Ny forskning i skilsmissebørn deler vandene: Bør fædre få ret til mere samvær? 

Skilsmisser har det ikke kun med at splitte forældre og børn mellem to hjem. De deler også forskere op i forskellige lejre i forhold til, hvad der er bedst for børns trivsel.

Det gælder også en ny videnskabelig oversigtsartikel om delt forældreskab.

»Det her er et ømtåleligt emne,« indleder Kristian Sandberg, forskeren bag artiklen.

Han er psykolog og lektor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og har undersøgt skilsmissers betydning for børns trivsel – særligt i forhold til, hvor meget faren er involveret i omsorgsarbejdet efter forældrenes brud.

Hans konklusioner går i rette med dansk lovgivning og konsensus blandt danske forskere.

»Der er meget, der tyder på, at skilsmissebørn i dag har ringere adgang til deres far end deres mor,« siger psykologen til Videnskab.dk.

Anbefaler 7-7-ordningen som udgangspunkt

Konkret kredser Sandbergs artikel om det, der hedder 7-7-ordningen – at barnet tilbringer en uge hos hver forælder.

I Arizona og flere andre amerikanske delstater er den ordning blevet udgangspunktet i familieretssager om samvær, blandt andet på grund af forskning i børns trivsel, som psykologiprofessoren William Fabricius fra Arizona State University står bag.

Princippet om en lige deleordning gælder dog ikke i Danmark. De seneste tal fra 2021 viser godt nok, at over 41 procent af alle skilsmissebørn lever i en lige ordning, men udviklingen er i høj grad sket frivilligt, påpeger Sandberg.

Hos myndigheder og Familieretshuset arbejder man fortsat med det, man kalder for et status quo-princip, hvor man vægter kontinuitet højt; barnet skal som udgangspunkt blive boende med den forælder, som barnet har haft mest samvær med (hvilket som oftest er moren).

Og det kan være et problem, mener Kristian Sandberg. Det strider nemlig mod nyere forskning på området, mener han.

»Jeg har set på den tilgængelige evidens og kan konkludere, at størstedelen indikerer, at børn trives bedst i lige deleordninger.«

Studier af deleordninger afviser socioøkonomisk forklaring

Flere undersøgelser bakker op om, at lige meget tid hos mor og far som udgangspunkt er den bedste ordning for børnene.

Videnskab.dk skrev i 2017 en artikel om et svensk studie af 5.000 skilsmissebørn, som nåede frem til samme konklusion:

Men dengang luftede en af forskerne bag studiet, Emma Fransson, dog selv en naturlig forklaring på fundet. Det handler snarere om »[...] at ressourcestærke forældre oftere kommunikerer bedre efter en skilsmisse og vælger at dele tiden med deres børn.«

Og det er den forklaring, den socioøkonomiske, som Kristian Sandberg nu mener at kunne påvise som mindre sandsynlig.

»Den nyeste forskning i lige deleordninger har kontrolleret for forældrenes karakteristika – blandt andet deres indkomst og uddannelsesniveau – og den positive effekt er der stadig; det er generelt bedst for børn at tilbringe lige meget tid med deres mor og far,« siger psykologen.

Sandberg henviser blandt andet til et amerikansk metastudie og to svenske studier fra 2018 (se her og her).

En af forfatterne giver den danske forsker ret i hans konklusion.

»Jeg er enig i, hvad den nye artikel når frem til,« skriver Linda Nielsen til Videnskab.dk efter at have set oversigtsartiklen. Hun er professor ved Wake Forest University i USA og står bag det amerikanske metastudie fra 2018.

Linda Nielsen fortsætter:

»Børn i lige deleordninger opnår bedre resultater end dem, der primært bor sammen med den ene forælder, uanset niveauet af verbale konflikter eller forældrenes indkomst.«

Men der er altså også danske studier, der viser et andet billede.

Danske børneforskere peger fortsat på socioøkonomisk forklaring

I sin artikel henviser Kristian Sandberg også til rapporter fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

Et VIVE-studie fra 2018 viser for eksempel, at der umiddelbart er en positiv sammenhæng mellem deleordninger og skilsmissebørns trivsel.

Men sammenhængen forsvinder, når man kontrollerer for andre forhold; socioøkonomiske faktorer, forældrenes samarbejdsrelation og deres respektive forhold til barnet, fortæller Mai Heide Ottosen.

Hun er seniorforsker ved VIVE og én af de dem, som Kristian Sandberg forsøger at få til at ændre holdning – umiddelbart uden held.

»Vores resultat – som i andre studier – tyder på, at samværsordningens udformning ikke i sig selv har afgørende betydning for børns trivsel,« siger Ottosen, og fortsætter:

»Omvendt er jeg selvfølgelig opmærksom på, at andre undersøgelser har peget på noget andet. Men de divergerende resultater gør det svært at drage en samlet konklusion eller give anbefalinger til praksis.«

Kristian Sandberg fortolker resultaterne anderledes. Han mener ikke, at VIVE-rapporten fra 2018 kan bruges til at konkludere noget om samværsordningens udformning.

I stedet fremhæver han Linda Nielsens metastudie, hvor 75 procent af studierne viser en positiv effekt af lige deleordninger. De resterende 25 procent viser blandede eller ingen effekter.

»Man kan kalde det divergerende resultater, men jeg synes, at pilen peger i samme retning,« siger Sandberg.

Men Mai Heide Ottosen holder dog fast i sin vurdering – også efter hun har kigget på Sandbergs oversigtsartikel.

»Jeg støtter mig i stedet til et nyt systematisk review fra Norge (fra 2022, red.),« siger hun og opsummerer den pågældende artikel:

»Her konkluderer man, at der nok ikke findes én ordning, som vil passe til alle børn. Anbefalingen er i stedet, at man tager udgangspunkt i den enkelte familie og det enkelte barns behov.«

Et forskningsfelt med forskellige »toninger«

Pernelle Rose Hansen mener, at Sandbergs oversigtsartikel er et godt billede på, hvor diverse – og nogle gange uenige – forskere på det her felt kan være.

Hun er ph.d. i pædagogisk psykologi, postdoc ved Roskilde Universitet og har selv lavet studier af skilsmissebørns trivsel.

»Vi beskæftiger os med et felt med forskellige toninger og grundopfattelser af, hvad en skilsmisse er,« siger hun og peger på, at Kristian Sandberg også ser ud til at repræsentere en bestemt tone.

»Han skriver om intakte familier over for skilsmissefamilier, og jeg synes, det er vigtigt at sige, at der findes 37 forskellige familieformer i Danmark. Det kommer ikke til syne i den forskning, han laver her.«

Konkret mener hun heller ikke, at der er evidens for at sige, at lige deleordninger er bedst for børnene. Men artiklen er interessant, fordi den er med til at sætte fokus på et felt, der er under konstant forandring, siger hun.

»Hvad sker der for eksempel med børns trivsel på baggrund af den nye lov om øremærket barsel til fædre? Det bliver interessant at følge, fordi det også kan få betydning for, hvordan vi vurderer sager om tildeling af samvær med børnene.«

Nye tal fra Udbetaling Danmark fra februar 2024 indikerer allerede en forskubbelse. Fædre tager nu tre en halv uges mere barsel med deres børn, mens mødrenes barsel er faldet med fire en halv uge.

Og det kan få afsmitning på fordelingen samværet med børnene, lyder rationalet. Hvis mænd får mere tid med deres børn under barsel, vil de sandsynligvis også få det efter en skilsmisse.

Forsker ønsker debat om skilsmissebørn og samvær

Kristian Sandberg har på sin vis opnået noget af det, han gerne ville med sin artikel: At skabe en videnskabelig debat om forældreskab, særligt i forhold til fædrenes rolle.

Og den debat vil han gerne fortsætte, siger han.

»Jeg tager gerne en snak med de andre forskere om emnet. Så er jeg sikker på, at vi alle rykker os og måske endda når til en form for enighed.«

»Vi er nået et vendepunkt, hvor vi bør have en seriøs diskussion, om praksis ikke bør ændres på det her område,« fortsætter han.

»Man har haft et udgangspunkt i lov og retningslinjer om, at barnet bor ét sted og besøger den anden forælder, hvilket oftest er faren. Det udgangspunkt gav god mening i 1960’erne. Men nu bidrager mænd og kvinder mere ligeligt til omsorgen, og derfor ville det også være naturligt, at det afspejlede sig i myndighedernes tilgang til forældreskab.«