsninger og gruppeundervisning på fakultetet? Og hvem skal finansiere udvikling og drift af kurser?

Omkring denne problemstilling er der foreløbig flere spørgsmål end svar. Nogle advarer mod at gå i internetavisfælden, altså at lægge kurserne gratis ud i første omgang for så at begynde at tage betaling for indhold efter et stykke tid. Internetaviserne kæmper meget med denne overgang.

Arne Krokan er derimod ikke så bekymret for økonomien i det.

»Man kan tage betaling for eksamen, og man kan lade en del af kurset være gratis som en introduktion og en smagsprøve, noget som kan inspirere folk til at gennemføre en totalpakke, hvor man tager betaling. Jeg tror, vi vil opleve, at dette bidrager til en merværdi på universiteterne.«

»Det eneste, jeg er bange for, er, at digitale, gratis kurser vil udkonkurrere de dårligste eksisterende tilbud. Men det er måske ikke så farligt?« spørger Arne Krokan.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson