På trods af at flere hundredetusinde elever hver dag bruger flere timer med lektier, er der aldrig i Danmark forsket i, hvor godt de virker. Og det på trods af de faktisk bygger på oldgamle læringsteorier. Men det bliver der nu.
Gennem flere år har Flemming B. Olsen - ph.d. studerende på syddansk universitet - fulgt omkring 100 gymnasieelever, ligesom han har undersøgt en række lærebøger og snakket med eleverne om deres holdning til indholdet.
Konklusionen er klar
Lektier virker ikke i deres nuværende form, og fremtiden bør byde på en helt anden slags lektier. Idag uddeles lektierne kollektivt og uden hensyntagen til differentiering og den enkelte elevs standpunkt. Derfor bliver det sterotypt, og engagerer ikke eleven.
»I virkeligheden er det ikke så meget anderledes end på andre dele af arbejdsmarkedet. Der interesserer man sig også for, om medarbejderne er motiverede. Derfor er det vigtigt, at vi finder frem til en lektieform, hvor de studerende føler sig som en del af et fællesskab. De skal være aktive og involverede« siger Flemming B. Olsen til tidsskriftet 'Ny viden', og giver som eksempler gruppe- og projektarbejdsformen, at tale med folk på gaden om et tema eller udføre egne eksperimenter.
Flemming B. Olsen afleverer om få måneder sin Ph.d. afhandling 'Lærebøger og læringsrum'.

































