Ny skole vs. gammel skole: Hvordan lærer børn bedst at holde fokus?

Bør man disciplinere børn og unge menneskers sind til at kunne fokusere opmærksomheden over stadig længere tid?

Eller bør man snarere appellere til deres nysgerrighed og interesse, når evnen til at være opmærksom skal udvikles?

Disse spørgsmål blev debatteret i pædagogikken og den fremvoksende videnskabelige psykologi i slutningen af 1800-tallet.

I centrum for debatten stod begrebet om opmærksomhed, som grundlæggende kunne forstås på to måder:

1. Dels som viljestyret opmærksomhed, dvs. evnen til at kunne fokusere på noget uinteressant over længere tid, for eksempel løsningen af en kedelig opgave.
2. Dels som en spontan eller naturlig opmærksomhed, der fungerede som en refleks, altså, en ufrivillig reaktion, som for eksempel når man hører ens navn blive råbt højt og ikke kan lade være med at vende sig i retning af lyden.

Det var gennem opdragelse og uddannelse, at skolens elever skulle flyttes fra en tilstand af spontan til viljestyret opmærksomhed.

Den ’gamle’ og den ’nye’ skole kæmpede om opmærksomheden

Den ’nye pædagogik’ argumenterede for, at den viljestyrede opmærksomhed skulle udvikles ved at appellere til børnenes nysgerrighed og interesse ved for eksempel at gøre undervisningen i skolen spændende i stedet for at bruge udenadslære.

Ved at appellere til elevernes interesser, men også til deres nysgerrighed for det endnu ukendte, ville man gradvist kunne påvirke deres lyst til at blive ved en opgave.

Underviseren skulle altså kunne gøre undervisningen spændende og vide, hvordan man, med et nyere udtryk, kunne motivere eleverne.

Tilhængere af det, der allerede dengang blev betegnet som ’den gamle skole’, argumenterede derimod for, at den viljestyrede opmærksomhed også skulle opøves gennem disciplinære øvelser af sindet, hvor det var afgørende, at nogle af opmærksomhedsøvelserne ikke måtte være spændende.

Hvis læreren eller forældrene hele tiden appellerer til barnets interesse og nysgerrighed, lærer barnet aldrig at anstrenge sig for at løse en opgave, lød det.

Hvis børnene får alting serveret, lærer de ikke selvkontrol

Den gamle skole foreslog således nogle konkrete øvelser til opøvelse af opmærksomhed, der havde til formål at danne denne evne.

Det var for eksempel vigtigt, at øvelsernes indhold ikke var spændende, for hvis indholdet appellerer til børnenes interesser, så vil det automatisk fange elevernes opmærksomhed – som en refleks.

Og dermed vil eleven vænne sig til at forholde sig passivt til sin egen læring, fordi det altid får alting serveret.

Man fastholder altså med de nye metoder, ifølge den gamle skole, dermed børnene i en tilstand af ufrivillig, spontan opmærksomhed. Og dermed lærer de ikke at opøve selvkontrol.

Diskussion af opmærksomhed kom af større klasseværelser

Den pædagogiske og psykologiske diskussion om opmærksomhed i slutningen af 1800-tallet kom af de skolereformer, der fandt sted gennem særligt den sidste halvdel af 1800-tallet.

På dette tidspunkt var der efterhånden blevet etableret egentlige skolebygninger, der var indrettet på samme måde, som vi kender det i dag, med skoleklasser og rækker med borde og stole (eller bænke).

I 1700-tallet og i starten af 1800-tallet havde undervisningen foregået i mindre grupper, eller ved at enkelte elever på skift blev hørt i stoffet af læreren.

Eleverne gik heller ikke i skole hver dag, men måtte ofte arbejde derhjemme og passe skolen ind med nogle dages mellemrum.

Det er sværere at ’gemme sig’ i en lille gruppe på 5-10 elever. Det havde med denne form for undervisning derfor heller ikke været et stort problem for læreren at fastholde elevernes opmærksomhed og at holde ro og orden blandt eleverne.

Undervisningen måtte effektiviseres

Mod slutningen af 1800-tallet tilbragte langt de fleste børn i den vestlige verden hver dag i skolen - og i et betragteligt antal timer.

Det skyldtes, at skolen var en af de vigtigste institutioner til at få afrettet børnene af de arbejdere, der var flyttet ind til byerne.

Som følge af de mange elever måtte skolen dermed også indrettes på en måde, så man kunne undervise mange elever på en gang.

Undervisningen måtte med andre ord effektiviseres.

Man indførte årgangsopdeling, hvor man før havde undervist børn på forskellige alderstrin samlet.

Og man opfandt nye metoder til at fange et stort antal elevers opmærksomhed på en gang.

For eksempel ved at stille et åbent spørgsmål ud i klassen, så eleverne ikke på forhånd vidste, hvem der ville blive spurgt, hvilket tvang dem alle til at holde fokus på læreren og ’følge med’.

Disse nye metoder og erfaringer fra skolen førte til, at psykologer begyndte at interessere sig videnskabeligt for opmærksomhed.

Skolen blev psykologiens laboratorium

Psykologer stillede sig selv spørgsmål om, hvad det egentlig vil sige at være opmærksom, og om det kræver, at man kan fastholde fokus på en opgave over længere tid, eller om det er nok, at man kan finde tilbage på sporet igen efter at være blevet afsporet.

Skolen blev dermed et uvurderligt praktisk laboratorium for psykologien.

Et af de vigtige videnskabelige gennembrud fra denne tid var, at man i skolerne fandt ud af, at det ikke nødvendigvis er af ren ondskab, at nogle børn reagerer voldsomt eller aggressivt, eller at nogle børn bander og råber.

For nogle af disse børns vedkommende ser det ud, som om de er kede af, at de kommer til at være ulydige, og at de, selvom de godt ved, at deres adfærd er forkert, alligevel ikke kan lade være.

Nogle børn er altså, på trods af at de er almindeligt intelligente, ikke i stand til at styre sig.

Og evnen til at kunne styre sig ser man tydeligt i de føromtalte øvelser til træningen af opmærksomhed.

Hvis man kan lære at styre sin opmærksomhed, er der ikke det, man ikke kan lære.

Opmærksomhedens historie kan kaste nyt lys på nutiden

Årgangsopdelingen og de mange elever i skolerne betød også, at man kunne sammenligne børnenes mentale evner på tværs af en årgang.

Dermed kunne man få øje på de børn, der ikke levede op til undervisningens målsætninger.

Man begyndte altså at få en bedre forståelse for de elever, der havde særlige vanskeligheder og behov, omend man endnu ikke havde en fuldt udviklet pædagogik til at tackle disse udfordringer.

Men det begyndte at komme netop på denne tid.

Med opmærksomhedsbegrebet som prisme kan man således forstå de erkendelser, der, under påvirkning af datidens skolereformer, udviklede sig i den videnskabelige psykologi.

Og man kan bruge denne historie som anledning til at reflektere over vores egen tids skolereformer og videnskabelige erkendelser vedrørende opmærksomhed - samt dens forstyrrelser.

\ Læs mere

Er det tilfældigt, hvad vi husker og glemmer?